Seniorrådet
Hjælper med at udbygge kontakten mellem kommunens ældre borgere og kommunalbestyrelsen samt rådgive kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål
Kommunalbestyrelsen har en forpligtelse til at høre Seniorrådets mening i alle forslag, der vedrører ældre borgere. Seniorrådet kan også selv tage spørgsmål op og fremsætte forslag over for kommunalbestyrelsen.
Alle forhold, der har betydning for personer på 60 år og derover kan tages op i Seniorrådet hvilket betyder, at borgere også kan komme med forslag til forbedringer i dagligdagen for ældre. Seniorrådet har også mulighed for, at formidle forslag videre til kommunalbestyrelsen.
Læs mere om Seniorrådet her
Herunder præsenterer de 9 medlemmer af Seniorrådet sig selv, samt nogle af deres tanker og ønsker for arbejdet i den indeværende periode.
Formand:
Jørn Skou Gettermann
Vi ældre har gennem et langt liv bidraget til samfundet, og det er vigtigt, at vores stemme bliver hørt i alt, der vedrører vores hverdag og livskvalitet. Det er vigtigt, at Seniorrådet er en stærk og uafhængig stemme. Lad os sammen skabe et værdigt og respektfuldt ældreliv for alle.
Næstformand:
Pia Marianne Grynderup
Jeg bor i Virum, og mine børn er vokset op i Virum. Jeg har arbejdet over 40 år i IT-branchen med fokus på at samarbejde, finde løsninger og tænke langsigtet. Jeg er aktiv i Virumkoret og Lyngby Bridgeklub m.m. Jeg vil arbejde for, at seniorlivet skal være rigt på muligheder, fællesskab og tryghed.
Medlemmer:
Eva Vallentin Sørensen
Jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet som leder inden for ældreområdet i 23 år. Jeg har stor og bred erfaring inden for forebyggelse, netværksskabelse og sundhedsfremme på aktivitetscentre, dagcentre, pensionistcafeer, genoptræning og forebyggende hjemmebesøg.
Helle Arndt Strømø
Jeg ønsker en bevarelse af en tryg, smuk og stille by. Flere betalbare boliger målrettet enlige seniorer. Flere offentlige toiletter. Cykelstier til alle. Vi har brug for at bevare vores fantastiske bibliotek og udbygge med sorgcafé for alle, der mister. Vi har brug for mere frivillighed.
Jon Sundbo
Jeg vil fokusere på implementering af ældrereformen, plejecentre og hjemmehjælpen, bedre forhold for pårørende (især til demensramte) og ældreboliger (bofællesskaber). Seniorrådet skal høre, hvad seniorerne ønsker, og skal kommunikere til borgerne. Pårørende og frivillige skal inddrages.
Lis Buchwald Olesen
Jeg har boet over 60 år i Lyngby, været ansat i en kommunal sundhedsafdeling som tandlæge og været med til at implementere loven om ældretandpleje i 1986. Mine mærkesager:
- At skabe en bedre ældrepleje, hvor selvbestemmelse og værdighed er nøgleord.
- At forvaltningen fremover lægger stor vægt på samspil med pårørende til plejekrævende borgere.
Jette Walkusz
Jeg er 76 år og har boet i Lyngby i 43 år. Jeg er frivillig på Plejecenter Baunehøj og aktiv cykelpilot og jeg vil arbejde for:
- Mere medbestemmelse for ældre – hjemme og på plejecentre
- Bedre støtte til frivillige og flere koordinatorer
- For nærvær, værdighed og fællesskab
Henrik Brade
Jeg har været medlem af Seniorrådet siden 2022. Mit fokus har været at medvirke til at sikre en god tilgængelighed for ældre og handicappede – jeg er selv svagtseende. Det vil jeg gerne fortsætte med i endnu en periode. Desuden er jeg optaget af at sikre gode forhold for ældre på biblioteket og andre offentlige steder. Jeg har i ti år kæmpet for at få et offentligt toilet i Lyngby bymidte. Det vil jeg fortsætte med.
