Danskundervisning
Lyngby-Taarbæk Kommune tilbyder voksne udlændinge, der bor og er folkeregistreret i kommunen, danskundervisning. EU borgere, som er grænsependlere, dvs. arbejder i Danmark, men bor uden for Danmark, kan også få danskundervisning.
Au-pairs og visse studerende har dog ikke samme ret. Er du EU borger, eller har du ophold i Danmark på grund af studie eller arbejde, indgår danskundervisning i et introduktionsforløb. Er du flygtning eller har ophold som familiesammenført indgår undervisningen i et integrationsprogram.
Du bestemmer selv hvilket sprogcenter, du vil gå på. Sprogcentret indplacerer dig på den relevante danskuddannelse afhængig af din skolebaggrund.
Hvis du modtager forsørgelse (økonomisk hjælp) fra kommunen, er det kommunen, der beslutter hvilket sprogcenter, du kan gå på. Lyngby-Taarbæk Kommune har driftsaftale med Sprogcenter Hellerup, som har lokaler centralt i kommunen.
Undervisningen er gratis.
Læs mere i faktaark om danskuddannelse.