Termografering


Her kan du se, hvor stort et varmeudslip din bolig har fra taget, blot ved at indtaste din adresse. Et propelfly har overfløjet hele kommunen med et varmefølsomt kamera den 6. marts 2010, og efterfølgende er billederne blevet lagt ind i en webløsning, hvor termobilledet er lagt oven på et luftfoto. I nogle tilfælde vil luftfotoet være lidt forskudt i forhold til termobilledet, men det skal du se bort fra, da termobilledet er placeret, dér hvor husets sokkel er. Luftfotoet skal bare gøre det nemmere at orientere sig i området. Når du tolker billedet, skal du tage udgangspunkt i det termofoto, der kommer frem, når du har valgt en adresse.

Hvad kan du bruge termografering til?
Billederne kan bruges som en hjælp til at vurdere, om der er et stort varmetab fra dit hustag. Hvis isoleringen i tagkonstruktionen er utilstrækkelig, vil det i mange tilfælde fremgå af billederne. Farvespektret går fra blå som betyder, at der næsten ikke er noget varmetab, over grøn, gul og rød, som er tegn på et gradvist større varmetab. Du kan kun sammenligne varmetabet i termofotoet med de nærmeste nabohuse.

Termobillederne er en indikator
Vi gør opmærksom på, at billederne ikke dokumenterer, men indikerer, om der er et varmetab. Dit hustag kan altså ikke bedømmes ved første øjekast. Når du klikker videre til termograferingsresultaterne kan du under "Før du går i gang med at tolke billederne" læse om de væsentligste forbehold, som du bør være opmærksom på, når du tolker billedet. Eksempelvis vil ovenlysvinduer fremstå velisolerede, uanset om de er det eller ej, fordi glas reflekterer det kolde himmelrum. Omvendt vil skorstene og udluftningskanaler typisk vise sig som dårligt isolerede områder. 

Farveskalaen er relativ
Hvis du panorerer i kortet, kan du opleve, at farvenuancerne skifter. Dette skyldes, at farveskalaen er relativ. Hvis dit tag fremstår med blågrønne nuancer, kan det fx skifte til grøngule nuancer, når du går på opdagelse i kortet. Derfor kan du kun sammenligne varmetabet i termofotoet med de nærmeste nabohuse. Generelt siger forskellen i farvenuancerne dog noget om, hvor på taget, der er et større eller mindre varmetab.

Hvordan kommer du videre med energirenovering af din bolig?
Hvis du vil vide mere om mulighederne for energirenovering, har vi samlet links til hjemmesider, der netop omhandler dette tema. Læs mere her

 

 

Kontakt

Teknisk Forvaltning

Sekretariat & Udvikling

Lyngby Rådhus

2800 Kgs. Lyngby

Tlf.: 45 97 35 00

Fax: 45 97 35 20

E-mail: teknisk@ltk.dk

Siden er sidst opdateret den 10.03. 2011
©  lyngby-taarbæk kommune ·lyngby rådhus, lyngby torv 17, 2800 kgs lyngby ·tel 45 97 30 00 ·lyngby@ltk.dk >   se kørselsvejledning