Lidt historie

Venskabsbytanken opstod allerede før den anden verdenskrig, hvor foreningen Norden tog initiativ til at etablere den første forbindelse mellem Uddevalla i Sverige og Thisted i Danmark i 1939. Krigen stoppede den videre udvikling, men allerede i 1945 blev der atter taget fat. Man udarbejdede forslag til forbindelser mellem byer eller kommuner i Danmark og Sverige, så fandt man en passende norsk by at koble på, og dernæst kom turen til Finland - det var enklere, da der under krigen var skabt en række fadderskabskontakter mellem kommuner i Sverige, som sendte tøj samt hjalp børn og krigsenker i finske kommuner. Den finske fadderskabsby blev så koblet til den kreds, som deres svenske fadderskabsby var med i.

I Lyngby-Taarbæk Kommune blev spørgsmålet rejst af foreningen Nordens lokalafdeling i december 1945, og der blev rettet henvendelse til det daværende sogneråd, hvorfra repræsentanter den 10. november 1947 godkendte venskabsbyerne Askim i Norge, Huddinge i Sverige og Dickursby i Finland. Dickursby udvidedes senere til hele Helsinge Landskommun, der nu bærer navnet Vanda.

Snart startede en række af vellykkede udvekslinger af skolebørn, senere af sognerådsmedlemmer, og mange andre grupper fulgte efter. I 1951 indbød Helsinge Landskommun de øvrige kommuner til at sende repræsentanter til Finland for at deltage i festlighederne ved kommunens 600 års jubilæum. Det var første gang, at repræsentanter for kommunestyret i alle fire byer var sammen.

Senere kom både Grønland og Island med i kredsen. I 1965 blev Godthåb/Nuuk budt velkommen, og i 1980 fulgte så Island med Seydisfjördur.

Frem til midten af 1960'erne bestod samarbejdet mellem venskabsbyerne næsten udelukkende af kommunale delegationer, som besøgte hinanden, ofte i forbindelse med et jubilæum eller indvielse af en skole, vandværk, nyt rådhus eller lignende.

I 1965 besluttedes det i Huddinge, at man skulle undersøge om samarbejdet mellem venskabsbyerne kunne gøres mere omfattende. Man tog kontakt til de øvrige venskabsbyer, hvilket førte til at Lyngby-Taarbæk indbød til en konference i 1967, hvor man besluttede, at konferencerne skulle afholdes hvert andet år, og man trak retningslinier op for det fortsatte samarbejde.

Det førte til en intensivering af samarbejdet, som kom til at omfatte skoler, ungdomsorganisationer, idrætsorganisationer, orkestre, teatergrupper, udstillinger, politiske, faglige, religiøse og studieorganisationer.

I 1975 besluttedes på en konference i Lyngby-Taarbæk , at de store konferencer fremover skulle afholdes hvert fjerde år. I stedet skulle repræsentanter fra idræts-, kultur-, skole- og kommunalbestyrelserne mødes hvert år for at diskutere, hvordan samarbejdet mellem venskabsbyerne kunne forbedres.