Lokale klimaaktiviteter

2010

Ny klimakommuneaftale frem til 2025

Efter to års succesfuldt klimasamarbejde med Danmarks Naturfredningsforening (DN) forlænger Lyngby-Taarbæk Kommune sin klimakommuneaftale frem til år 2025.

Den 21. april skrev Lyngby-Taarbæks borgmester Søren P. Rasmussen sammen med Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for DN, under på at forlænge kommunens klimaaftale frem til 2025. Kommunen vil nå målet om årligt at nedbringe CO2-udslippet med de aftalte 2 procent, ved at sætte yderligere fokus på den løbende grønne energistyring af kommunens bygninger.

Den grønne energistyring og en intern energisparekampagne i 2009 resulterede i en konkret elbesparelse på 5,9 procent, hvilket svarer til en besparelse på knap en million kroner. I perioden 2010-12 er der afsat 10 mio. kr. ekstra til at styrke energirenoveringen af de kommunale bygninger, og til næste år er der planlagt en ny energi- og adfærdskampagne blandt de ansatte i kommunen.

 At klimakommuneaftalen fortsat er fokuseret på kommunen som virksomhed, betyder dog ikke, at kommunens klimaindsats er begrænset til dette felt. En termografisk overflyvning af kommunen skal i løbet af 2010 motivere virksomheder og borgere til også at spare på energien, ligesom en ny varmeforsyningsplan med fokus på affaldsbaseret fjernvarme og andre klimavenlige opvarmningsformer er under udarbejdelse.

 

Juletræsbelysningen under klimaluppen

Ikke mange bemærkede at juletræsbelysningen på juletræet foran Lyngby rådhus havde været under ”klimaluppen”. Men i 2009 var de gamle juletræskæder, som bestod af glødepærer, blevet udskiftet til nye kæder med LED-pærer, som er den nyeste teknologi inden for lavenergipærer. Det betød, at energiforbruget fra juletræsbelysningen er faldet med 95 % i 2009. Det svarer til en besparelse på ca. 3065 kWh, 6000 kr. og 1,3 tons CO².

 

De gamle juletræskæder bestod af 4500 stk. 7w glødepære, mens de nye kæder består af 1200 LED pærer på hver 1,2 w. Juletræsbelysningen blev desuden koblet på et døgn-ur for at spare energi om natten og i de lyse dagtimer.

 

LED pærerne holder ca. 15 -20 gange så lang tid som glødepærerne, der i øvrigt blev udskiftet hvert år.

 

Renoveringen af juletræsbelysningen er blot et af mange tiltag som Lyngby-Taarbæk Kommune løbende foretager i forbindelse med den grønne energistyring. Formål er at nedbringe såvel energiforbruget, CO²-udslippet og udgifterne til energi i den kommunale drift.

 

2009

Klimamesse i øksnehallen - 3. til 6. december

Lige inden alverdens lande mødes til klimamødet COP15 og diskuterer nationernes fremtidige forpligtelser, giver klimamessen i Øksnehallen 90 forskellige bud på, hvordan udfordringerne med klimaforandringerne skal løses. Lyngby-Taarbæk Kommune har sammen med 9 andre klimakommuner kreeret en særlig udstilling, der viser nogle af de mange kommunale klimainitiativer. Udstillingen krydres løbende med en række ”live-indslag”. Torsdag den 3. december kl. 12.00 er det f.eks. muligt at se 7. og 8. klasses elever fra Lyngby optræde med deres klimadigte ”klimaslam”, og fredag den 4. december kl. 18.00 fortæller studerende fra DTU om, hvordan den mad, vi spiser påvirker klimaet. Det vil også være muligt at høre om ”Klimaeksperimentet”, hvor 4 familier skal mindske deres energiforbrug med 80 % i årets koldeste uger eller om erfaringer med termografering af boliger. Se det fulde program for klimakommuneudstillingen via link i højre side.

Kultur og klima

I efteråret 2009 varmer Stadsbiblioteket op til det store klimatopmøde i december. Biblioteket vil på en skæv, sjov og anderledes måde sætte fokus på klima og miljø. Med koncerter, road- og modeshow, film og PoetrySlam, hvor lokale unge digter om klimaet, vil vi pege på lokale og globale miljøudfordringer. Læs mere via link i højre side.

