Gå til hovedindhold

Fredskov

Langt den største del af de danske private skove og alle offentlige skove er fredskovspligtige. Men hvad er fredskov egentlig?

Indhold

    Fredskovspligten blev indført for over 200 år siden for at sikre Danmarks forsyning med træ, efter at næsten al skov i landet var blevet ryddet.

    Hvad må man i en fredskov?

    Det gælder stadig, at fredskovspligtige arealer skal vedblive at være skov. Arealerne skal være bevokset med højstammet skov eller med træer, der på sigt kan blive til højstammet skov. Begrebet er med tiden udvidet til også at omfatte mere ekstensivt drevne arealer med indslag af naturlige lysninger og lavere bevoksning med buske og krat.

    Bevoksningerne må plejes med tynding, og bevoksninger må afdrives (alle træerne fældes på én gang), når de er hugstmodne. I dag må man også lade op til 10 % af skovarealerne henligge som åbne naturarealer, og man tillader også mindre arealer med græsning med dyr i skov og arealer med juletræer og pyntegrønt.

    Hvad gør kommunen?

    Man må godt fælde træer og underskov, tynde ud og generelt pleje skovarealerne, så skoven og eventuel skovdrift over tid opretholdes.

    Derfor vil du se kommunens medarbejdere arbejde i skovene med både håndkraft og maskiner for at pleje skovene.