Tilskud til folkeoplysende voksenundervisning
Formål
Formålet med den folkeoplysende voksenundervisning er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i undervisningen at øge deltagernes almene og faglige indsigt og færdigheder. Sigtet er at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Folkeoplysningsloven sikrer støtte til folkeoplysende foreninger, der udbyder undervisning, foredrag, debatskabende aktiviteter og studiekredse for voksne samt for voksne og børn sammen.
Foreninger benævnes herefter som aftenskoler.
Krav til aftenskoler
En forening kan godkendes som aftenskole, når den tilbyder folkeoplysende voksenundervisning jf. folkeoplysningslovens bestemmelser. En aftenskole kan søge tilskud i Lyngby-Taarbæk Kommune, når den:
- a) tilbyder undervisning, foredrag, debatskabende aktiviteter eller studiekredse, for voksne eller for voksne og børn sammen
- b) det skal tydeligt fremgå af aftenskolens formål, at den ønsker at udbyde folkeoplysende aktiviteter
- c) har en bestyrelse på mindst 5 personer
- d) giver aftenskolens deltagere mulighed for en plads i bestyrelsen
- e) udbyder undervisning, der i udgangspunktet er åben for alle
- f) har almennyttige og kontinuerlige aktiviteter
- g) ikke er oprettet eller drevet med et kommercielt formål
- h) i sine vedtægter sikrer, at formuen ved opløsning af foreningen går til et almennyttigt formål
- i) opkræver deltagerbetaling
Tilskud
Støtten til aftenskoler gives som:
- a) tilskud til leder- og lærerløn
- b) tilskud til debatskabende aktiviteter
- c) gratis lån af offentlige faciliteter
- d) under særlige omstændigheder kan der gives tilskud til lokaleudgifter
Der ydes kun tilskud til:
- e) én underviser pr. hold
- f) aktiviteter i kommunen, dog undtaget rundvisninger
Tilskud til en aftenskole beregnes for et kalenderår ad gangen på grundlag af foreningens tilskudsberettigede lønsum til undervisning, studiekredse og foredragsvirksomhed i det senest afsluttede kalenderår.
10 % af den tildelte beløbsramme skal afsættes til debatskabende. Den enkelte aftenskole kan afsætte op til 40 % af beløbsrammen til fleksibel tilrettelæggelsesformer jf. folkeoplysningsloven.
Folkeoplysningsudvalget kan, hvis særlige forhold gør sig gældende og ud fra en konkret vurdering, beslutte at yde et højere eller mindre tilskud end det beregnede lønsumstilskud i seneste kalenderår.
Supplerende tilskud
Undervisning af handicappede
Ved undervisning af handicappede i relation til et konkret emne, hvor der forudsættes en særlig indsats fra læreren som gør, at der kun kan undervises få på holdet, ydes et supplerende tilskud således, at lønsumstilskuddet udgør maks. 7/9 af den udbetalte leder- og lærerløn.
Antallet af deltagere på sådanne hold kan ikke overstige 8 deltagere.
Ved blandede hold (undervisning af handicappede og ikke handicappede sammen) kan deltagerantallet på et hold maks. være 10 deltagere, hvoraf højest halvdelen er handicappede. Ved blandede hold opgøres lønsumstilskuddet forholdsmæssigt mellem antal ikke handicappede deltagere og antal deltagere med handicappede i relation til et konkret emne.
Eksempel på beregning af supplerende tilskud
Hvis der på et hold deltager 5 handicappede og 3 ikke-handicappede afregnes leder- og lærerlønnen med 5 personer ud af i alt 8 personer som handicapundervisning med 7/9 af lønsummen (brøk for handicapundervisning) og 3/8 af lønsummen med 1/3 af lønsummen (brøk for almen undervisning).
Aftenskoler kan godt have aktiviteter, hvortil der ikke søges tilsagn.
Ansøgningsfristen udmeldes årligt og tilskudstilsagn gives for et år af gange inden tilskudsårets start 1. januar.
Ved beregning af tilskud gælder følgende
- Lønnens størrelse følger Lønbekendtgørelsen
- Jf. Folkeoplysningsloven Lønsumstilskuddet udgør max. 1/3 af den udbetalte leder- og lærerløn i afregningsperioden jf. dog supplerende tilskud,
- Foredrag
- Ved beregning af leder- og lærerløn udgør et foredrag højst 6 undervisningstimer.