CO2-neutralt besøg på kommunens hjemmeside

Nu kan du med god klimasamvittighed besøge Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside. Kommunen har tilsluttet sig et initiativ, der går ud på at købe og efterfølgende annullere CO2-kvoter svarende til den CO2-udledning, der kommer fra de mellem 200 – 300.000 månedlige besøg på kommunens hjemmeside. På denne måde bliver et besøg på kommunens hjemmeside CO2-neutralt. Læs mere via link i højre side.

Lokalt Klimatopmøde fører til nye alliancer

Danmarks Naturfredningsforening og Lyngby-Taarbæk kommune holdt lørdag den 12. september lokalt klimatopmøde. Energiniveauet var højt, da 50 engagerede politikere, erhvervsledere, interesse­organisationer og eksperter brugte lørdagen på at komme med ideer til, hvordan Lyngby kan minimere CO2-udslippet og tilpasse sig de fremtidige klimaforandringer.

Det lokale klimatopmøde resulterede i forslag om grønne tage, termografisk overflyvning af kommunen, lavenergibyggeri, at udnytte varme fra spildevand, elbiler og mange andre engagerede ideer. Samtlige klimaanbefalinger kan ses via link i højre side, hvor det også er muligt at se en redegørelse over CO2-udslippet i hele kommunen.

Direktør René la Cour Sell fra Danmarks Naturfredningsforening roste Lyngby Taarbæk som klimakommune, for de flotte resultater med at reducere CO2-udslippet internt i den kommunale drift. Fra 2007 til 2008 er CO2-udslippet reduceret med 7,4 procent. Borgmester Rolf Aagaard-Svendsen pointerede dog, at det langt fra er nok at reducere CO2-udslippet fra den kommunale drift, hvis klimaforandringerne skal bremses.

Kommunens drift udleder mindre end 5 procent af den samlede CO2-udledning i kommunen, så der er brug for at virksomheder, interesseorganisationer og borgerne ændrer klimaadfærd, hvis det skal batte noget. Kommunen vil også tage yderligere værktøjer i brug som f.eks. en ny varmeforsyningsplan med større fokus på fjernvarme, krav om lavenergihuse ved nybyggeri og brug af f.eks. grønne tage, som både isolerer, køler og optager store regnmængder.

Blandt dagens mange forslag var, at Borgmesteren skriver til de 30 største virksomheder i kommunen og opfordrer dem til at sætte sig mål for deres CO2-udslip. På den måde kan de indgå som partnere i en ny klimakommuneaftale, som skal fornys inden udgangen af 2009.

Borgmesteren vil tage forslaget med til kommunalbestyrelsen, og tage initiativ til, at klimakommuneaftalen med Danmarks Naturfredningsforening forlænges og samtidig gøres mere ambitiøs. Dette kan f.eks. ske ved at indgå partnerskabsaftaler med interesserede virksomheder om, at de skal nedbringe deres CO2-udslip.

De mange lokale klimaanbefalinger, som kom frem på topmødet, vil i løbet af et par uger kunne læses her på kommunens hjemmeside. Efter afstemning blandt deltagerne fra topmødet vil de 10 ”bedste” klimaanbefalinger sammen med anbefalingerne fra 8 andre lokale klimatopmøder blive overrakt til Klima- og Energiministeren i forbindelse med FN´s klimatopmøde til december.

Programmet for det lokale klimatopmøde kan ses via link i højre side.

Kommunen reducerer CO2 svarende til 700 bilers udledning

I det første år som klimakommune har Lyngby-Taarbæk Kommune opnået et imponerende resultat. Kommunen har nedsat CO2 udslippet fra egen virksomhed med 13,5 %, som svarer til 2.809 tons CO2 eller hvad ca. 700 biler udleder på et år. En del af reduktionen skyldes, at den strøm kommunen har købt i 2008, har været mindre CO2-tung end året før. Tallene fremgår af kommunens Grønne Regnskab for 2008, som kan downloades i højre side.

I januar 2008 underskrev borgmester Rolf Aagaard-Svendsen en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at komme med på holdet af særlige klimakommuner i Danmark. Med aftalen forpligter Lyngby-Taarbæk Kommune sig til at sænke CO2-udledningen med 2 pct. om året frem til udgangen af 2009. Så målet for 2009 er faktisk nået før kommunen trådte ind i året.

