Lyngby Taarbæk Kommune

Lyngby-Taarbæk hædres for sine bytræer

Alléen af platantræer langs Lyngby Hovedgade modtager årets Bytræpris.

Lyngby-Taarbæk var den første kommune i landet, der satsede på plataner som bytræer. Nu har Dansk Træplejeforening belønnet kommunen for sin satsning med Bytræprisen 2016.

Særligt alléen langs Lyngby Hovedgade, hvor løvkronerne mødes over den til tider travle trafik, blev fremhævet, da borgmester Sofia Osmani fik overrakt prisen af Dansk Træplejeforenings næstformand, Karsten Klintø.

I sin takketale fastslog borgmesteren, at man i Lyngby-Taarbæk holder meget af - og prioriterer - træer i bybilledet.

Målrettet planlægning

De fuldkronede plataner er resultatet af en målrettet planlægning, der tager hensyn til træernes behov for plads og udvikling. 

Platanerne har prydet hovedgaden siden 1970erne, og ved renoveringen af hovedgaden i 1996 fastholdt man prioriteringen og plejen af træerne. I 2016 vedtog kommunen en strategi for plejen af kommunens træer for at sikre , at træerne også fremover kan glæde borgerne.

"Det er ikke nok at plante nogle træer - man skal også værne om dem", sagde Sofia Osmani ved prisoverrækkelsen.

 

Kontakt

Center for Miljø & Plan - Natur og Overfladevand

Team Natur og Overfladevand
Lyngby Rådhus
Lyngby Torv 17
2800 Kgs. Lyngby