Inge-Merete Sams
Jeg har været medlem af Seniorrådet i de seneste to perioder – altså i alt otte år. Jeg er uddannet sygeplejerske og har været primus motor for Smagsdommerne, som vurderer maden på plejecentrene. Jeg vil fremover arbejde for en fortsat bevarelse af køkkener på plejecentrene og jeg vil:
- Bruge min faglige baggrund i det kommende arbejde med implementering af bestyrelser på plejecentrene.
- Bruge min faglige baggrund i arbejdet med implementering af Helhedsplejen ifølge den nye Ældrelov.
- Medvirke til et fortsat samarbejde med FOA. Samarbejdet har betydet en øget fastholdelse af medarbejdere i hjemmeplejen.
Planlagte møder 2026
- 6. januar, tirsdag 2026- intromøde
- 12. januar, mandag
- 30, januar, fredag
- 9. marts, mandag
- 13 april, mandag
- 11. maj, mandag
- 8. juni, mandag
- 17. august, mandag
- 21. september, mandag
- 2. november, mandag
- 30. november, mandag
Hent Seniorrådets forretningsorden som PDF
Forretningsorden for Seniorrådet i Lyngby-Taarbæk Kommune - januar 2026:
§ 1.
I tilslutning til den af Kommunalbestyrelsen fastsatte vedtægt (§ 10) for Seniorrådet i Lyngby-Taarbæk Kommune, har Seniorrådet fastlagt nedenstående forretningsorden.
§ 2.
Seniorrådet konstituerer sig selv. Først vælges formand og dernæst vælges næstformand. De pågældende vælges med over halvdelen af de fremmødte medlemmers stemmer. Valgene har gyldighed for fire år, men kan dog tages op efter en 2 års periode.
§ 3.
Formanden er ansvarlig for indkaldelse til og afvikling af møder i Seniorrådet, opfølgning på trufne beslutninger samt henvendelser til og forhandlinger med kommunen og med ældre- og handicaporganisationerne i kommunen. I hastende sager, der ikke levner tid til at indkalde rådet, kan formanden, fortrinsvis efter aftale med næstformanden, handle på rådets vegne. På et efterfølgende møde redegøres for sådanne sager, og medlemmerne orienteres.
§ 4.
Næstformanden er stedfortræder for formanden og overtager i dennes fravær alle formandens opgaver.
§ 5.
Sekretariatsbistand til Seniorrådet aftales med kommunen. De konkrete sekretariatsopgaver fastlægges i samarbejde med forvaltningen.
§ 6.
Det tilstræbes, at alle medlemmer deltager i enkelte eller flere kurser, konferencer og eksterne møder, der sigter mod arbejdet i Seniorrådet.
§ 7.
Møder i Seniorrådet afholdes efter behov, sædvanligvis en gang om måneden, idet dog juli måned søges friholdt. Datoer for møder fastlægges for en længere periode ad gangen (6-12 måneder). Når et medlem er forhindret i at deltage i et møde i Seniorrådet, meddeles dette snarest til formanden.
En uge før hvert møde udsendes indkaldelse med dagsorden. Hvert punkt på dagsordenen indeholder en sagsfremstilling og et forslag til rådets behandling af sagen.
Medlemmers ønsker om sager til behandling indeholdende sagsfremstilling og forslag til rådets behandling af sagen skal være formanden (eller sekretæren) i hænde senest én uge før mødet.
Formanden, og i formandens fravær næstformanden, leder møderne.
Seniorrådet udarbejder et referat af beslutninger på hørings-, handlings- eller diskussionspunkter. Referatet føres efter hvert punkt til protokol på mødet.
Efter mødet udsendes referat, som er blevet godkendt på mødet.
Referatet udsendes efter ønske også til Ældre- og Sundhedsudvalgets medlemmer samt til forvaltningen. Dagsordener og beslutningsreferater er offentligt tilgængelige på kommunens hjemmeside.
§ 8.
Alle medlemmer virker for et godt og loyalt samarbejde i rådet, således at samarbejdet sker åbent, tillidsfuldt, positivt og konstruktivt.
Seniorrådet er undergivet forvaltningsloven / offentlighedslovens regler om tavshedspligt i forhold til at videregive fortrolige oplysninger.