Kommunen har altså formået at ”feje for egen dør” i 2008, ved bl.a. at gå de kommunale bygninger igennem, ved at stille CO2-krav til driften af kommunen som virksomhed og ved at gøre de ansatte opmærksomme på deres rolle i at nedbringe CO2-udslippet. I de kommende å er det målet, at dette vil smitte af på både borgerne og virksomhedernes miljøadfærd – så vi kan sætte og nå CO2-mål, der også omfatter kommunen som geografisk enhed.

Som indledning til dette klimasamarbejde med byens borgere og virksomheder har Lyngby-Taarbæk Kommune sammen med Danmarks Naturfredningsforening inviteret 50 politikere, institutions- og virksomhedsledere, interesseorganisationer, borgere og eksperter til et lokalt klimatopmøde til september. Formålet med topmødet er at udvikle lokale initiativer, der kan bidrage til at mindske CO2-udledningen. De lokale klimaanbefalinger vil blive overrakt til Klima- og Energiminister Conny Hedegaard ved FNs klimatopmøde COP15 i Bellacenteret til december.

Det kører for de ansatte i kommunen!

En undersøgelse af de ansattes transportvaner i Lyngby-Taarbæk Kommune viser, at sammenlignet med landsgennemsnittet, kan de have god ”klima-samvittighed”. 1/3 af de ansatte cykler til og fra arbejde, 1/3 bruger den kollektive trafik og kun 1/3 kører i bil. På landsplan benyttes bilen på over 67 % af rejserne til og fra arbejde.

Transportsektoren står i dag for ca. en 1/4 af Danmarks CO2-udslip, og over halvdelen af disse udslip kommer fra privatbilismen. Som led i klimasamarbejdet mellem Lyngby-Taarbæk Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og DTU har to studerende undersøgt transportvaner og rejsemønstre for de ansatte i administrationen i de fem fagforvaltninger. Undersøgelsen havde til formål at kortlægge de ansattes rejse til og fra arbejde samt finde ud af, hvad kommunen evt. kunne gøre for at påvirke de ansatte til at rejse mere miljøvenligt.

Undersøgelsen konkluderer, at det er begrænset hvad kommunen som arbejdsplads kan gøre for at påvirke de ansatte til at rejse mere miljøvenligt. Cykelfaciliteterne vurderes af de ansatte som relativt gode og kommunen opfordrer hvert år de ansatte til at være med i kampagnen ”Vi cykler til arbejde” – en opfordring der følges af rigtig mange medarbejdere. At arbejdspladsen er placeret nær stationen har også stor betydning for at så mange bruger den kollektive trafik.

Af nye tiltag foreslås, at tilbud om et ”Erhvervskort”, som er et månedskort til den kollektive trafik fratrukket bruttolønnen, muligvis vil kunne trække flere bilister over i den kollektive trafik, ligesom flere ”firmabiler” og ”firmacykler”, der kan benyttes til møder i arbejdstiden, måske vil nedbringe antallet af ansatte, der tager bilen på arbejde.

Det betaler sig at slukke – både i kr. og CO2

Siden nytår har de ansatte i Lyngby-Taarbæk Kommune, som led i en intern energisparekampagne, gjort en stor indsats for at bekæmpe de dårlige undskyldninger for at lade lamper og elektriske apparater stå tændt, når der ikke er behov for det. Mange har gjort en særlig indsats for at sprede budskabet - og resultatet kan vi godt være tilfredse med!elresultater fra skoler, daginstitutioner, plejehjem og rådhuset m.m. viser, at det er el-besparelser på lokalt op til 30 % (Børnehuset Emil Pipersvej), der er tale om.

Resultatet

Resultatet, som svarer til ca. 70 % af de samlede forbrug for perioden, viser en besparelse på ca. 3,6 % svarende til et elforbrug på godt 100.000 kWh, som igen svarer til en besparelse på ca. 145.000 kr. i årets første 4 måneder. Omregnet til CO2, svarer dette til at vi har sparet ca. 50 tons CO2.

En reduktion på elforbruget på 3,6 % lyder ikke umiddelbart af meget – men når udgangspunktet er et elforbrug, der de sidste mange år har været nedadgående, så er det ganske flot. Ja, faktisk meget flot, da de fleste af de lavthængende frugter for længst er plukket. Til sammenligning kan nævnes, at kommunen har indgået en Kurveknækkeraftale med El-sparefonden om at reducere elforbruget med 1 % om året.

