Vidensbystrategi
- Vidensbystrategien vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet 29. august 2011
Vidensbystrategien udgør startskuddet til en rejse mod at udvikle Lyngby-Taarbæk som vidensby. Siden sommeren 2010 har Kommunalbestyrelsen sammen med en række erhvervsledere og uddannelsesledere i en Task Force arbejdet med at udforme en ambitiøs strategi, der skal sætte fælles retning for kommunens udvikling frem mod 2020.
Strategien er ikke en færdig plan. Den er en invitation til alle, der ønsker at deltage i udviklingen af Lyngby-Taarbæk som vidensby. Den skal skabe sammenhængskraft i området mellem borgere, beslutningstagere, bydele og generationer. Men den skal også skabe værdifulde relationer i forhold til vores regionale samarbejdspartnere, så de ser os som en væsentlig regional spiller i forhold til vækstdagsordenen.
Formanden for Udviklings- og strategiudvalget Birgitte Hannibal siger:
”Vi har udarbejdet en strategi for Lyngby-Taarbæk for at skabe nogle rammer for den vækst og udvikling, som er nødvendig for at sikre velfærden på lang sigt. I samarbejde med virksomheder og uddannelsesinstitutioner sætter vi nu vækst, bæredygtighed og innovation på dagsordenen til gavn for alle i kommunen”.
Visionen for Vidensby 2020 er at være:
- En af Nordeuropas førende videns- og universitetsbyer. En førende uddannelsesby med høj kvalitet, bredt udbud og et generelt højt uddannelsesniveau
- Et internationalt orienteret knudepunkt for arbejdskraft, kultur og handel
- Et område kendetegnet ved bæredygtig vækst, velfærd og byudvikling.
Strategien sætter nye, høje ambitioner i forhold til at tiltrække og fastholde videnvirksomheder og udvikle byen til en grøn og bæredygtig universitetsby. Det handler om at skabe byliv, danne netværk, sætte fokus på velfærdsinnovation, flere iværksættere og på at fremme erhvervs- og borgerservicen.
”Med strategien som pejlemærke ser jeg et Lyngby-Taarbæk i år 2020, hvor kommune, virksomheder og uddannelsesinstitutioner via et tæt samarbejde gør hinanden bedre. Hvor Lyngby centrum er præget af liv - også efter 18 og hvor kulturlivet favner alle borgere. Innovation og iværksætteri er blevet en naturlig del af vores folkeskolers pensum og vi anvender IT og velfærdteknologi til at forbedre servicen. Det er blot for at nævne nogle få af de perspektiver jeg ser i strategien” fortsætter Birgitte Hannibal.
Vidensby 2020 er en invitation til alle, der ønsker at deltage i at realisere visionen. Vi opfordrer til at deltage i vidensbynetværkenes aktiviteter og orientere sig omkring vidensbyprojektets udvikling og om, hvordan du og din organisation kan bidrage.
Yderligere information