Gå til hovedindhold

Vi har fejl på telefonerne ...

og vi beder dig have tålmodig og eventuelt ringe igen eller prøve på anden måde.

Du er her:
Jobannonce

Genopslag: Økonomikonsulent til beskæftigelsesområdet (centralt)

Har du lyst til at arbejde med økonomistyring og analyse? Har du flair for tal og kan du udvikle effektive økonomistyringsredskaber i samarbejde med fagområderne i en politisk styret organisation? Så er stillingen som økonomikonsulent i Lyngby-Taarbæk Kommune måske noget for dig.

Genopslag: Økonomikonsulent til beskæftigelsesområdet (centralt)

Økonomistyringsopgaven er samlet centralt i Lyngby-Taarbæk Kommune og varetages af Center for Økonomi og Personale, som understøtter fagcentrene i økonomistyringen af deres områder.

Du bliver en del af afdelingen Koncernstyring, hvor vi er 13 engagerede og dygtige økonomi- og specialkonsulenter, der tilsammen sidder med styringen af kommunens samlede driftsøkonomi i samarbejde med fagområderne. Arbejdsopgaverne spænder fra at understøtte decentrale ledere med økonomistyringen til den strategiske overbygning på økonomistyringen til politisk niveau.

Vi tilbyder et afvekslende og udfordrende job, hvor du har stor indflydelse på tilrettelæggelsen af opgaverne og din tid - herunder mulighed for hjemmearbejde.

Der er gode muligheder for faglig og personlig udvikling i en fagligt stærk afdeling med en uformel omgangstone. Vi har et godt kollegialt fællesskab med fokus på, at der i en travl hverdag også skal være plads til det sociale fællesskab på arbejdspladsen.

Din primære opgave bliver som udgangspunkt at varetage økonomistyringen på Beskæftigelsesområdet. Derudover vil du sammen med dine kolleger bidrage til den tværgående økonomistyring i kommunen.

Din profil
Vi forestiller os, at du har en samfundsvidenskabelig akademisk uddannelse, fx cand.scient.pol/adm, cand.polit /oecon, cand.merc eller lignende. Nogle års erfaring med økonomistyring i en offentlig organisation er en fordel, men nyuddannede med den rette profil kan også komme i betragtning. Ansættelse på specialkonsulentvilkår er en mulighed for den erfarne profil.

Vi forventer, at du:

  • har flair for tal og er en habil Excel-bruger.
  • har kendskab til økonomistyring.
  • er dygtig til at planlægge og drive processer.
  • er analytisk funderet og dygtig til at formidle komplekse problemstillinger både skriftligt og mundtligt.
  • kan bevare overblikket, men har sans for detaljen.
  • evner at arbejde selvstændigt.
  • kan indgå i et konstruktivt samarbejde med samarbejdspartnere med anden faglig baggrund.

Opgaverne
Jobbet indebærer, at du både skal agere proaktiv sparringspartner for de budgetansvarlige på fagområdet - herunder centerchefen - samtidig med at du controller området og sikrer, at kommunens økonomiske styringsprincipper overholdes.

Du vil bl.a. skulle komme til at arbejde med følgende opgaver:

  • budgetlægning
  • budgetopfølgning og ledelsesinformation
  • udvikling af styringsmodeller- og værktøjer
  • udarbejdelse af analyser, notater og sager til chefer, direktion og politikere
  • deltagelse i udviklingsprojekter og tværgående analyser
  • Koordinering af opgaver både indenfor centeret og på tværs af centre.

Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst.
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge, og vi har flekstid. Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2022.

Ansøg om stillingen via linket, og send os din ansøgning, CV og eksamenspapirer. Der er ansøgningsfrist den 22. august 2022.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef for Koncernstyring Maria Kirstine Stilling på tlf. 2243 2088 eller masti@ltk.dk