Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

Kommunen bliver nødt til at oprette to skoledistrikter i Lyngby-Taarbæk

En skolebestyrelse støtter ikke længere det fælles skoledistrikt i hele kommunen. Det tvinger Børne- og Ungdomsudvalget til at oprette et lille skoledistrikt omkring Engelsborgskolen. Forslaget er nu sendt i høring i skolebestyrelsen på Engelsborgsskolen inden kommunalbestyrelsen træffer den endelige beslutning den 5. oktober.

    

Skolerne i Lyngby-Taarbæk er blandt landets bedste. Kommunen gør løbende et stort stykke arbejde for at udvikle og forbedre skolerne. Gennem de seneste to år har kommunen haft dispensation fra Undervisningsministeriet til at have et samlet skoledistrikt.

Det skyldes, at kommunen har ønsket at afprøve, om det giver bedre muligheder for at udnytte kapaciteten på skoleområdet, skabe ens klassestørrelser og blande børn med forskellige baggrunde. Kommunen og skolerne har foreløbig haft gode erfaringer med ordningen om et skoledistrikt, og alle elever opnåede sidste år at få deres et af deres ønsker til skolevalg opfyldt. Forældrene og lærerforeningen har udtrykt tilfredshed med ordningen, som bl.a. har givet nye muligheder og en større fleksibilitet.

Kommunen ansøgte på den baggrund i marts 2017 ministeriet om at forlænge ordningen et år mere for at indsamle yderligere erfaringer. En væsentlig forudsætning for en forlængelse var et positivt tilsagn fra alle ni skolebestyrelser i kommunen.

En høring blandt skolebestyrelserne viste, at otte skolebestyrelser fortsat støtter et stort skoledistrikt, mens Engelsborgskolens skolebestyrelse afviser at fortsætte med ordningen. Engelsborgskolens skolebestyrelse begrunder bl.a. afvisningen med, at de er bange for, at skolen bliver pålagt at oprette et femte spor, da der er mange børn i lokalområdet og skolen ikke har fysiske rammer til en udvidelse med en ekstra 0-klasse.

Kommunalbestyrelsen besluttede i enighed i januar, at der arbejdes videre med en plan, hvor alle kommunens skoler har max. 40 klasser, det vil sige fire klasser på hver årgang. Denne beslutning blev fulgt op af et enigt Børne- og Ungdomsudvalg den 27. september, idet det af klassefordelingen for skoleåret 2018/19 fremgår, at ingen skoler har mere end fire 0-klasser.

Det er således Børne- og Ungdomsudvalgets opfattelse, at der ikke er grundlag for Engelsborgskolens skolebestyrelsens bekymring, og at der fortsat er mulighed for at arbejde for en fælles løsning.

FAKTA:

  • Der oprettes to skoledistrikter, det fælles skoledistrikt for de otte skoler og et omkring Engelsborgskolen.
  • Bor barnet inden for Engelsborgskolens distrikt, så kommer barnet på Engelsborgskolen.
  • Bor barnet uden for Engelsborgskolens distrikt, er det ikke udelukket for at komme på skolen, da det afhænger af kapaciteten.
  • Der er plads til 96 børn ved indskrivningen 2018/2019
  • De generelle kriterier for skoleindskrivning er afstand, (så vidt muligt højst 2,5 km til skole), nærhed (kortest mulige afstand) og endelig søskende (det skal være muligt at komme på samme skole som søskende).
  • Det nye distrikt ved Engelsborgskolen dannes ud fra, at der er børn nok til tre spor. Det fjerde spor dannes på baggrund af børn uden for distriktet. Årsagen er, at skoledistriktet skal kunne håndtere tilflyttere, da nye børn i distriktet har et retskrav på en plads på skolen.
  Kontaktinformation

Formand for Børne- og Ungdomsudvalget Dorthe la Cour dorlc@ltk.dk, 40146363

 Social media icon Social media icon