Gå til hovedindhold
Bolig, byggeri og byplanlægning

Oplev Ulrikkenborgs arkitekturperler på Arkitekturens Dag

Tag med på en historisk byvandring gennem et af kommunens kvarterer udbygget i mellemkrigsårene, hvor nye strømninger i arkitekturen viser sig.

Mandag den 5. oktober 2026 fejres Arkitekturens Dag over hele landet – og i år inviterer vi indenfor i Ulrikkenborgkvarterets særlige arkitektur og byhistorie.


På turen bevæger vi os gennem kvarteret, der blev udbygget efter en samlet plan fra 1930. Undervejs kommer vi tæt på markante bebyggelser og ser, hvordan klassicisme, funktionalisme og international modernisme har sat deres præg på området – og fortsat er med til at forme de rammer, vi lever i.


Fire arkitektoniske stop på vejen

  • Storgårdskarréen omkring Pipers Park fra 1934, tegnet af Fritz og Aage Thilo. Ved Emil Pipers Vej, Ulrikkenborg Allé og Engelsborgvej møder vi et stærkt eksempel på den funktionelle tradition.
  • Den engelske haveby fra 1934 omkring Chr. X’ s Allé. Einar Rosenstand og Edgar Jørgensens bebyggelse viser den internationale modernisme i en lokal og stemningsfuld udgave.
  • De engelske rækkehuse fra 1928-1931 på Engelsborgvej, Nybrovej og Chr. X’ s Allé. 
    Alf Hansen og Magdahl Nielsens bebyggelse er et fint eksempel på afdæmpet klassicisme, der forsigtigt peger frem mod det funktionelle byggeri.
  • Christianskirken og sognegården på Chr. X’ s Allé. Kirken blev opført i 1941 af Jacob E. Bang og Erik Jensen, mens sognegården kom til i 1982 med Inger og Johannes Exner som arkitekter. Her møder vi en forsigtig modernisme, hvor materialerne samtidig trækker tydelige spor tilbage til det historiske kirkebyggeri.

 

Praktisk information:

 Byvandringen finder sted mandag den 5. oktober kl. 16-18. Vi mødes på Ulrikkenborg Plads kl. 16 ved skulpturen og slutter ved Christianskirken ved 18 tiden. Kom med og se kvarteret med nye øjne. Oplev historien i de bygninger og byrum, vi ofte passerer uden at kende fortællingen bag.