Baderåd
De fem baderåd:
1. Lær at svømme
Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.
2. Gå aldrig alene i vandet
Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.
3. Læs vinden og vandet
Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.
4. Lær stranden at kende
En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid
strandens oplysningsskilte.
5. Slip ikke børnene af syne
Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.
Strande over hele Danmark får det unikke nummer, som skal øge sikkerheden ved nødopkald langs kysten. Det nye nummersystem gør det således nemmere at identificere ulykkesstedet, når folk ringer 1-1-2, og det kan være med til at redde liv.
Det er Rigspolitiet, der sammen med kommunernes beredskabschefer beslutter, hvor skiltene skal placeres, og kommunen, der sætter skiltene op.
Læs mere respektforvand.dk.
Børn på stranden
Hvis dit barn bliver væk
- Kontakt livredderen, hvis der er en på stranden.
- Find ud af, hvor du sidst har set barnet. I vandet? Eller på land?
Sidst set i vandet
Sidst set på land
Start i første omgang en eftersøgning uden at slå alarm til alarmcentralen. Børn bliver ofte fundet i nærheden af iskiosker eller andre steder, der vækker særlig interesse i børnehøjde.
Inddrag andre badegæster. Giv et grundigt signalement af barnet og få andre til at lede efter ham/hende. Udveksl mobiltelefonnumre. Lad altid en person blive på det sted, hvor barnet sidst er set. Start eftersøgningen der, hvor barnet sidst er set, og husk at børn tit vil gå med solen i ryggen.
Børn drukner stille
Når børn drukner, sker det som regel hurtigt, pludseligt og i stilhed. Børn hverken råber eller plasker, når de kommer i vanskeligheder. De forsvinder bare. Derfor er det afgørende at holde øje med både små og større badende børn.
Fortæl dine børn, at vi skal passe lige så godt på hinanden ved vandet som i trafikken. Skab trygge og overskuelige rammer for børnene og hold øje med dem.
Det er dit ansvar som forælder aldrig at slippe børn af syne. Du må på intet tidspunkt efterlade børn alene ved vandet. Heller ikke for bare at gå på toilettet eller hente noget i bilen. Tag dem med.
Læs mere om badesikkerhed på TrygFondens hjemmeside her.
Gode algeråd
- Se altid efter skilte, der fraråder badning, inden du hopper i vandet.
- Hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vandet til knæene, kan der være så mange alger i vandet, at du bør undgå at bade.
- Lad ikke dyr og børn lege eller bade i vandkanten, hvis der er dannet skum, eller vandet generelt er uklart.
- Hold øje med at din hund ikke bader i eller drikker uklart vand. Den kan blive alvorligt forgiftet og faktisk dø af at sluge alger.
- Har du sart hud eller hudallergi, skal du være ekstra opmærksom på, om vandet er klart. Skyl dig grundigt under bruseren, hvis du har badet i vand med mange alger.
- Symptomer på algeforgiftning kan bl.a. være hovedpine, hudirritationer, feber, kvalme og diarré.
- Oplever du gener efter at have badet i vand med alger, skal du kontakte din læge.
Se ovenstående film om badesikkerhed