Gå til hovedindhold
Du er her:
Indhold fra borger.dk

Dit første kørekort

  • Ansøg om dit første kørekort

    Du kan begynde at tage kørekort til almindelig bil, når du er fyldt 17 år
    og 9 måneder, og du kan tidligst få udstedt dit kørekort når du er fyldt 18 år.

    Den 1. januar 2017 trådte en ny forsøgsordning i kraft, hvor du som 17-årig kan få kørekort under særlige regler.

    Hvor får jeg mit kørekort

    Når du skal have kørekort for første gang, skal du henvende dig til en køreskole, som vejleder om hele forløbet i forhold til undervisning, teori- og køreprøve. Kørelæreren udleverer en ansøgningsblanket, som du skal udfylde for at kunne begynde at få kørekort. Du kan også hente ansøgningsblanketten ”ansøgning om kørekort P23” på Færdselsstyrelsens hjemmeside. Ansøgningsblanketten skal blandt andet sikre, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få udstedt et kørekort, herunder at ansøgeren har modtaget køreundervisning i overensstemmelse med kørekortbekendtgørelsen. Hvis du er under 18 år, når du skal tage kørekort, er det en god ide at sikre dig, at begge dine forældre (indehavere af forældremyndigheden) vil give tilladelse til, at du kan begynde køreundervisningen, inden du starter på køreundervisningen. Når ansøgningsblanketten er udfyldt, skal du eller din kørelærer aflevere ansøgningen til kommunen for at ansøge om kørekort. Dine forældre skal give samtykke til, at du kan ansøge om kørekort til kategori B (bil, lille knallert og traktor- og motorredskab), hvis du er under 18 år. Du skal tage en underskrevet samtykkeerklæring med fra dine forældre, når du afleverer ansøgningen til kørekort.

    Du skal foruden en samtykkeerklæring medbringe følgende, når du afleverer en ansøgning om kørekort:

    • et vellignende foto
    • pas eller anden legitimation
    • en lægeattest 
    • kursusbevis for færdselsrelateret førstehjælp 
    • opholdstilladelse, hvis du ikke er dansk eller nordisk statsborger, og du ikke lovligt kan opholde dig i Danmark uden tilladelse.

    Kommunen kan bede dig om at fremskaffe yderligere dokumentation. Dette kan fx ske, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt at dokumentere, at du har bopæl i Danmark.

    Hvis det er dit første kørekort, eller hvis du vil udvide dit kørekort til en ny kategori, skal du gennemføre et uddannelsesforløb til den kørekortkategori, du ønsker, hos en godkendt kørelærer. Du skal også bestå en køreprøve (en teoriprøve og en praktisk prøve).

    De forskellige kørekortkategorier  

    Hvis du opfylder betingelserne, kan du få udstedt kørekort til følgende kategorier:

    LK - Lille knallert

    AM – Stor knallert

    A1 – lille motorcykel

    A2 – mellemstor motorcykel

    A – stor motorcykel

    B – almindelig bil

    C1 – lille lastbil

    C – lastbil

    D1 – lille bus

    D – stor bus

    E – stor påhængskøretøj

    B/E – almindelig bil med stort påhængskøretøj

    C1/E - lille lastbil med stort påhængskøretøj 

    C/E - lastbil med stort påhængskøretøj

    D1/E – lille bus med stort påhængskøretøj

    D1/E – lille bus med stort påhængskøretøj

    D/E – stor bus med stort påhængskøretøj

    Hvis du har et kørekort til almindelig bil, og du har brug for at køre med et vogntog, der er større end det tilladte, har du også mulighed for at gennemføre en særlig køreuddannelse og aflægge en praktisk prøve. Den prøve giver mulighed for at køre med et vogntog, hvis samlede tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, men ikke overstiger 4.250 kg (B+). Herudover kan du få kørekort til traktor/motorredskab og retten til erhvervsmæssig personbefordring til bus.

    Kommunen vil efterfølgende vurdere, om betingelserne for at du kan få dit kørekort er opfyldt.

  • Foto i kørekortet

    Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit kørekort:

    • fotografiet skal være uden skader
    • det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
    • billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
    • hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
    • ansigtet skal være jævnt belyst
    • begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
    • munden skal være lukket
    • briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
    • baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.

    Politiets regler for pasfoto med illustrationer (nyt vindue)

  • Hvis du vil klage
    Over en kørelærer

    Hvis du vil klage over en kørelærer, skal du henvende dig til Dansk
    Kørelærer-Union. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle kørelærere,
    der er medlem.

    Over køreundervisning

    Hvis du vil klage over køreundervisning eller en kørelærer, der ikke er
    medlem af Dansk Kørelærer-Union, skal du henvende dig til Ankenævnet for
    køreundervisning.

    Over teoriprøve eller
    praktisk prøve

    Hvis du vil klage over teoriprøve eller praktisk prøve, skal du sende din
    klage til politidirektøren i politikredsen, der har afholdt prøven. Vil du
    klage over en teoriprøve eller praktisk prøve til lille knallert afholdt af
    kommunen, skal du klage til kommunen.

    Over begrænsninger i
    gyldigheden af dit kørekort

    Hvis du vil klage over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort, skal du
    sende din klage til den kommune eller politikredsen, som har truffet
    afgørelsen. Kommunen eller politikredsen videresender så klagen til
    Færdselsstyrelsen sammen med sagen. Klagefristen er fire uger fra den dag,
    kommunens eller politikredsens afgørelse er meddelt.