Gå til hovedindhold
Du er her:
Nyhed

KYS & KØR

Lyngby-Taarbæk Kommune skyder skoleåret i gang med en KYS & KØR kampagne.

Kys og Kør - Plakat
Mellem 7.30-8.15 kan der kysses farvel på udvalgte steder ved Engelsborgskolen og Taarbæk skole

Når far og mor sender deres børn i skole, sker det ofte i bil. Alle møder samtidigt og der opstår trængsel og kaos på skolevejene. Utålmodige forældre fristes ind imellem til at ’klippe’ en kantsten eller ’hugge’ et gult lys. Det skaber desværre alt for mange farlige situationer. Behovet for at få børnene sikkert i skole betyder i de fleste familier, at far og mor sætter børnene af på vej på arbejde. Den intense morgentrafik kan være ganske uoverskuelig for de mindste trafikanter, og forældrene er bekymrede for at slippe deres børn løs. Hele denne morgensituation ender i en ond cirkel, hvor de mange biler skaber komplekse trafikale situationer, som gør at forældrene ikke kan lade børnene transportere sig selv og derfor vælger at køre børnene.

For at skabe et bedre og hurtigere flow i afviklingen af morgentrafikken, har kommunen derfor ændret på nogle udvalgte p-pladser således, at man mellem 7.30 og 8.15, hvor stort set alle elever ankommer til skolen, kan trille ind til siden, blive siddende i bilen mens junior hopper ud og kysser farvel. Der er kun én regel – og det er, at kysset ikke varer længere end 3 minutter!  

Vi kender systemet fra lufthavnen, og andre kommuner i landet har med succes etableret disse Kys & Kør pladser.

I første omgang bliver kampagnen skudt i gang ved Engelsborgskolen og Taarbæk Skole. Kig efter kampagneskiltene, der vil være sat op ved de nye Kys & Kør pladser.

Kampagnen kører i forbindelse med skolestart og gentages i løbet af skoleåret. Afsætningspladserne er derimod gældende hele året, så skal børnene køres til skole, så hold ind og kys dem farvel på de udvalgte pladser.