Handicaprådet
I henhold til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område nedsatte Kommunalbestyrelsen pr. 1. april 2006 et Handicapråd.
Handicaprådet rådgiver kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og kan behandle alle lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører mennesker med handicap.
Handicaprådet kan tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til såvel politiske som administrative initiativer.
Handicaprådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltpersoners forhold, dvs. personsager eller konkrete klagesager.
Handicaprådet samarbejder med kommunen om at informere og skabe forståelse hos befolkningen, politikere og myndighed inden for følgende områder:
-
Mennesker med handicap i alle aldre
-
Forhold for mennesker med fysisk og/eller psykisk handicap
-
Tilgængelighed for alle kommunens borgere
For at markere den 3. december, som er FN’s internationale handicapdag, uddeler Handicaprådet én gang årligt på denne dag, en handicappris til en person, virksomhed eller en forening som har ydet en særlig indsats for borgere med handicap. De nærmere kriterier for tildeling af prisen findes til højre på denne side.
Handicaprådet i Lyngby-Taarbæk Kommune består i perioden 2010 – 2013 af otte medlemmer, hvor fire er udpeget af kommunalbestyrelsen og fire fra de forskellige handicaporganisationer. De fire pladser er fordelt på tre medlemmer fra Danske Handicaporganisationer (DH) og et medlem fra Støtteforeningen for Udviklingshæmmede.
Medlemmerne samt stedfortræderne er valgt for en 4-årig periode, som følger den kommunale valgperiode. Du kan læse mere om Handicaprådets medlemmer og stedfortrædere på denne side, på linket til højre.
|