Gå til hovedindhold

Tre forslag til Fremtidens Kongens Lyngby Centrum

Udviklingsplanen for Fremtidens Kongens Lyngby Centrum bliver udarbejdet af Team SLA, som er et af tre hold, der lavede forslag til, hvordan Udviklingsplanen kunne laves. De vandt en konkurrence, der blev afholdt hen over 2021 og 2022.

Visualisering af Klampenborgvej, SLA 2022
I forbindelse med Udviklingsplan for Kongens Lyngby Centrum har rådgivergruppen Team SLA lavet en visualisering af deres drømmescenarie for fremtidens Klampenborgvej.

Kampen om planen

I efteråret 2021 startede det såkaldte parallelopdrag, som man kalder den her slags udbudskonkurrence.

Her ville Lyngby-Taarbæk Kommune i samarbejde med Realdania og byens borgere og interessenter finde frem til den bedste måde at konkretisere den vision for Kongens Lyngby Centrum, som Kommunalbestyrelsen vedtog i foråret samme år.

Kampen stod mellem tre hold af arkitekter, som indgav hver deres bud på en Udviklingsplan, der skal gøre Kongens Lyngby Centrum levende og oplevelsesrigt. De tre hold hedder:

  1. Team LYTT
  2. Team Vandkunsten
  3. Team SLA

I foråret kunne borgere og interessenter i Kongens Lyngby Centrum give deres besyv med, og kom med både kommentarer og input til de tre forslag.

I den forbindelse havde Lyngby-Taarbæk Kommune arrangeret en række aktiviteter, for at inddrage byens stemmer i processen. Der blev holdt byvandringer og et borgermøde, og alle forbipasserende blev inviteret ind i en udstilling i Lyngby Storcenter. Det var også muligt at komme med indspark hjemmefra via en dertil oprettet portal på kommunens hjemmeside.

Vinderkåring af prallelopdrag ifm Udviklingsplanen Borgmesteren og Team SLA

Konkurrencens vinder blev Team SLA

Input og kommentarer fra alle byens stemmer vejede tungt, da et bedømmelsesudvalg udpegede vinderen af parallelopdraget i foråret 2022. Udvalget valgte Team SLA, som består af en række hold af rådgivere indenfor forskellige fagområder.

Team SLA’s vision er at gøre livet rigere i Kongens Lyngby Centrum: Blande nyt og gammelt, handelsliv og byliv, stille lommer og aktive byrum, som fletter sammen til et varieret, grønt og levende centrum.

Teamet arbejder med at invitere den allerede etablerede natur ind i byen.

Vinderholdet foreslår et grønnere centrum for at fremtidssikre bymidten mod klimaforandringerne, øge biodiversiteten og gøre centrum mere oplevelsesrigt, sanseligt og varieret. Man vil indfri den politiske vision og borgernes drømme, bringe byen på forkant med fremtiden og gøre den attraktiv for kommende generationer.

Team SLA ved kåringsceremoni ifm. Parallelopdrag for Udviklingsplanen

Vinderholdet er en sammensat gruppe

Team SLA består først og fremmest af en tegnestue ved navn SLA – deraf navnet. Her sidder en række arkitekter, men også nogle projektledere der gør det muligt at lave denne slags forslag, der arbejder med helheden i et område som Kongens Lyngby Centrum.

Udover arkitekter finder man i Team SLA:

  • Transform, som udvikler byggekoncepter
  • Valentin Trafik, der skal bidrage til de trafikale forbedringer, der også er en del af Udviklingsplanen
  • Dines Jørgensen, ingeniører som står for områder så som anlæg, klimatilpasning, sikkerhed og byggeledelse.
  • Pej Gruppen, der ved en masse om handels- og butiksliv.

Dommerpanelet der valgte vinderen

  • Bedømmelsesudvalget

    I forbindelse med parallelopdraget har der været nedsat et bedømmelsesudvalg inklusiv to udvalgte fagdommere godkendt af Lyngby-Taarbæk Kommune og Realdania.

    Bedømmelsesudvalget bestod af:

    • Sofia Osmani, borgmester (formand)
    • Sigurd Agersnap, 1. viceborgmester og formand for Dagtilbudsudvalget
    • Simon Pihl Sørensen, formand for Skoleudvalget
    • Gitte Kjær-Westermann, formand for §17, stk. 4-udvalget om bæredygtighed
    • John Tefke, formand for Byplanudvalget
    • Richard Sandbæk, formand for Teknikudvalget
    • Mikkel Suell Henriques, projektchef, Realdania
    • Flemming Frost, fagdommer / byudvikling og byplanlægning
    • Lisbeth Westergaard, fagdommer / byrum og landskab

Ambitionerne om et grønt og levende centrum hev stikket hjem

Selvom det ikke er alle forslag fra SLA, som bedømmelsesudvalget finder realistiske eller ønskværdige at gennemføre, fremhæves Team SLA for deres overbevisende og meget gennemarbejdede skitse til udformning af Klampenborgvej, Kanalparken og vestsiden af Lyngby Rådhus.

Forslagene til byrumsprojekter og grønne områder rammer meget fint ønskerne om et grønnere centrum og de rammer for bevægelse og byliv, der ønskes i disse områder.

Grundlaget for udviklingen skal ifølge SLA skabes ved dialog mellem kommune, borgere, forsyning, investorer, foreningsliv og tværfaglige rådgivere.

De to hold der lige knap vandt

Ud over Team SLA, modtog Lyngby-Taarbæk Kommune også forslag fra Team LYTT og Team Vandkunsten.

Selvom de ikke vandt konkurrencen, var det ikke ligefrem dårlige forslag de kommer med. Derfor er det også en af de vigtigste opgaver for Team SLA at indarbejde nogle af de bedste elementer fra de to andre forslag i deres endelige forslag til Udviklingsplanen.

Især fremhæves Team Vandkunsten for et meget gennemarbejdet projekt for Gasværksvej og gode overvejelser om muligheden for at placere en ny musikskole ved Jernbanepladsen og Likørstræde. Begge dele har Team SLA fået til opgave at indarbejde i deres plan.