Aktivering af ledige

Alle borgere, der henvender sig på grund af arbejdsløshed, vejledes og fastholdes i jobsøgning for at forbedre deres muligheder for at forsørge sig selv enten ved arbejde eller uddannelse.

Nye ledige ansøgere møder i Arbejdsmarkedsskranken i Social Service i Administrationsbygningen i Lyngby Storcenter. Her ekspederes borgerne efter tur uden tidsbestilling.

Når en ledig borger henvender sig ved Arbejdsmarkedsskranken, vil sagsforløbet typisk være:

  • Arbejdsmarkedsskranken henviser borgeren til Jobcentret, som muligvis kan henvise borgeren til et ordinært job.
  • Hvis Jobcentret ikke umiddelbart kan henvise vedkommende til ordinært arbejde, vender borgeren tilbage til arbejdsmarkedsskranken, hvor borgeren henvises til en visitationssamtale hos en rådgiver. I denne samtale afklares det, hvorvidt borgeren er berettiget til kontanthjælp eller ej.
  • Hvis borgeren er kontanthjælpsberettiget, indkaldes vedkommende til det førstkommende vejlednings- og afklaringsforløb, som afvikles hver 2. uge.
  • Hvis borgeren ikke kommer i ordinært arbejde i løbet af dette vejlednings- og afklaringsforløb, udarbejdes en jobplan.

Jobplan

En jobplan er en skriftlig aftale mellem kommunen og den ledige borger om aktiviteter, der kan medvirke til, at borgeren hurtigst muligt kommer i job.

Den enkelte ledige aktiveres i overensstemmelse med pågældendes jobplan ud fra følgende generelle retningslinjer:

  • Ledige under 25 år uden erhvervs- eller ungdomsuddannelse vejledes til og aktiveres primært med sigte på uddannelse frem for ufaglært beskæftigelse, ofte i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning: www.uu-nord.dk.
  • For ledige over 25 år er sigtet med aktivering at kvalificere til arbejdsmarkedet og vejlede om muligheder for voksen- og efteruddannelse
  • Ledige, som for eksempel går på sprogskole eller deltager i behandling, får supplerende deltidspraktik
  • Ledige, som har problemer ud over ledighed, aktiveres på nedsat timetal afpasset den enkeltes formåen
  • Social aktivering er en mulighed, hvis den ledige er ude af stand til at påtage sig en aktivitet rettet mod arbejde. Her er formålet, at den enkelte forbedrer sin livskvalitet og styrker sit sociale netværk.

Aktiveringen kan indeholde:

  • Virksomhedspraktik i private eller offentlige virksomheder,
  • Deltagelse i kursusaktiviteter,
  • Deltagelse i job- og vejledningsforløb
  • Deltagelse i særligt tilrettelagte aktiviteter,
  • Social aktivering, herunder behandling og rådgivning.

Ved praktik i private og offentlige virksomheder suppleres kontanthjælpen med et beskæftigelsestillæg.

Hvis en ledig afslår et rimeligt tilbud eller ikke vil modtage et tilbudt arbejde, kan der ikke udbetales kontanthjælp. Hvis en ledig udebliver fra en aktivitet fratrækkes op til 30 % i kontanthjælpen.

Godtgørelse i forbindelse med aktivering

Kommunalbestyrelsen har i forbindelse med vedtagelsen af budget 2009 fastsat godtgørelsen til de borgere, som modtager kontanthjælp og er omfattet af § 2, nr. 2 og nr. 3 i Lov om Aktive Beskæftigelsesindsats, og som deltager i tilbud i form af vejledning og opkvalificering og virksomhedspraktik ifølge samme lovs kapitel 10 og 11.

Fra den 1. januar 2009 vil borgere, der deltager i ovenstående tilbud være berettiget til en månedlig godtgørelse på 500 kr., såfremt borgeren skal bruge mere end 2 zoner på et klippekort for at komme hen til tilbuddet, jævnfør § 83 i Lov om Aktiv beskæftigelsesindsats.

Borgerens indflydelsesmuligheder
Individuelle jobplaner udarbejdes og justeres i et samarbejde med den ledige, der således har indflydelse på jobplanens mål og konkrete aktiviteter. Borgerens ønsker følges, hvis de er realistiske og forenelige med lovgivningen. Den enkelte får lejlighed til at træffe et valg mellem flere tilbud.

Der kan klages over afgørelser vedrørende økonomiske ydelser og aktiveringstilbud til Social- og Sundhedsforvaltningen.

Kontakt

Job og Social Service, Toftebæksvej 12, 2800  Kgs. Lyngby.
Tlf. 45 97 30 00. E-mail: socama@ltk.dk. Fax: 45 97 33 30.

 

Siden er sidst opdateret den 29.10. 2009
©  lyngby-taarbæk kommune ·lyngby rådhus, lyngby torv 17, 2800 kgs lyngby ·tel 45 97 30 00 ·lyngby@ltk.dk >   se kørselsvejledning