- Instrumentalundervisning
- På hold, hvor der undervises i ét musikinstrument, og hvor undervisningen må tilrettelægges således, at der kun kan undervises få deltagere, ydes supplerende tilskud således, at lønsumstilskuddet udgør max. 5/7 af den udbetalte leder- og lærerløn.
Al folkeoplysende virksomhed bygger på en grundtanke om fællesskab, og folkeoplysende instrumentalundervisning skal derfor tilrettelægges som holdundervisning. Holdundervisning forudsætter således, at der minimum er tilmeldt 2 deltagere på holdet, og at undervisningen er tilrettelagt på en sådan måde, at disse (minimum to) deltagere undervises samtidigt i samme aktivitet.
- På hold, hvor der undervises i ét musikinstrument, og hvor undervisningen må tilrettelægges således, at der kun kan undervises få deltagere, ydes supplerende tilskud således, at lønsumstilskuddet udgør max. 5/7 af den udbetalte leder- og lærerløn.
- Handicapundervisning
- En deltager indgår i beregningen som handicappet, hvis den pågældende skriftligt over for foreningen har erklæret sin deltagelse som handicappet i relation til undervisning i et konkret emne.
Folkeoplysningsudvalget kan fravige kravet om en erklæring, hvor det er åbenbart, at deltagerne er handicappede i relation til den konkrete undervisning.
- En deltager indgår i beregningen som handicappet, hvis den pågældende skriftligt over for foreningen har erklæret sin deltagelse som handicappet i relation til undervisning i et konkret emne.
- Voksen/barn undervisning
- Aftenskoler må gerne undervise børn og voksne sammen i samme aktivitet. Tilrettelæggelsen skal være sådan, at børn og voksne tilmeldes sammen og modtager samme undervisning.
Hvis en aftenskole udbyder undervisning kun for børn er aktiviteten ikke tilskudsberettiget.
- Aftenskoler må gerne undervise børn og voksne sammen i samme aktivitet. Tilrettelæggelsen skal være sådan, at børn og voksne tilmeldes sammen og modtager samme undervisning.
- lokaletilskud
- Ansøgning om tilskud til lokaler for det efterfølgende kalenderår til undervisning m.v. fremsendes i forbindelse med ansøgning om lærer- og lederløn. Tilskuddet udbetales, når behørig dokumentation for udgiftens afholdelse fremsendes til forvaltningen. På anmodning kan der udbetales a conto tilskud.
Hvad gives der ikke tilskud til
Jf. lovgivningen på området ydes der ikke tilskud til:
- a) enetimer,
- b) formelt kompetencegivende undervisning,
- c) emner, hvis formål er agitation, forkyndelse eller udbredelse af overtro,
- d) behandling på deltagernes individuelle sygdom, men der må gerne undervises i forebyggelse af for eksempel ryglidelser eller andre sygdomme,
- e) underholdning. Fremstilling af øl og vin eller andre rusmidler,
- f) idræt – undtaget undervisning i folkedans, motionsgymnastik, yoga, afspænding og lignende.
Offentlig annoncering og åbenhedskriteriet
Aktiviteter skal annonceres offentligt og være åbne for alle.
Der kan søges dispensation fra åbenhedskriteriet - se afsnit om afgrænset deltagerkreds.
Afgrænset deltagerkreds
Hvor særlige forhold gør sig gældende, f.eks. på plejehjem, institutioner og virksomheder, kan undervisning eventuelt gennemføres for en bestemt afgrænset deltagerkreds. Der skal søges godkendelse hos kommunen. Undervisning på plejehjem og institutioner m.v. skal som anden voksenundervisning gennemføres af en godkendt folkeoplysende forening. Undervisningen må ikke gennemføres i institutionens interesse, og må ikke være et led i institutionens arbejde eller behandling (må ikke være inkluderet i selve opholdet på den pågældende institution m.v.). De enkelte deltagere skal, i lighed med øvrige borgere, tilmelde sig kursus og betale kursusafgift.
Udbetaling af tilskud
Tilskud til foreninger der selv forestår lønudbetalingen, udbetales kvartalsvis forud 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober.
