Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

For høj fart skyld i mange ulykker

Der sker alt for mange trafikulykker på vejene på grund af for høj fart. Nu vil Lyngby-Taarbæk Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik have endnu flere trafikanter til at overholde fartgrænserne.

    

Hvert år er der mennesker, der kommer alvorligt til skade i trafikken eller i værste fald slet ikke kommer hjem til deres familie på grund af en ulykke, der kunne have været undgået.

I omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene er der blevet kørt for hurtigt i forhold til fartgrænsen eller fx vejr- og vejforholdene, viser tal fra Vejdirektoratet.

Derfor er Lyngby-Taarbæk Kommune gået med i den landsdækkende kampagne "Sænk farten før det er for sent". Det sker i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik.

"Det betyder noget, hvis vi alle overholder fartgrænserne og er opmærksomme på hinanden, når vi kører bil. Selv de små hastighedsoverskridelser koster liv og skaber utryghed. Vi vil gerne være med til at skabe mere sikkerhed og tryghed i trafikken, derfor sætter vi vejkantplakater op for at huske bilisterne på at lette foden fra speederen", siger Sigurd Agersnap, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.


Se den aktuelle kampagne "Sænk Farten før det er for sent" her: https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/saenk-farten

Hvorfor kører vi for stærkt?
En stor del af dødsulykkerne i trafikken sker på landevejene især på grund af for høj fart og uopmærksomhed. Når man kører for stærkt, kan det betyde, at man ikke når at bremse i tide, hvis der sker noget uventet som fx en modkørende, der pludselig trækker over i ens vognbane eller krydser vejen uden at have set sig for.

Sidste år spurgte Rådet for Sikker Trafik 1.472 bilister, hvor hurtigt de kører på landevejene. Hver tredje (34 %) svarede, at de ofte eller nogle gange kører 95 km/t. på strækninger, hvor man maksimalt må køre 80 km/t. En del af bilisterne forklarer det med, at de følger trafikken eller ikke holdt øje med deres fart.

"Når man kører bare lidt for stærkt, så skal man bruge markant flere meter på at bremse, hvis der sker noget uforudset. På en landevej kan der fx pludseligt komme en bil, cykel eller et barn ud fra en sidevej eller udkørsel, og der er det vigtigt, at man kan nå at bremse, før det er for sent", siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Fartulykker koster dyrt
Foruden de store menneskelige omkostninger ved fartulykker, så har for høj fart og ulykkerne på vejene også en økonomisk betydning for samfundet.

De gennemsnitlige samfundsøkonomiske omkostninger per personskade i trafikken er på 4,6 millioner kroner. Det er for eksempel udgifter til politi- og redningsarbejde, hospitals- og plejeudgifter, manglende skatteindtægter etc.

Fakta:
Hvor mange meter skal du bruge på at bremse og hvor sker fartulykkerne. Se mere på Rådet for Sikker Trafiks temaside om farten på vejene: www.sikkertrafik.dk/fart

  Kontaktinformation

Jytte Olander fra Lyngby-Taarbæk Kommune, Center for Miljø og Plan, Vej: 45 97 35 84.
Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik: 24 96 11 44.

 Social media icon Social media icon