Der har været vandmøller ved Mølleåen fra omkring år 1000, og Lyngby Vandmølle hævdes at være en af Danmarks ældste. Tidspunktet passer med den historiske tradition om, at Knud den Store indkaldte engelske munke for at lære danskerne at bygge vandmøller.

Lyngby Vandmølle bliver imidlertid først nævnt i kilderne i 1608, hvor der foruden en ældre melmølle skulle opføres en valkemølle. Siden har der været to møller i Lyngby, men altid med samme ejer.

I midten af 1600-tallet tilhørte møllen kunstsmeden Caspar Herbach (foto, maleri på Frederiksborg), som i 1661 anlagde den første kro i Lyngby (det senere Hotel Lyngby). Han havde tilnavnet ”Kunst-Caspar” og udførte mange arbejder for Christian den Fjerde og derefter Frederik den Tredje. En af hans opgaver blev at klargøre kronregalierne og udføre en ny dronningekrone, da Frederik den Tredje og dronning Sophie Amalie skulle krones i 1648.

    Ludvig Holberg fortæller i sin ”Danmarks Riges Historie”, at medens Caspar Herbach var i gang med at lave kronen, kom Leonora Christina Ulfeldt på besøg i hans værksted i Lyngby Mølle. Hun var Christian den Fjerdes datter og gift med rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der senere blev landsforræder. Leonora Christina forlangte at få dronningens krone at se, og hun satte den på sit hoved for at prøve den. Desværre tabte hun kronen på gulvet, så en stor ædelsten gik i stykker. Caspar Herbach underrettede kongen om det skete, men fik besked på at tie om det og blot reparere kronen. Alligevel fik dronning Sophie Amalie det at vide, og hun troede, at Leonora Christina havde tabt kronen med vilje. Holberg fortæller historien for at forklare, hvorfor dronningen ikke kunne lide Leonora Christina og lod hende blive dårligt behandlet, da hun senere kom til at sidde mange år i fængsel som sin mands medskyldige.

   I 1600- og 1700-tallet foregik der både våbenfremstilling og valkning af klæde på Lyngby Mølle; men derefter brugtes møllen udelukkende som melmølle.

Møllen tilhørte i perioden 1839-66 proprietær Peter Lund (foto), som sad i Lyngby Sogneråd og  i en lang årrække var dets formand (svarende til nutidens borgmester). Han var meget sparsommelig og modsatte sig længe, at Lyngby Hovedgade fik fortove og gadebelysning, som de handlende ønskede: ”Hvis folk skal på gaden i mørke, kan de tage en lygte med og tage træsko på, det gør jeg!”

Senere købte den nærliggende Dansk Gardin & Textil Fabrik møllen for at få rettighederne til Mølleåens vand, som blev brugt til vask og blegning i fabrikkens produktion af hvidevarer. Siden 1965 tilhører Lyngby Mølles to bygninger Lyngby-Taarbæk Kommune.

   Den Nordre Mølle med vandhjulet er bygget i to dele i 1846/1850. Den ene del indeholder mølleværket, den anden del er et pakhus til opbevaring af korn. Mølleren købte store partier korn hjem, som han efterhånden malede til mel og solgte til Lyngbys befolkning.

   Lyngby Nordre Mølle er den sidste af Mølleåens gamle møller, der stadig kan køre, drevet af Mølleåens vand. Det store vandhjul på gavlen måler fire meter i diameter, men vandets faldhøjde ved møllen er kun 80 centimeter, så derfor løber vandet under hjulet (som derfor kaldes et underfaldshjul).

Mølleværket, som omsætter kraften fra vandhjulet til kværnene (møllestenene), består af store tandhjul af træ (foto). Udvekslingen sætter hastigheden op, så kornkernerne bliver knust mellem de to møllesten og melet kommer ud. Foruden stenkværnene kan vandhjulet også trække en skalkværn, en blæsemaskine, en sigte og en havrevalse samt et hejseværk inde i møllen. Grupper kan ved henvendelse til Stadsarkivet få møllen at se i funktion ude og inde.

   Den Søndre Mølle er bygget i 1903 efter en stor brand, der medførte oprettelsen af et nyt brandvæsen i Lyngby. Den gamle mølle havde været bygget ligesom Nordre Mølle; men den nye blev opført som en stor statelig bygning i tre etager. Den blev drevet af en vandturbine, som stadig findes i møllen, og som med drivaksler og drivremme trak de mange maskiner. I stedet for de gammeldags stenkværne anvendtes valsestole med riflede jernvalser til at knuse kornkernerne. Den Søndre Mølle er intakt, og turbinen kan fungere. I nutiden bruges der dog en elektromotor; men der males i øjeblikket ikke mel. Derimod bliver der solgt økologiske korn- og melprodukter fra møllens butik.

Læs videre

• Jeppe Tønsberg: Lyngby Nordre Mølle (Lyngby-Bogen 1991 s. 113-27).
• Jan Møller: Mølleåen, 1992, s. 65-76
• Langs Mølleåen (Lyngby-Bogen 1998) s. 18-21.
• Finn Solgård m.fl.: Lyngby Hovedgade, 1996, s. 127-33.

Hvad er Find Vej

Find Vej i Lyngby er udarbejdet i et samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv, Lyngby Orienteringsklub og Dansk Orienteringsklub under Find vej i Danmark samt Hjerteforeningens Lyngby-Taarbæk afdeling og Lyngby-Taarbæk bibliotekerne.

I 2011 blev der udgivet en brochure med et kort med 20 poster i det centrale Lyngby. Fra brochuren henvises til denne hjemmeside.

Hvis man vil vide mere om historien bag de enkelte poster, kan man scanne QR koden i brochuren med sin smartphone, hvorefter man dirigeres til flere historier og billeder som dem, der ses på siden her.