Lyngby Taarbæk Kommune

Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne udvider åbningstiderne og inviterer til flere aktiviteter

Ny strategi for udviklingen af Lyngby-Taarbæks biblioteker har fokus på et moderne bibliotekstilbud med længere åbningstider, flere aktiviteter og muligheder for både fordybelse og netværk.

Mange børnefamilier, studerende og udearbejdende kan nikke genkendende til, at det i en travl hverdag kan være svært at nå forbi Stadsbiblioteket inden for åbningstiderne. Det ændres der nu på.

En ny strategi for Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne skal være med til at forny og modernisere bibliotekernes tilbud – med fokus på både folkebibliotekets rolle i samfundet og brugernes behov. Udover udvidede åbningstiderne betyder det for brugerne af bibliotekerne, at de vil komme til at opleve langt flere aktiviteter – både kulturelle og oplysende, flere studiepladser til fordybelse, flere muligheder for sociale aktiviteter og netværk samt mere synlige og tilgængelige digitale tilbud.

Forandringer i biblioteksrummet

De fysiske rammer skal understøtte bibliotekets rolle og aktiviteter, og en modernisering af biblioteksrummene er et væsentligt element i strategien. Allerede nu og i de kommende år vil brugerne derfor opleve forbedringer både indendørs og udendørs.

Nye åbningstider på Stadsbiblioteket pr. 1. januar 2017: Mandag-fredag kl. 8.00-20.00 og lørdag-søndag kl. 11.00-16.00.