Gå til hovedindhold
MENU
MENU
Du er her:
Nyhed

Ekstra sommerferieaktiviteter for børn og unge 

2,2 mio. kr. til en fantastisk sommer for kommunens børn og unge. Børn og unge i Lyngby-Taarbæk har mulighed for at deltage i alt fra at designe og bygge egen robot, over teaterskoler og gøglerakademier til at prøve kræfter med forskellige vand- og sportsgrene. Og meget mere.

I år skal mange familier holde sommerferie i Danmark, og for at gøre den lidt sjovere har regeringen og en række partier i Folketinget helt ekstraordinært afsat 200 mio. kr. til ekstra mange aktiviteter for børn og unge hen over sommeren.

Lyngby-Taarbæk Kommune har modtaget 2,2 mio. kr. fra puljen til sommeraktiviteter, og de skal nu være med til at give kommunens børn og unge den bedst mulige sommer i kølvandet på et forår, hvor mange tilbud har været lukket midlertidig på grund af Corona, og hvor både børn og unge har lidt afsavn samtidig med at de taget et kæmpe medansvar for at få COVID-19 under kontrol.

Fokus på læring, fællesskab og trivsel 

Kataloget med sommerens aktiviteter – som nu er blevet udvidet med en masse ny aktiviteter - giver børn og unge i hele kommunen mulighed for at tilegne sig ny faglig viden, være med i nye fællesskaber og afprøve nye og anderledes aktiviteter. Der har været stor opbakning fra lokalsamfundet til at indgå i samarbejdet med at etablere de mange lærerige og spændende aktiviteter for kommunens børn og unge.

Daginstitutioner, folkeskoler, SFO og klubtilbud, ungdomsskolen, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, idrætsforeninger, fritidsforeninger m.fl. har alle bidraget til et varieret og stort program med sommeraktiviteter i år. Aktiviteterne løber frem til udgangen af august 2020. De fleste aktiviteter kræver en mindre deltagerbetaling, og enkelte er gratis.

Sommersjov også for de unge

Målgruppen for sommeraktiviteter er i år udvidet fra alene at omfatte børn i skolealderen til at dække aldersgruppen op til 17 år. Der er arrangeret en del aktiviteter for de ældste børn og unge. Det gælder f.eks. forskellige aktiviteter med iværksætteri, eksperimenter med ren energi, kursus i at lave alkoholfrie drinks og cocktails, boksning, parkour, mindfulness og meget, meget mere.

Se alle tilbuddene

På kommunens hjemmeside kan du se samtlige sommeraktiviteter, der udbydes i år. Det er også her du tilmelder dig den enkelte aktivitet. www.ltk.dk/oplevelser-og-fritid/boern-og-unge/aktive-boern/sommerferieaktiviteter