Lyngby Taarbæk Kommune

Tag på tidsrejse i din Grundlov

Tirsdag, 5. juni 2018
Grundlovsdag den 5. juni kl. 13-16 kan du komme på en spændende tidsrejse i historien. Det foregår i de smukke historiske omgivelser på Frieboeshvile.

Kom til et anderledes og levende grundlovsarrangement for hele familien. Hør kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemche tale for kvindernes valgret i 1915, diskuter arbejdernes rettigheder med fabrikanterne fra Brede, deltag i arbejdernes picnic og hør om deres politiske kamp i 1930’erne og oplev hvordan man diskuterede samarbejdspolitik under besættelsen på Frieboeshvile.

Under tidsrejsen kommer du på en sjov og underholdende måde rundt i Grundlovens fodspor og demokratiets historie gennem mødet med de historiske aktører. 

Gennem mødet med de historiske personer, krydret med musik og smagsoplevelser, samler du viden og løsninger til en tipskupon om Grundlovens historie.

Bag arrangementet står Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv. Det er gratis, og du møder bare op mellem kl. 13-16 på Frieboeshvile, Lyngby Hovedgade 2, 2800 Kongens Lyngby.