Man må referere beslutningen og egne udtalelser (så længe man ikke overtræder tavshedspligt i forhold til fortrolige oplysninger), men man må ikke referere andres udtalelser. Det vil sige, at forhandlingerne i mødet er fortrolige.
Mindretalsudtalelser kan ønskes protokolleret af de medlemmer, der ikke kan tiltræde en beslutning. Krav herom skal fremsættes i forbindelse med sagens behandling.
§ 9.
Det tilstræbes at afholde 3 gerne 4 årlige dialogmøder mellem Seniorrådet og Ældre- og Sundhedsudvalget, heraf et møde om budgettet for det kommende år.
Formand og næstformand i Seniorrådet forbereder nævnte møder i samarbejde med Seniorrådet og formandskaberne for Ældre- og Sundhedsudvalget.
§ 10.
Seniorrådet samarbejder med de ældres og de handicappedes organisationer i Lyngby-Taarbæk Kommune med henblik på gensidig orientering og fremme af fælles formål. Seniorrådet kan også samarbejde med seniorråd/ældreråd i nabokommunerne med henblik på gensidig orientering.
§ 11.
Som led i kontakten med borgerne kan Seniorrådet afholde borgermøder med offentlig adgang. Seniorrådet kan også – fortrinsvis ved formanden – meddele sig til offentligheden gennem de lokale aviser og lokale radioer.
Seniorrådet er partipolitisk neutralt.
§ 12.
Seniorrådet foretager snarest efter valgperiodens begyndelse valg til øvrige poster og udvalg mv.
Seniorrådet kan nedsætte arbejdsgrupper til behandling af særlige emner.
Endelig kan Seniorrådet vælge medlemmer til at repræsentere rådet i eksterne arbejdsgrupper mv.
§ 13.
Seniorrådet varetager de ældres interesser i kommunen. Ved ”ældre” forstås i denne sammenhæng personer over 60 år.
Seniorrådet prioriterer selv sine fokusområder og arbejdsopgaver og vedligeholder en oversigt over igangværende og kommende aktiviteter, jf. den til enhver tid godkendte Indsatsplan for Seniorrådet.
§ 14 .
Seniorrådet sikrer formidling om sit arbejde og opnåede resultater fx via lokalpressen, sociale medier og kommunens hjemmeside.
§ 15.
Seniorrådet behandler hverken konkrete personalespørgsmål eller konkrete sager vedrørende enkeltpersoner, hvad enten disse er ansatte eller borgere.
§ 16.
Seniorrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Ved beslutninger, herunder også om udtalelser til kommunen eller andre, tilstræbes enighed blandt medlemmerne.
I tilfælde af afstemning gælder, at beslutning forudsætter almindeligt flertal blandt de fremmødte. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Afstemning foregår ved håndsoprækning, dog skal afstemning foregå skriftligt, såfremt et medlem begærer det. Mindretal er berettiget til at fremkomme med en mindretalsudtalelse.
§ 17.
Denne forretningsorden er vedtaget af Seniorrådet på møde den 30. januar 2026 og erstatter tidligere forretningsorden for Seniorrådet af 10. oktober 2022.
- 12-01-2026 Høringssvar vedr. OSU pkt 4 Dialogmøder med Seniorrådet .pdf
- 12-01-2026 Høringssvar ÆSU Pkt 6 Kvalitetsudvikling Af Ældreplejen
- 30-01-2026 Der er ikke udarbejdet høringssvar til dette møde
- 09-03-2026 Høringssvar vedr. ÆSU pkt. 5 "Styrket Demensindsats Oplæg Til Konkrete Indsatser (Beslutning)"
Alle høringssvar er PDF-filer og ingen af dem er webtilgængelige. Kontakt os, hvis du ønsker en webtilgængelig udgave.
