Gå til hovedindhold
MENU
MENU
Du er her:

Musikskole genhuset på Rustenborgvej - nyt tag på vej

Rustenborgvej 3 er blevet renoveret til musikskoleaktiviteter, så kommunens musikskoleelever fortsat kan få undervisning og øve. I efteråret 2020 renoveres også ejendommens tagkonstruktion.

Lyngby-Taarbæk Musikskole på Toftebæksvej blev i maj 2019 akut lukket på grund af omfattende fund af skimmelsvamp i ejendommen. Forvaltningen fik skruet en hurtig genhusningsplan sammen, så sæsonens musikundervisningen kunne starte op på forskellige lokaliteter i byen. Rustenborgvej 3 lige overfor Stadsbiblioteket blev hurtigt renoveret, så ejendommen var klar til både fløjtespil og trompet-trut snarest muligt.

Puslespil med mange brikker

Renovering af Rustenborgvej 3 giver flere lokaler og indgår i et større puslespil om at få plads til musikskolens mange elever og hold. Derudover er orkestre samt en række fritidsaktiviteter som folkedans og bridge blevet genhuset til andre lokaler. Der har også været planer om at sætte en øvecontainer op til undervisning, ligesom Fennebergsalen på Stadsbiblioteket er en del af genhusningsplanen. Musikskolens elever og øvrige foreninger er og bliver løbende orienteret om udviklingen i genhusningen.

Ny tagkonstruktion på ejendommen

Huset på Rustenborgvej 3 er af ældre dato, og der er derfor brug for en renovering af tagkonstruktionen, som efter planen vil finde sted i efteråret 2020 - dvs. ejendommens kvalitet øges.

Musikskole blandt de mest søgte

Musik- og Billedskolen er én af landets største og mest søgte musikskoler - med høj kvalitet både blandt lærere og elever. Derfor har kommunen stort fokus på at finde en mere permanent løsning på længere sigt, så det fortsat er attraktivt for både børn og voksne at spille klaver, slå på slagtøj og dyrke violinspil i Lyngby-Taarbæk.