Først når året er omme, og alle forbrug er opgjort, kender vi det endelige resultat. MEN hvis de gode el-vaner fastholdes, vil et forsigtigt skøn være, at vi kan forvente en reduktion på ca. 250.000 kWh, svarende til ca. 125 tons CO2 og 360.000 kr. Hertil skal så lægges (eller fratrækkes) resultaterne fra de sektorer (30 %) der først opgøres ved årsskiftet.

Elsparekonkurrence

I konkurrencen, hvor man kunne vinde op til 10.000 kr, hvis man sammen med sin afdeling/skole eller institution satte et eller flere elbesparende initiativer i gang, blev vinderen Fritids- og Ungdomsklubben Vænget, der for sin indsats har modtaget en check på 4.000 kr.

SFOén på Hasselvej, Områdecenter Virumgård, Sophienholm og institutionen Strandberg havde også lagt billet ind på denne konkurrence - og havde alle sat nogle rigtig spændende projekter igang, som de hver modtager 1000 kr for til lidt fælles hygge.

Stem for klimaet med din stikkontakt den 28. marts

Lyngby-Taarbæk Kommune opfordrer igen i år alle byens borgere og virksomheder til at deltage i Verdensnaturfondens klimaevent ”Sluk lyset Danmark” den 28. marts 2009 fra klokken 20.30-21.30.

Målet er at skabe opmærksomhed om den globale opvarmning og vores engagement i at reducere CO2-udslippet ved at slukke så meget lys som muligt i kommunen i den pågældende time.

Stor succes

Earth Hour, som den verdensomspændende klimaevent hedder - blev afholdt første gang i 2007 i Sydney i Australien og blev en stor succes. 2.2 millioner mennesker og 2.100 virksomheder slukkede lyset i en time. Sidste år fulgte en række af verdens øvrige byer efter, herunder Lyngby-Taarbæk Kommune. Og i år er der allerede planlagt et væld af aktiviteter kloden over. Blandt andet i byer som Los Angeles, Las Vegas, London, Hong Kong, Sydney, Rom, Manila, Oslo, Cape Town, Warszawa, Lissabon, Singapore, Istanbul, Mexico City, Toronto, Dubai og København.

Herhjemme bakker en lang række byer op med lokale initiativer under mottoet ”Sluk lyset Danmark”. Lyngby-Taarbæk Kommune er en af disse byer.

Vær med

Så grib chancen og deltag i eventen, hvor du kan være med til at skabe en ganske særlig stemning og samtidig signalere, at vi skal passe på vores miljø og klima.

Hvad kan du gøre?

  • Sluk alt unødvendigt lys i den pågældende time.
  • Spred budskabet og få din nabo, venner, familie og arbejdsplads til at gøre det samme.
  • Tilmeld dig "Sluk lyset Danmark" på www.Burningpanda.dk/sluklyset, hvor du også kan give et klimastatement, hvor du f.eks. fortæller, hvad du har gjort eller vil gøre for at spare på energien.

Områdecentrene slukker lyset

Alle Lyngby-Taarbæk Kommunes områdecentre deltager i klimaeventen "Sluk lyset". I tidsrummet 20.30-21.30 bliver de elektriske lys slukket på afdelingerne, og i stearinlysenes skær serverer Den Kommunale Madservice flotte lagkager og portvin til områdecentrenes beboere.

De ansatte i Lyngby-Taarbæk Kommune skruer ned for strømmen og reducerer CO2-udslippet”.

”Tænk globalt – sluk lokalt”– det er sloganet i Lyngby-Taarbæk Kommunes Energisparekampagne, som blev skudt i gang ved årsskiftet 2008/09. Kampagnen – som er et af flere tiltag i kommunens klimakampagne - har til formål at skabe synlighed og ejerskab om det fælles mål ”at spare på energien”. Og sparet på energien det bliver der!

Kampagnen er tænkt som en opfølgning på det flotte resultat tidligere på året, hvor borgmesteren opfordrede de ansatte til at give et klimaløfte. 518 medarbejdere lovede i den forbindelse at reducere deres CO2-udslip med ca. 800 tons CO2 om året.