Høringssvar afgivet i 2025
- 10-01-2025 - Høringssvar vedr. Dosisdispensering, ÆOU pkt. 3
- 10-01-2025 - Høringssvar vedr. Sagsbehandlingsfrister, ÆOU pkt. 4
- 10-01-2025 - Høringssvar vedr. Kvalitetsudvikling af ældreplejen, ÆOU pkt. 6
- 10-01-2025 - Høringssvar vedr. BDO-tilsyn på plejecentrene 2024, ÆOU pkt. 10
- 10-01-2025 - Høringssvar vedr. BDO-tilsyn i Hjemmeplejen 2024, ÆOU pkt. 11
- 10-01-2025 - Høringssvar vedr. BDO-tilsyn på Trænings- og Rehabiliteringscentret 2024, ÆOU pkt. 12
- 15-01-2025 - Høringssvar vedr. Udbud af transport og levering af madservice til visiterede borgere
- 17-02-2025 - Høringssvar vedr. Madservice til hjemmeboende borgere, ÆOU pkt. 2
- 17-02-2025 - Høringssvar vedr. Kvalitetsudvikling i ældreplejen - ÆOU pkt. 3
- 17-02-2025 - Høringssvar vedr. Bestyrelser på Plejecenter Baunehøj - ÆOU pkt. 5
- 14-03-2025 - Høringssvar vedr. Kravspecifikation for udbud af vask på plejecentrene - ÆOU pkt. 5
- 14-03-2025 - Høringssvar vedr. Pilotprojekt faste teams - ÆOU pkt. 8
- 14-03-2025 - Høringssvar vedr. Sundhedsfagligt tilsyn, Plejecenter Virumgård - ÆOU pkt. 10
- 14-03-2025 - Høringssvar vedr. Ældretilsyn, Hjemmeplejen Lundtofte - ÆOU pkt. 11
- 14-03-2025 - Høringssvar vedr. Udskydelse af implementering af handleplan - ÆOU pkt. 12
- 22-04-2025 - Høringssvar vedr. Kvalitetsstandard beskyttede boliger - ÆOU pkt. 4
- 22-04-2025 - Høringssvar vedr. Styrket samarbejde m. Frivilligcenter & Selvhjælp Lyngby-Taarbæk, ÆOU pkt. 5
- 22-04-2025 - Høringssvar vedr. Styrket samarbejde m. Frivilligcenter & Selvhjælp Lyngby-Taarbæk, KFU pkt. 4
- 22-04-2025 - Høringssvar vedr. Ufærdige byrum og muligheden for legeplads i Lyngby Centrum, BY pkt. 3
- 02-06-2025 - Høringssvar vedr. pkt. 3 Budget 2026-29 - Nødvendige budgetbehov vedr. driften samt drøftelse - ÆOU
- 02-06-2025 - Høringssvar vedr. pkt. 9 Pårørendevejlederfunktion - status og øvrige tilbud til pårørende - ÆOU
- 02-06-2025 - Høringssvar vedr. pkt. 8 Status på styrket samarbejde med civilsamfund og frivillige - KFU
- 18-08-2025- Høringssvar vedr. fornyelse af aftale med boblberg -ÆOU pkt 6
- 18-08-2025- Høringssvar vedr. sundhedsfagligt tilsyn på plejecenter Bredebo maj 2025 ÆOU pkt 8
- 18-08-2025- Høringssvar vedr. prioritering af midler til styrket forebyggelse på sundhedsområdet - FSU pkt 3”
- 18-08-2025 Høringssvar vedr. fornyelse af aftale med Boblberg - KFU pkt 7
- 18-08-2025- Høringssvar vedr. Status for forskønnelse af byrum og mindre parkeringstiltag på Lyngby torv- BY pkt 5
Indledning:
Seniorrådet er nedsat i henhold til Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, §§ 30-33.
Kapitel 1: Formål og Virke
§ 1.
Seniorrådet rådgiver Kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål af enhver art og bidrager herigennem til at understøtte kontakten mellem ældre borgere , de politiske udvalg og forvaltningen. Kommunalbestyrelsen/de politiske udvalg hører Seniorrådet, før der træffes beslutninger og tages initiativer, der væsentligt vedrører kommunens indsatser over for ældre borgere. Det indgår heri, at Seniorrådet høres om de årlige budgetter og alle andre forslag af væsentlig betydning.
§ 2.
