Styrelsesvedtægt for Lyngby-Taarbæk Kommune
Indhold
- Kapitel I - Kommunalbestyrelsen
- Kapitel II - Borgmesteren
- Kapitel III - Nedsættelse af udvalg og almindelige regler om disses virksomhed mv.
- Kapitel IV - Økonomiudvalget
- Kapitel V - De stående udvalg
- Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
- Byplanudvalget
- Børne- og ungdomsudvalget
- Kultur- og fritidsudvalget
- Social- og sundhedsudvalget
- Teknik- og miljøudvalget
- Kapitel VI - Vederlag mv. samt forfald
- Kapitel VII -Stedfortræder
- Kapitel VIII - Ændringer i vedtægten
Kapitel I - Kommunalbestyrelsen
§ 1.
Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse består af 21 medlemmer.
- Stk. 2. Kommunalbestyrelsen vælger en borgmester og en første viceborgmester, jf. § 6 i lov om kommunernes styrelse (i det følgende kaldet styrelsesloven).
§ 2.
De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af kommunalbestyrelsens møder fastsættes i kommunalbestyrelsens forretningsorden (i det følgende kaldet forretningsordenen), jf. styrelseslovens § 2.
Kapitel II - Borgmesteren
§ 3.
De nærmere regler om borgmesterens opgaver i forbindelse med kommunalbestyrelsens møder fastsættes i forretningsordenen, jf. styrelseslovens §§ 8 og 30.
§ 4.
Borgmesteren varetager de funktioner som øverste daglige leder af kommunens samlede administration, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV.
- Stk. 2. Borgmesteren sørger for, at der i sager, der hører under et udvalgs område, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden kommunalbestyrelsen træffer beslutning i sagen.
- Stk. 3. Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse. Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition.
§ 5.
Borgmesteren sørger for, at ingen udgift afholdes eller indtægt oppebæres uden fornøden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af resortministeriet og kommunalbestyrelsen fastsatte regler. Finder borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for kommunalbestyrelsen.
Kapitel III - Nedsættelse af udvalg og almindelige regler om deres virksomhed mv.
§ 6.
Følgende udvalg nedsættes:
- Økonomiudvalget
- Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
- Byplanudvalget 4. Børne- og Ungdomsudvalget
- Kultur- og Fritidsudvalget
- Social- og Sundhedsudvalget
- Teknik- og Miljøudvalget
§ 7.
For hvert udvalg føres en beslutningsprotokol, hvori udvalgets beslutninger indføres. Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Ethvert medlem, der i sin stemmeafgivning stemmer imod flertallet, kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen og ved sager, der skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Hvis det pågældende medlem ved sagens fremsendelse ønsker at få en begrundelse for sit standpunkt sendt med, skal medlemmet meddele dette til borgmesteren, der fastsætter en frist for aflevering af begrundelsen.
§ 8.
Såfremt et stående udvalg agter at foretage dispositioner, der berører et andet udvalgs område, skal der inden iværksættelsen forhandles med dette udvalg, i fornødent omfang med inddragelse af Økonomiudvalget og borgmesteren, jf. styrelseslovens § 21, stk. 2, jf. § 31 a. § 9. De stående udvalg drager omsorg for, at bevillinger og rådighedsbeløb, der er tildelt udvalget, ikke overskrides. Udvalgene foretager indstilling til kommunalbestyrelsen gennem Økonomiudvalget, såfremt yderligere bevillinger er ønskelige eller nødvendige.
Kapitel IV - Økonomiudvalget
§ 10.
Økonomiudvalget består af borgmesteren, der er formand for udvalget, samt 8 af kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer.
- Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af de anliggender, der nærmere er beskrevet i styrelseslovens §§ 18, 21 og kapitel V.
- Stk. 3. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af løn- og personaleforhold inden for ethvert af kommunens administrationsområder. Udvalget fastsætter regler for borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.