Besparelser på mere end 25 %

I Fritids- og Ungdomsklubben Vænget har de i januar 2009 f.eks. sparet 18,5 % af elforbruget i forhold til forbruget i januar 2008, ligesom de på Sophienholm sparede 21 % i samme periode. På Rådhuset er elforbruget i januar mindsket med ca. 26 %, mens der i administrationsbygningen på Toftebæksvej 12 kun er sket en reduktion på 2,8 %. Med udgangen af februar var det så spændende at se, om det bare var ”begynderheld” eller om tendensen holdt. Og det gjorde den!

Ildsjælene

En del af besparelserne skyldes tekniske tiltag som udskiftning til el-sparepærer, energibesparende servere (Rådhuset), regulering af ventilationsanlæg, varme- og lysstyring. Tiltag, som vi bl.a. kan takke de mange engagerede tekniske servicearbejdere og pedeller for.

Men det er jo også en adfærdskampagne, som har til formål at skabe synlighed og ejerskab om det fælles mål ”at spare på energien”. Rigtig mange er blevet mere opmærksomme på og har ændret deres energiadfærd i løbet af kampagnens første to måneder. Ikke mindst takket være de mange ildsjæle, der har påtaget sig at minde kollegerne om den gode energiadfærd.

Besøg fra USA

For at blive klogere på netop adfærdsdelen, har tre amerikanske studerende, som i to måneder er tilknyttet DTU, tilbudt at evaluere på den del af kampagnen. De vil i løbet af marts og april måned undersøge, hvordan kampagnens adfærdsdel har virket på en af kommunens skoler, en daginstitution, Stadsbiblioteket og i administrationen hos en af forvaltningerne på Rådhuset.

Projektet er et led i det klimasamarbejde som Lyngby-Taarbæk Kommune i 2007 indgik med DTU, hvor kommunen tilbød at stille sig til rådighed som case, hvis DTU-studerende ønsker at beskæftige sig med Lyngby-Taarbæk Kommune i et CO2-perspektiv.

Lyngby-Taarbæk Kommune har nemlig indgået en ”Kurveknækkeraftale” med Elsparefonden, hvor kommunen forpligter sig til årligt at spare 1 % af elforbruget fra 2007 til 2009, ligesom den som klimakommune har forpligtet sig til at nedbringe CO2-udslippet fra den kommunale drift med 2 % om året i 2008 og 2009. Disse mål nås ikke uden en fælles indsats og en god elsparekultur!

2008

Klimaløfter fra de ansatte i Lyngby-Taarbæk Kommune

”Kære medarbejder hos Lyngby-Taarbæk Kommune. Tak fordi du vil være med til at støtte ”1 ton mindre”-kampagnen”. Disse ord har mødet mere end 500 medarbejdere i Lyngby-Taarbæk Kommune, når de har fulgt borgmesterens opfordring og klikket sig ind på Klima og Energiministeriets hjemmeside og afgiver et klimaløfte og dermed bidrager til at nedbringe deres udledning af CO2. Til sammen har de lovet at reducere CO2-udslippet med ca. 800 tons CO2 pr. år. Hertil kommer, at de, via den adfærd de allerede havde inden de afgav løftet, sparer miljøet for 1.167 tons CO2 pr. år.

Borgmesteren har, som mange andre erhvervsledere modtaget en opfordring fra Klima- og Energiminister Connie Hedegaard til at formidle et budskab til kommunens medarbejdere om, at der kan spares CO2 på arbejdspladsen til gavn for både klimaet og kommunens energiforbrug og økonomi.

På baggrund af denne opfordring har Borgmesteren sendt en mail ud til alle de ansatte internt i Lyngby-Taarbæk Kommune og opfordret dem til at klikke ind på hjemmesiden "1 ton mindre", hvor de kan svare på nogle klimarelaterede spørgsmål og afgive et klimaløfte om, hvordan de vil opfører sig på jobbet og i hjemmet med hensyn til deres "energiadfærd". Til gengæld får medarbejderne mulighed for at være med i den landsdækkende lodtrækning om en lang række spændende præmier, samt en intern lodtrækning om en uges ekstra ferie.

Eventen skal fungere som en ”appetizer” for kommunens interne energi­sparekampagnen ”Tænk globalt – sluk lokalt”, som vil blive skudt i gang omkring årsskiftet 2008/09.

