Gå til hovedindhold
MENU
MENU

Coronavirus/COVID-19

Få information om isolationsophold i kommunen, vaccinationer og kørsel, teststeder med mere.

Du er her:
Jobannonce

Børnebibliotekarer til Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne

To børnebibliotekarer med fokus på daginstitution og skolesamarbejde til Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne

Børnebibliotekarer til Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne

Kultur og Bibliotek i Lyngby-Taarbæk Kommune søger to kollegaer til at arbejde med formidling af børnelitteratur til de mindste børn på Lyngby Stadsbibliotek.

Vores udlån stiger, og derfor søger vi fire nye kollegaer til børneafdelingen. De fire stillinger har forskellige faglige profiler, som sammen med den nuværende gruppe børnelitteraturformidlere, kommer til at indgå i et exceptionelt team af mennesker, som brænder for at formidle læseoplevelser og litteratur til børn og deres voksne.

Som børnebibliotekar med fokus på daginstitutioner og skolesamarbejde skal du arbejde særligt med at formidle litteratur til familier med små børn og deltage i samarbejdet med daginstitutioner og skoler. Du skal arbejde med tidlig læsning, daginstitutionsbesøg, skolebesøg og opfinde nye måder, vi kan få kontakt til småbørnsfamilierne. Du skal kunne formidle til en større gruppe børn og voksne og være naturlig guide for børn og voksne ind i børnelitteraturen.

Du kommer til at arbejde i en stor gruppe, hvor det vægtes højt, at børnelitteraturen bliver aktivt formidlet i biblioteksrummet. Børnebiblioteket på Lyngby Stadsbibliotek står for næsten 50% af det samlede bogudlån i Lyngby-Taarbæk Kommune. Den succes tilskriver vi den direkte personlige betjening af både børn og voksne fra kl. 8 om morgenen til kl. 20 om aftenen. Den personlige, opsøgende kontakt til børnene og deres voksne er vores vigtigste arbejdsredskab. Derfor er det vigtigt, at du af natur er udadvendt og opsøgende. Særligt i weekenden er der fokus på, at der er mange børnebibliotekarer i rummet, da der er stor søgning på den personlige betjening her.

Derudover kommer du til at arbejde med udviklingsprojekter og afvikling af stimulerende børneaktiviteter, som fremmer lysten til læsning og læring.
Du skal som vores nye kollega hjælpe os med at løfte betjeningen i børnebiblioteket, så flere børn får muligheden for at få kontakt til biblioteket. Vi vil gerne have, at endnu flere børn og børnefamilier i Lyngby-Taarbæk møder børnelitteratur i deres hverdag, og bliver nysgerrige på bl.a. sprog, læseglæde, samvær og hvad litteraturen kan lære os.

Til en samtale skal du derfor fortælle os, hvad du kan bidrage med til at løse denne opgave

Hvordan vil du få børnelitteraturen ud til flere børn og småbørnsfamilier?

Vores krav og forventninger til din uddannelse og din erfaring

  • Du har en relevant længerevarende uddannelse, så som Bibliotekar DB, cand.scient.bibl., cand.mag. i litteraturvidenskab, skolelærer (gerne med læsevejlederuddannelsen)
  • Du har dokumenteret erfaring med at formidle børnelitteratur, på et bibliotek eller en skole
  • Du har masser af gode ideer og kan føre dem ud i livet – fra start til slut
  • Du har en mening om børnelitteratur og kan ikke lade være med at formidle litteratur, hvor end du er. Det er naturligt for dig at læse børnelitteratur og du har en stor viden om børnelitteraturens bagkatalog og de nye tendenser  
  • Det er naturligt for dig at tale med børn og finde lige præcis det, det enkelte barn gerne vil læse.

Vi indkalder til de første samtaler i uge 15 og der er anden runde samtaler i uge 16. Startdatoen bliver 1. juni 2021.

Frist

Din ansøgning plus CV skal vi have senest mandag den 22. marts kl. 23.59.

Vi glæder os til at læse om, hvem du er og hvad du kan!

Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne består af Lyngby Stadsbibliotek, et åbent skole/folkebibliotek i Taarbæk, en biblioteksfilial i Virum, der er placeret i Virumhallen, samt et nyt skole/folkebibliotek på vej i Lundtofte.

Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne har litteraturen og læseglæden som udgangspunkt for alle vores formidlings- og udviklingstiltag.

Vi arbejder efter værtsskabsprincipperne, hvor borgeren er i centrum. Det betyder, at borgeren altid er i fokus, når man er i biblioteksrummet og når der træffes beslutninger om biblioteksdriften. Vi arbejder også ud fra principperne i Læserservice, som er en værktøjskasse, så vi kan hjælpe læseren til den næste gode læseoplevelse.

Stadsbiblioteket har åbent mellem kl. 8.00 og 20.00 på hverdage og mellem kl. 9.00 til 15.00 i weekender. Der er betjening i alle timerne, og du vil derfor indgå i et vagtskema med både weekend og aftenarbejde. Weekendarbejdet er hver 4. lørdag og søndag.

Stillingen er på fuld tid, og løn og ansættelsesvilkår vil være efter gældende overenskomst.

Ansættelsesstedet er Lyngby Stadsbibliotek og man kan også få mulighed for at arbejde i filialerne.

Har du relevante spørgsmål

til stillingen, kan de rettes vicebibliotekschef Signe Amalie Svenningsen telefon 22 52 99 22 på hverdage mellem kl. 9.00 og 10.00.