- Stk. 4. Udvalget har det overordnede ansvar for kommunens borgerservicecentre, samt varetager den umiddelbare forvaltning af øvrige administrative forhold, herunder digitalisering af arbejdsrutiner, IT-drift og udvikling samt IT-sikkerhed.
- Stk. 5. Udvalget varetager kommunens økonomiske planlægning og styring og har ansvaret for en samordnet løsning af kommunens planlægningsopgaver. Udvalget fastlægger de fælles planforudsætninger og bistår de stående udvalg med at tilvejebringe det nødvendige grundlag for udvalgenes planlægningsopgaver.
- Stk. 6. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af - køb, salg og pantsætning af fast ejendom - bortforpagtning og udlejning af kommunens ejendomme - myndighedsopgaver i medfør af almenboliglovgivningen samt lån og garanti til beboerindskud.
- Stk. 7. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til kommunalbestyrelsen om kommunens økonomiske styringsprincipper jf. styrelseslovens § 42, og revisionsregulativ.
- Stk. 8. Udvalget forhandler i fornødent omfang med et stående udvalg inden iværksættelsen af foranstaltninger af væsentlig betydning for det pågældende udvalg.
- Stk. 9. Udvalget varetager - den umiddelbare drift og vedligeholdelse af bygninger, anlæg og arealer - udførelse af bygge- og anlægsarbejder.
- Stk. 10. Udvalget foretager indstilling til kommunalbestyrelsen om udbygnings- og anlægsplaner, programanlæg, byggeprogram og dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder.
- Stk. 11. Udvalget varetager de opgaver, der er forbundet med ejerskab af de kommunalt ejede virksomheder inden for vand, spildevand og affald/genbrug, samt foretager indstilling til kommunalbestyrelsen vedrørende de takster, disse virksomheder påtænker at fastsætte.
§ 11.
Økonomiudvalget fastsætter regler om - indberetninger fra den kommunale administration med henblik på udvalgets udøvelse af budget- og bevillingskontrol, jf. § 10 - forsikring af kommunens værdier - kommunens indkøbsfunktioner.
§ 12.
Udvalget fører tilsyn med - at forvaltningen af økonomiske midler sker i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens beslutninger og i øvrigt på forsvarlig måde - at forvaltningen af kommunens kasser og kommunens regnskabsføring er forsvarlig - at de bevillinger og rådighedsbeløb, som er vedtaget i årsbudgettet eller ved særlig beslutning, ikke overskrides uden kommunalbestyrelsens samtykke - at kommunens arkivalier opbevares på betryggende måde - løn- og ansættelsesforhold for personale i selvejende institutioner, jf. styrelseslovens § 67.
Kapitel V - De stående udvalg
§ 13. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget består af 7 medlemmer.
- Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af beskæftigelses- og integrationsmæssige emner samt SSP-indsatsen for unge mellem 18 og 25 år, herunder
- Koordinering af flygtninge- og integrationsindsatsen
- Den aktive beskæftigelsesindsats, herunder kontaktforløb, aktive tilbud, ressourceforløb, samt fleksjob mv.
- Forsørgelsesydelser og driftsudgifter tilknyttet beskæftigelsesindsatsen, herunder også integrationsindsatsen og sygedagpengeindsatsen
- Bevilling af førtidspension og fleksjob
- Ungdommens Uddannelsesvejledning
- Den sammenhængende kommunale ungeindsats
- Samarbejdet med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og private leverandører i beskæftigelsesindsatsen
- Samspillet med Det Regionale Arbejdsmarkedsråd Side 6/11
- Stk. 3. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af udbetaling af enkeltydelser og særlig økonomisk hjælp.
- Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen om:
- Budget for udvalgets område
- Planer og politikker, herunder mål inden for udvalgets område
- Kommunens strategi for den samlede indsats for at styrke den lokale beskæftigelse, herunder den lovbestemte beskæftigelsesplan.