Kommunen varetager jf. Folkeoplysningsloves § 12 administrationen i forbindelse med aflønning af leder og lærere for de aftenskoler, der ønsker det, og som ikke er tilknyttet en landsdækkende organisation, der gennem Oplysningsforbundenes Fællesråd modtager tilskud efter lov om visse spil, lotterier og væddemål.
Tilskud til foreninger, hvor kommunen forestår lønudbetalingen, indsættes på en mellemregningskonto med foreningens navn. Lønudbetalingen vil herfra finde sted i det omfang, der er dækning på kontoen.
Efter behov indsætter foreningerne beløb på kontoen til dækning af den del af lønudbetalingen, der ikke dækkes af det kommunale tilskud.
Afregning af tilskud
Senest den 1. april indsender den enkelte forening regnskabsoplysninger for det senest afsluttede kalenderår. Regnskabsaflæggelsen omfatter følgende oplysninger:
- Opgørelse af udgifter til debatskabende aktiviteter med oplysning om dato for aktivitetens afholdelse, aktivitetens navn, antal deltagere og den samlede udgift.
- Beregning af lønsumstilskuddet udregnet på grundlag af antal gennemførte undervisningstimer og udbetalt leder- og lærerløn fordelt på undervisning og studiekredse, foredrag, instrumentalundervisning samt undervisning af handicappede i relation til et konkret emne.
- Oplysning om samlet antal deltagere fordelt på undervisning og studiekredse, foredrag, instrumentalundervisning samt undervisning af handicappede i relation til et konkret emne.
- Oplysning om samlet antal deltagere og antal gennemførte undervisningstimer fordelt på emner.
- Lønsumstilskuddet udgør max. 1/3 af den udbetalte leder- og lærerløn i afregningsperioden jfr. dog supplerende tilskud.
For meget udbetalt tilskud tilbagebetales.
Regnskabsaflæggelsen for debatskabende aktiviteter og undervisning sker på særlige skemaer.
Deltagere fra andre kommuner
Foreninger, der modtager tilskud til undervisning m.v., fremsender halvårligt oplysning om navn, adresse, CPR-nr. samt fag og timetal på deltagere i undervisning og studiekredsvirksomhed, der ikke er bosiddende i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Regionalskoleordning
I henhold til Folkeoplysningslovens § 5 stk. 7 kan Kommunalbestyrelsen godkende foreninger, der ikke er hjemmehørende i kommunen med henblik på at stille lokaler til rådighed samt yde tilskud til nedsættelse af egenbetalingen til pensionister m.v.
Tilskud vedr. nedsættelse af egenbetaling for PEA
Der ydes tilskud til pensionisters, arbejdslediges og efterlønsmodtageres deltagelse i undervisning i henhold til lov om folkeoplysning efter regler fastsat af Kommunalbestyrelsen. Kommunens tilskud udbetales snarest efter modtagelse af fortegnelse over den enkelte deltager med angivelse af navn, adresse, timetal, hold- og cpr-nr.
Tilskuddet ydes som en fast timetakst eller fast takst pr foredrag. Taksterne er fastsat af Kommunalbestyrelsen.
Nye foreninger
Nye foreninger giver oplysninger om foreningens forventede virksomhed i tilskudsåret. Folkeoplysningsudvalget kan nedsætte tilskudsgrundlaget til, hvad udvalget anser som rimeligt til påbegyndelse af undervisning, på grundlag af de af ansøgeren fremlagte oplysninger.
Revision og tilsyn
Tilskudsregnskabet skal forinden fremsendelse revideres af foreningens revisor. Revisionen skal ske i overensstemmelse med gældende revisionsinstruks.
Såfremt foreningens samlede tilskud overstiger kr. 250.000,00 i kalenderåret skal foreningens tilskudsregnskab revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor.
Revisor kontrollerer, at foreningens oplysninger og regnskabet er i overensstemmelse med folkeoplysningsloven samt de af Kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer.
Regnskabet offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Som en del af kommunens tilsynspligt afholder forvaltningen 2 årlige dialogmøder med aftenskoler og oplysningsforbund. Herudover skal alle aftenskoler og oplysningsforbund, der modtager tilskud og/eller får stillet lokaler til rådighed, årligt fremsende en årsberetning. Lyngby-Taarbæk Kommune har udfærdiget et specielt skema til formålet.
Godkendt i Kultur- og Fritidsudvalget den 18. august 2017.