Lyngby-Taarbæk Kommune har nemlig indgået en ”Kurveknækkeraftale” med Elsparefonden, hvor kommunen forpligter sig til at spare 3 % af elforbruget fra 2007 til 2009, ligesom den som klimakommune har forpligtet sig til at nedbringe CO2-udslippet fra den kommunale drift med 2 % om året i 2008 og 2009. Og disse mål nås ikke uden en fælles indsats og en god elsparekultur!

Ud med rejerne, ind med grønsagerne - CO2-fokus på den kommunale mad!!

I foråret 2008 har en række DTU-studerende, som led i klimasamarbejdet med Lyngby-Taarbæk Kommune, Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Lyngby (DN) og Videnskabsbutikken DTU , undersøgt mulighederne for at nedbringe CO2-udslippet forbundet med de fødevarer, der serveres i kommunens kantiner og plejehjem. Projekterne kan downloades via link i højre side, hvor der også findes et sammendrag af projekternes konklusioner i artiklen "Ud med rejerne, ind med grønsagerne - CO2-fokus på den kommunale mad!!".

DN Klimakommune

Status: I december 2007 besluttede kommunalbestyrelsen at tage imod en opfordring fra Danmarks Naturfrednings­forening om at blive Klimakommune. Det betyder at kommunen har forpligtet sig til at nedsætte CO2-udslippet for egen virksomhed med 2 % om året frem til udgangen af 2009. I Grønt Regnskab 2007 er der udarbejdet en opgørelse over CO2-udslippet fra den kommunale virksomhed i 2007. Denne opgørelse skal danne udgangspunkt for beregning af de kommende års CO2-reduktioner. Grønt Regnskab 2007 kan downloades via link i højre side, eller hentes på bibliotekerne og i Teknisk Service på Rådhuset.

Handlingsplan 2008: Med udgangspunkt i kommunens energiprojekt og finansiering via energipuljen, er der planlagt en række energibesparende tiltag, som skal være med til at sikre, at målsætningen om en 2 % CO2-reduktion i 2008 nås.

Kommunen er i gang med den lovpligtige energimærkning af alle kommunens bygninger. De, i energimærket foreslåede, energitiltag, der har en tilbagebetalingstid på under 5 år, skal udføres inden 5 år fra udførelsen af energimærket. Alle de energitiltag, der bliver udført, giver en CO2-reduktion

I forbindelse med bygningsvedligeholdelsen og udskiftning af pumper m.m. inden for kloakvæsenet og vandforsyningen tages der hensyn til, at dette sker på en energieffektiv måde under hensyntagen til investeringer og driftsomkostninger.

CO2-besparelserne i 2008, når man ser bort fra Renseanlægget Mølleåværket, forventes at ligge på ca. 370.000 kg CO2, som svarer til ca. 1.8 % af CO2–udledningen fra den kommunale drift. En del af reduktionen vil dog først komme i 2009, da tiltagene bliver udført i løbet af 2008. Som suplement hertil kommer CO2-reduktioner ved energirigtigt indkøb, ved en ekstra fokus på energistyringen, for at finde eventuelle stigende forbrug og overforbrug, samt fra renovering af vejbelysningen i efteråret 2007. Hertil kommer, fokus på en adfærdsregulerende energisparekam­pagne, som skal løbe frem til maj 2009.

Redegørelse: I Grønt Regnskab 2008 og 2009 vil vi redegøre for de resultater, der er opnået i 2008, samt de projekter der er igangsat for at nå CO2-reduktionsmålet.

 

Sluk lyset den 29. marts fra kl. 20.00 til 21.00

Lyngby-Taarbæk Kommune valgte sammen med en række andre danske kommuner og storbyer verden over at bakke op om Verdensnaturfondens (WWF) klimakampagne ”Sluk lyset Danmark”, som blev afviklet lørdag den 29. marts 2008 fra kl. 20.00 til 21.00.

Målet var at skabe opmærksomhed om den globale opvarmning og vores engagement i at reducere CO2-udslippet ved at slukke så meget lys som muligt i kommunen i den pågældende time.

For at give eventen så stor gennemslagskraft som muligt, havde borgmesteren opfordret alle forvaltninger til at slukke alt unødvendigt lys og andre strømforbrugende apparater – både i administrationen, på institutioner og i andre kommunale bygninger - i den pågældende time.