Seniorrådet kan på eget initiativ rejse og drøfte spørgsmål, som Seniorrådet mener, er af væsentlig betydning inden for ældreområdet, ligesom Seniorrådet kan videregive idéer og forslag til kommunalbestyrelsen/de politiske udvalg og forvaltningen. Seniorrådet kan ikke drøfte sager om enkeltpersoner.
§ 3.
Seniorrådet er underlagt forvaltningslovens regler om indhentelse af og videregivelse af oplysninger samt tavshedspligt m.v. Seniorrådet og/eller medlemmer af Seniorrådet kan herudover fremføre synspunkter offentligt.
§ 4.
Seniorrådets kontakt til forvaltningen sker gennem sekretariatsstøtte, der understøtter rådets virksomhed.
Kapitel 2: Valg og valgbarhed
§ 5.
Valg til Seniorrådet finder sted hvert 4. år og følger den kommunale valgperiode. Seniorrådet består af ni medlemmer. Der vælges ved direkte valg. Såfremt der er opstillet tilstrækkelige kandidater hertil, vælges samtidigt stedfortrædere for hvert medlem. Stedfortræderne er de opstillede kandidater, der får hhv. det 10; 11; 12; 13; 14; 15; 16; 17 og 18. største stemmetal og er personlige stedfortrædere for de medlemmer i den rækkefølge, hvormed de tilsvarende er valgt med største stemmetal. Stedfortræderen indtræder kun, hvis et medlem udtræder af Seniorrådet. Valget afvikles som brevstemmevalg eller fremmødevalg efter Seniorrådets ønske. Tidspunkt og tilrettelæggelse m.v. fastsættes af forvaltningen, jf. herved i øvrigt § 7.
§ 6.
Forvaltningen forestår gennemførelsen af valghandlingen, der gennemføres i valgåret efter drøftelse i Seniorrådet m.h.t. informationsmateriale, stemmeseddel og afstemningsperiodens længde m.v. Tvivlsspørgsmål i forbindelse med valgets afvikling, valgret og valgbarhed afgøres af forvaltningen. Til valget kan der kun foretages personlig opstilling. Der kan ikke anvendes listeopstilling eller indgås valgforbund. Det er muligt at opstille til såvel valg til Seniorråd som til valg til kommunalbestyrelsen.
§ 7.
For at være valgbar til Seniorrådet skal personer være fyldt 60 år inden udgangen af valgåret samt på valgtidspunktet have bopæl i kommunen. Personer, der er fyldt 60 år inden udgangen af valgåret, og som på valgtidspunktet har bopæl i kommunen, har valgret. Medlemskab af Seniorrådet er et frivilligt og ulønnet hverv.
§ 8.
Der informeres om valget gennem den lokale presse samt ved udsendelse af brevstemmemateriale til de stemmeberettigede. Efter valget arrangerer forvaltningen et introduktionsseminar for medlemmerne af rådet.
Kapitel 3: Seniorrådets funktionsperiode, konstituering og arbejdsform mv.
§ 9.
Seniorrådets funktionsperiode begynder 1. januar efter nyvalg. Seniorrådet konstituerer sig med formand og næstformand på første møde umiddelbart efter funktionsperiodens indtræden.
§ 10.
Seniorrådet fastsætter selv sin forretningsorden, hvori angives mødehyppighed, regler for dagsorden, regler for indkaldelses til møder samt øvrige regler for Seniorrådets forhold. Mødereferat udsendes efter hvert møde til Seniorrådets medlemmer samt gøres tilgængeligt via kommunens hjemmeside. Kommunen afholder udgifter til Seniorrådets mødevirksomhed og stiller lokaler til rådighed for mødeafholdelse.
Kapitel 4 - Ikrafttræden og ændringer af vedtægter
§ 11.
Nærværende vedtægt træder i kraft med virkning fra Kommunalbestyrelsens vedtagelse og erstatter da hidtidig vedtægt fra 2011. Vedtægtsændring besluttes af Kommunalbestyrelsen efter forudgående forelæggelse for Seniorrådet.
Godkendt af Kommunalbestyrelsen den 6. april 2017.