Gå til hovedindhold
Du er her:
Nyhed

Delebiler og bybiler: LTK opfordrer borgerne til mere klimavenlig transport

Brug en bybil og slip for 2-timers p-begrænsningen i Lyngby – eller hent din delebil lige ved stationen

Går man sydpå under tunnelen ved Lyngby Station og derefter til højre, kommer man til Lehwaldsvej. Her vil man møde et skilt med teksten "Reserveret til delebiler – kun med delebilslicens". Parkeringspladserne på Lehwaldsvej er en del af en forsøgsordning, hvor offentlige p-pladser reserveres til delebiler.

Samtidig bliver det muligt for bybiler med licens at parkere ubegrænset på alle offentligt ejede parkeringspladser med tidsbegrænsning på to timer eller derover.

Vil høste erfaringer til permanent ordning

Som led i Lyngby-Taarbæk Kommunes arbejde mod en fossilfri transportsektor i 2050 ønskes flere forskellige former for dele-mobilitet i kommunen. Derfor godkendte kommunalbestyrelsen i efteråret 2020 en 1-årig forsøgsordning for parkering af delebiler (foreninger m/stampladser) og bybiler (private ordninger) på offentligt ejede parkeringspladser.

Politikerne ønsker at høste erfaringer med dele-og bybilsordningen inden en evt. permanent ordning fastlægges. Dette skyldes bl.a. det relativt lave antal af parkeringspladser i Lyngby bymidte.

Nu åbnes der op for, at de forskellige udbydere af by- og delebiler kan erhverve licens til by- og delebiler via kommunens hjemmeside.

Gratis for bybiler på el – billigt for de andre

Bybiler kan parkere på offentligt ejede parkeringspladser med tidsbegrænset parkering i to timer eller mere. Gebyret for licenser til bybiler på diesel eller benzin fastsættes til et årligt gebyr på 195 kr. pr. bil. mens gebyret for licenser til bybiler på el fastsættes til et årligt gebyr på 0 kr. pr. bil.

Lyngby-Taarbæk Kommune står kun for udstedelsen af by- og delebilslicenser. Spørgsmål til andet end by- og delebilslicenser skal derfor rettes til udbyderne af by- og delebiler, som løbende vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside. 

Forsøgsordningen kører indtil april 2022.

Læs mere om delebiler og bybiler i Lyngby-Taarbæk.