Gå til hovedindhold
Du er her:
Nyhed

0. - 4. klasser dropper bilen i skole

I hele maj måned konkurrerer 0. - 4. klasserne i Lyngby-Taarbæk Kommune om at komme i skole flest dage uden at blive kørt i bil af deres forældre

Plakat til Bevæg dig til skole uden bil-kampagne_2019
Bevæg dig til skole uden bil - maj 2019

Igen i år inviterer vi 0. - 4. klasserne i Lyngby-Taarbæk Kommune til at deltage i vores klima- og sundhedskampagne "Bevæg dig til skole - uden bil".

Kampagnen løber i hele maj måned, hvor forældrene opfordres til ikke at køre deres børn i skole. I stedet skal børnene komme i skole ved at cykle, gå, løbe og alt andet, der ikke involverer en bil.

Det er Teknik- og Miljøudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget, der har taget initiativ til kampagnen, som retter sig særligt mod eleverne og deres forældre i 0. - 4. klassetrin, da det typisk er dem, der bliver kørt til skole.

Vind 500 kr. til klassekassen

Kampagnen gennemføres som en konkurrence, hvor 0. – 4. klasserne på hver skole konkurrerer mod hinanden om at komme til skole uden at blive kørt i bil flest gange i løbet af maj måned.

For hver dag eleverne kommer til skole uden bil, får de et point. Præmien er 500 kr. til den klasse på den enkelte skole, der får flest point i gennemsnit pr. elev.

Der er mange gode grunde til at bevæge sig i hverdagen og finde et alternativ til bilen, når børnene skal i skole.

  • Daglig motion forbedrer koncentrations- og indlæringsevnen markant
  • Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn er fysisk aktive mindst 60 minutter om dagen
  • Færre biler ved skolerne gør skolevejen mere sikker
  • Færre biler = mindre CO2-udslip og mindre forurening

Støtte fra forældrene

Forældre kan støtte op om kampagnen ved at:

  • Droppe bilen og planlægge alternative måder at komme til og fra skole
  • Overveje at lave aftaler med andre forældre eller større søskende om at skiftes til at følge en flok mindre børn, der bor i nærheden
  • Følge børnene i skole på cykel og evt. cykle videre til arbejde. I maj måned ruller nemlig også Cyklistforbundets tilbagevendende kampagne "Vi cykler på arbejde"