Også borgerne, virksomhederne, cafeer, restauranter og butikker m.fl. havde fået en lignende opfordring til at slukke lyset. Magasin og Netto var nogle af de virksomheder der fulgte opfordringen.

På områdecenter Virumgaard slukkede de alt lyset og inviterede beboerne på portvin, lagkage og højtlæsning. Flere af de beboere som ofte allerede er i seng på det tidspunkt, sad oppe og hyggede sig denne aften. Områdecenter Solgården var også med i eventen. Køkken havde lavet en "sluk-lyset-kurv" som beboerne hyggede sig med i stearinlysets skær.

Det er desværre kun muligt at registrer ændringerne i elforbruget fra time til time på udvalgte kommunale bygninger og ikke på kommunen som geografisk enhed. Det kunne ellers have givet et billede af hvor mange der var med i eventen. Opgørelsen over elforbruget lørdag den 29. marts sammenholdt med lørdagen før i tidsrummet 20.00 til 21.00 fra de kommunale bygninger viste, at andre end Solgården og Virumgård havde taget opfordringen til sig!

www.burningpanda.dk/sluklyset kan du læse mere om kampagnen og se billeder fra udvalgte steder i Danmark, som gik i sort.

Lyngby-Taarbæk Kommune tager klimaudfordringen op

Lyngby-Taarbæk kommune går nu forrest i kampen for at nedbringe CO2 udledningen og de menneskeskabte klimaforandringer. Kommune har underskrevet en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at komme med på holdet af særlige klimakommuner i Danmark.

Med aftalen forpligter Lyngby-Taarbæk sig til at nedsætte CO2-udledningen for kommunens som virksomhed. Nu og her forpligter kommunen sig til at reducere CO2-udled­ningen med 2 % om året frem til udgangen af 2009. Herefter vil kommunen undersøge muligheden for at opstille et mere langsigtet mål for reduktionen.

Lyngby-Taarbæk er den tredje kommune, der indgår aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive klimakommune.

Klimasamarbejde med DTU

Teknisk Forvaltning indledt i 2007 et samarbejde med DN og DTU´s Videnskabsbutik med henblik på at stille kommunen til rådighed som casestudie for studerende, der på den ene eller anden måde ønsker at beskæftige sig med klimaproblematikken.

Samarbejdet har bl.a. ført til, at 30 studerende hen over sommeren har analyseret en række forskellige teknologier med udgangspunkt i en række kommunale servicefunktioner med henblik på at komme med forslag til, hvordan man kan ændre på disse for at opnå en mindre miljøbelastning – herunder et mindre CO2-udslip.

Samarbejdet med DTU fortsætter i 2008 med projekter der bl.a. drejer sig om isolering af rækkehusbebyggelser, kommunal indkøbspolitik, CO2-neutral kantinedrift mm.

– ”1 ton mindre”

I Danmark udleder vi årligt 10 ton CO2 pr. indbygger. Heraf skyldes de 6 ton vores personlige forbrug af varme, el, transport og varer – områder, hvor vi hver især har mulighed for at gøre en forskel!

Miljøudvalget støtter op omkring Miljøministerens klimakampagne ”1 ton mindre”, som handler om at få alle danskere til at udlede 1 ton CO2 mindre om året.

Helt konkret har der i efteråret 2007 været igangsat en række aktiviteter, for at henlede opmærksomheden på, hvordan borgerne kan være med til at reducere CO2-udledningen. Via link i højre side findes en beskrivelse af efterårets lokale klimaaktiviteter.

CO2-beregner

På hjemmesiden www.ettonmindre.dk kan du finde en CO2-beregner, der kan regne ud, hvor meget CO2, du er ansvarlig for. Beregneren vil også foreslå, hvordan du kan reducere din udledning. Det er også muligt her at afgive et klimaløfte om at være med til at bremse klimaændringerne. Det tager ca. 15 minutter at komme hele vejen igennem CO2-beregneren.

Her på siden kan du i højre side finde et link til en kvik-version af CO2-beregneren og klimaløftet.

 

Siden er sidst opdateret den 23.04. 2010
©  lyngby-taarbæk kommune ·lyngby rådhus, lyngby torv 17, 2800 kgs lyngby ·tel 45 97 30 00 ·lyngby@ltk.dk >   se kørselsvejledning