§ 14. Byplanudvalget
Byplanudvalget består af 7 medlemmer.
- Stk.2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver vedrørende plan- og byggemæssige forhold, herunder opgaver vedrørende:
- Bygge- og boligforhold
- Planlovgivningen
- Kommuneplaner
- Lokalplaner
- Helhedsorienteret områdeplanlægning
- Tværkommunalt samarbejde på planområdet
- Lokal erhvervs- og virksomhedsservice
- Kulturarv- og miljø, bygningskultur og bygningsbevaring
- Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen om:
- Planer og politikker, herunder mål inden for udvalgets område
- Kommuneplanlægningen
- Kommuneplanen samt planlægning i det åbne land
- Lokalplaner
- Helhedsorienteret områdeplaner
§ 15. Børne- og Ungdomsudvalget
Børne- og Ungdomsudvalget består af 7 medlemmer.
- Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på børneområdet, herunder
- Folkeskoler mv. samt ungdomsskolen
- Vidtgående specialundervisning
- Fritids- og ungdomsklubtilbud
- Dagtilbud og anden dagpasning
- Det forebyggende SSP-samarbejde
- Samarbejde med private og selvejende institutioner samt frivillige inden for udvalgets område
- Tandpleje på børn - og voksenområdet
- Sundhedsplejen
- Rådgivning og støtte til børn og unge samt familier med børn
- Frivillige sociale foranstaltninger for børn og unge
- Ydelser til børn og unge samt familier med børn
- Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen om:
- Budget for udvalgets område
- Planer og politikker, herunder mål inden for udvalgets område
- Rammeaftaler
- Kvalitetsstandarder
§ 16. Kultur- og Fritidsudvalget
Kultur- og Fritidsudvalget består af 7 medlemmer.
- Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver og tilbud på kultur- og fritidsområdet, herunder
- Kulturinstitutioner, herunder Stadsbiblioteket, Sophienholm mv.
- Lokalhistorisk arkiv og formidling inden for lokalhistorie, kulturarv samt bygningskultur og -bevaring Kulturaktiviteter, herunder arrangementer, koncerter, teater mv.
- Kulturfonden, herunder indkøb af kunst, tilskud til kulturelle aktiviteter mv.
- Tilskud til kulturelle foreninger
- Folkeoplysning, herunder folkeoplysningspolitikken, voksenundervisning, tilskud til folkeoplysende foreninger, lokaler, samt planer og øvrige aktiviteter mv. Side 8/11
- Idrætsaktiviteter, herunder arrangementer og stævner
- Udnyttelse og udvikling af faciliteter på idræts-, folkeoplysnings- og kulturområdet
- Fritidsaktiviteter, herunder sommerferieaktiviteter
- Turisme
- Samarbejde med private og selvejende institutioner samt frivillige inden for udvalgets område
- Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen om
- Budget for udvalgets område
- Planer og politikker, herunder mål inden for udvalgets område
§ 17. Social- og Sundhedsudvalget
Social- og Sundhedsudvalget består af 7 medlemmer.
- Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens sociale og sundhedsmæssige opgaver vedrørende voksne, herunder
- Myndighedsfunktion
- Praktisk bistand, personlig pleje og sygepleje
- Borger- og patientrettet sundhedsfremme og forebyggelse
- Omsorgsudgifter og forebyggende aktiviteter i øvrigt for ældre
- Genoptræning og vedligeholdende træning
- Tekniske og personlige hjælpemidler
- Institutioner på ældreområdet
- Institutioner på handicap-, og socialpsykiatriske, kvindekrisecentre og forsorgsinstitutioner
- Midlertidige pladser på ældreområdet
- Akutområdet (ældre- og socialpsykiatriområdet)
- Samarbejde med private og selvejende institutioner
- Voksen- og handicaprådgivning
- Frivilligt socialt arbejde
- Social boliganvisning og beboerindskud
- Den kommunale medfinansiering af sundhedsudgifter, herunder betaling for færdigbehandlede
- Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager via Økonomiudvalget indstilling til kommunalbestyrelsen om:
- Budget for udvalgets område Side 9/11
- Planer og politikker, herunder mål inden for udvalgets område
- Rammeaftaler
- Kvalitetsstandarder
§ 18. Teknik- og Miljøudvalget
Teknik- og Miljøudvalget består af 7 medlemmer.
- Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på følgende områder:
- Miljø og klima
- Natur
- Forsyning
- Kommunale veje og stier
- Kollektiv trafik
- Kommunale kirkegårde
- Stk.3. Udvalget udarbejder forslag til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen om planer og politikker, herunder mål, inden for udvalgets område, samt:
- Budget for udvalgets område
- Vedtægter, regulativer og reglementer for udvalgets område
- Takster og afgifter for de områder, der hører under udvalget
- Lokale Agenda 21-planer
- Forslag til afgørelser efter miljøvurderingsloven
Kapitel VI - Vederlag mv. samt forfald
§ 19.
Formændene for de stående udvalg oppebærer hver et vederlag, som udgør 17 % af borgmesterens vederlag.
- Stk. 2 Formanden for det i medfør af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område nedsatte Børn- og ungeudvalg oppebærer 3,5 % af borgmesterens vederlag, mens næstformanden oppebærer 1,5 % af borgmesterens vederlag
- Stk. 3 Formanden for Folkeoplysningsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3 % af borgmesterens vederlag.
- Stk. 4. Næstformænd for de stående udvalg oppebærer et vederlag, som udgør 7 % af borgmesterens vederlag.
- Stk. 5. Den i stk. 1-3 nævnte vederlæggelse ophører med udgangen af en måned, når formanden fratræder hvervet eller i en uafbrudt periode på 3 måneder har været forhindret i at varetage hvervet. Ved fravær på grund af sygdom, graviditet, barsel og adoption, hvor stedfortræder af denne grund er indkaldt efter § 15, stk. 2 i styrelsesloven, er der dog ret til vederlag i 9 måneder.
§ 20.
Et medlem, der på grund af formandens sygdom, ferie eller fravær af anden årsag af udvalget er konstitueret som formand i en periode på mindst 2 uger, modtager i funktionsperioden vederlag svarende til formandens vederlag forholdsmæssigt for den pågældende periode.
- Stk. 2. Funktionsvederlag kan højst ydes i en uafbrudt periode på 9 måneder.
Kapitel VII - Stedfortræder
§ 21.
Stedfortræderen for et medlem indkaldes ved medlemmets forfald af de grunde, der er nævnt i styrelseslovens § 15, stk. 2, uanset om hindringen har en kortere varighed end en måned.
- Stk. 2. Den gruppe, der har indvalgt et udvalgsmedlem, kan bestemme, at et andet medlem indtræder i et stående udvalg, så længe udvalgsmedlemmet har forfald, uanset at forfaldet forventes at være kortere end en måned.
- Stk. 3. Den gruppe, der har indvalgt et udvalgsmedlem, der må forventes at blive erklæret inhabilt i forhold til en sag, der behandles af det pågældende stående udvalg, kan bestemme, at et andet medlem i givet fald indtræder i udvalget ved sagens behandling.
Kapitel VIII - Ændringer i vedtægten
§ 22.
Denne vedtægt træder i kraft den 1. januar 2018.
- Stk. 2. Samtidig ophæves "Styrelsesvedtægt for Lyngby – Taarbæk kommune” vedtaget af kommunalbestyrelsen 21. januar og 3. marts 2016.
- Stk. 3. Forslag til ændringer i vedtægten skal undergives to behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst 6 dages mellemrum. Vedtagne ændringer indsendes til Statsforvaltningen.
Således vedtaget på kommunalbestyrelsens møder den 1. og 21. december 2017.