Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

Forbedring af skoletoiletterne i Lyngby-Taarbæk Kommune

Der er afsat 5 mio kr. til forbedring af skolernes toiletforhold i Lyngby-Taarbæk, og projektet går i gang først i det nye år.

   

Toiletforholdene på skolerne i Lyngby-Taarbæk har længe haft et stort behov for renovering. Det har både elever, forældre og politikere været enige om. Derfor besluttede kommunalbestyrelsen i budget 2017, at afsætte midler til renovering og forbedring af skoletoiletterne.

Nu er der taget beslutning om at frigive de 5 millioner kr. til at forbedre toiletforholdene på kommunens skoler. Pengene fordeles ud fra en vurdering af forholdene på de enkelte skoler og i dialog med skolelederne, en dialog som allerede er i gang.

"Jeg er rigtig glad for at se, at vi nu får udmøntet de midler, der er sat af til forbedring af toiletforholdene på vores skoler. Det er vigtigt, for vi har talt om toiletforholdene på skolerne i mange år. Jeg har siddet i en skolebestyrelse i kommunen i 8 år, og i alle de år, og i tiden siden da, har vi talt om det. Nu kan vi så glæde os over, at forbedringerne gennemføres," udtaler Gitte Kjær-Westermann, Formand for Børne- og Ungdomsudvalget. 

Der er mange, der længe har ventet på bedre toiletforhold på skolerne. Og nu kan eleverne endelig se frem til, at der bliver udført forbedringer på skoletoiletterne. 

"Gode og indbydende toiletter er vigtige, og med dette tiltag får vi nu taget hul på renoveringen af skoletoiletter. De fysiske rammer er vigtige, men også rengøring og ikke mindst kulturen omkring brugen af toiletterne har betydning for hvor indbydende toiletterne er ude på skolerne," udtaler Martin Vendel Nielsen, Næstformand i Børne- og Ungdomsudvalget.

Hvilke skoler der bliver omfattet af renovering og får forbedrede toiletforhold, vil der blive givet besked om i starten af 2019. Der vil også komme en nærmere tidsplan for arbejdet med gennemførelse af forbedringerne.

  Kontaktinformation

Gitte Kjær-Westermann, Formand for Børne- og Ungdomsudvalget Tlf.: 50 30 12 01, E-mail:gitkw@ltk.dk

 Social media icon Social media icon Social media icon