Gå til hovedindhold
Du er her:

Kunstgræsbane

Spørgsmål

I budget 2018-2021 er afsat 5 mio. kr. i anlægsbudget til medfinansiering af en ny kunstgræsbane i Lundtofte. Jeg vil gerne have oplyst, om projektet er sat i gang, og hvis det ikke er sat i gang, hvornår det planlægges at ske?

Spørgsmål dato
Spørgers navn
John Tefke
Partibogstav
C
Udvalgsområde
Kultur- og Fritidsudvalget (KFU)
Svar dato
Svar

Der er truffet beslutning om, at afsætte 5 mio. kr. i anlægsbudgettet til medfinansiering af en ny kunstgræsbane i Lundtofte Idrætspark. Forvaltningen ønsker at få afdækket jordbundsforholdene i den nuværende græsbane. Den nuværende bane er placeret på en gammel losseplads, og der er en risiko for større eller mindre sætninger forskellige steder på banen. Forvaltningen foreslår, at der foretages en række geotekniske boringer i Lundtofte Idrætspark for at afdække mulighederne for placering af en kunstgræsbane, samt for at afdække økonomien i projektet for nødvendige foranstaltninger mod sætningsskader.

Forvaltningen finder endvidere, at det er nødvendigt at afdække lys- og støjforhold i forhold til placering af banen med henblik på at kunne få en bygge- og ibrugtagningstilladelse af kommunens byggesagsmyndighed. Der har været flere klager over lys og støj i forhold til den nuværende kunstgræsbane og lysanlæg i Lundtofte Idrætspark.

Endeligt ønsker forvaltningen at afdække miljøkravene til bl.a. afvanding. Miljøstyrelsen har i 2017 udsendt et udkast til vejledning for etablering af kunstgræsbaner. Miljøkravene til opbygningen af kunstgræsbaner samt driften af banerne er væsentlig skærpet, og det kan forventes at både etablerings- og driftsomkostningerne er steget væsentligt siden de seneste kunstgræsbaner blev etableret i Lundtofte Idrætspark og Lyngby Idrætsby.

Forvaltningen vil derfor udarbejde en frigivelsessag til en forundersøgelse. Forundersøgelsen skal bidrage til afdækning af mulig placering samt anlægsøkonomi. Endeligt skal forundersøgelsen understøtte den videre dialog med kommunens byggesagsmyndighed omkring miljøkrav m.m.

Når resultatet af forundersøgelsen foreligger, vil forvaltningen udarbejde en finansieringssag med den samlede forventet anlægs- og driftsøkonomi for en ny kunstgræsbane i Lundtofte Idrætspark.