Forsikring og skadeansvar i Dagtilbud og Skole
Forsikring og skadeansvar i dagtilbud og skole
Det er svært at undgå, at der nu og da sker uheld i vores dagtilbud, selv om alle forsøger at undgå det. Det sker også at noget går i stykker eller at der forekommer småtyverier. Når uheldet har været ude, bliver spørgsmålet om erstatning, ansvar og forsikring aktuelt.
Ansvaret
Dagtilbuddet har en tilsynsforpligtelse med børnene, men ikke med det som børnene har medbragt, fx legetøj, cykler osv.
Kun hvis tilsynsforpligtelsen er svigtet, kan det pågældende personale eller dagtilbud pådrages ansvar.
Skade uden ulykkesforsikring
Kommer et barn ud for en alvorlig ulykke i dagtilbuddet, hvor ingen kan blive gjort erstatningsansvarlige, falder evt. erstatning tilbage på familien.
Det må derfor anbefales alle, ikke blot at have en familieforsikring, men også at have en børneulykkesforsikring. En sådan dækker barnet i alle døgnets 24 timer.
Tyveri
Bliver et barns eller en ansats ting stjålet i dagtilbuddet, er det dagtilbuddet uvedkommende. Den eneste mulighed for at få erstatning er at anmelde tyveriet til politiet og til sin egen indboforsikring.
Men husk, at penge og smykker ikke vil blive erstattet i tilfælde, hvor der ikke er tale om indbrudstyveri fra forsvarligt aflåst bygning eller lokale.
Se meget mere her om forsikringsforholdene:
http://www.forsikringogpension.dk/Documents/Webpjecer/daginstitutionen_og_forsikring.pdf
http://www.forsikringogpension.dk/Documents/Webpjecer/Dagligdagen_og_forsikring.pdf