Gå til hovedindhold

Brobyggerne

En støtte til at tage de første skridt ind i nye fællesskaber.

Indhold

    Har du lyst til at have en mere aktiv hverdag og lyst til at indgå i sociale fællesskaber, så hjælper vi dig på vej.

    Brobygger

    Billede af to ældre, der går over en bro

    Hvad tilbyder vi?

    Vi tilbyder at komme på besøg hos dig til en snak om dit liv, dine erfaringer og dine fremtidsønsker.

    Vi kender de mange muligheder, der er i kommunen, og sammen kan vi finde frem til noget, der giver mening for dig og som du har lyst til at deltage i.

    Vi støtter dig i at ta' de første skridt ind i nye aktiviteter og nye fællesskaber. 

    Hold øje her på siden, hvor vi kommer med information om andre indsatser, arrangementer og tilbud.

    Det nyeste fra os

    Kære Læser

    Så blev det juni måned og dermed officielt sommer. Det er en god tid at komme ud i det fri og nyde naturen og de mange gode oplevelser, der venter dér. Derfor byder vi heller ikke ind med så mange aktiviteter, men vi er godt i gang med at planlægge en række gode fællesarrangementer til efteråret og de mørke måneder. 

    Vi bruger tiden lige nu på at gøde jorden, så vi forhåbentlig kan høste senere på året. Derfor kan du bl.a. læse om et kommende informationsmøde i Brede i dette nyhedsbrev. Og denne gang kigger vi også lidt tilbage, fordi det var en særlig oplevelse at have besøg af norsk tv ved fællesspisningen i april. Så læs endelig videre og bliv opdateret på både nyt og gammelt 😉

     

    • Nogle af beboerne i ældreboligerne på Chr. X´s Allé 95 savnede et tilbud om fællesspisning og vi gik derfor i gang med at finde løsninger sammen. Det er lykkedes at finde et koncept og samle en gruppe frivillige, som er ansvarlige for at afholde fællesspisningerne, så de kan mødes og spiser smørrebrød én gang om måneden. Det er foreløbig i en prøveperiode frem til september, men forhåbentlig kan tilbuddet fortsætte. Tak til de frivillige for at bakke så stærkt og engageret op om dette tilbud – uden jer var det ikke muligt!
    • Mange har henvendt sig til os Brobyggere med ønske om, at der meget gerne måtte være nogle muligheder for at deltage i gode sociale aktiviteter i området omkring Brede. Det har vi lyttet til og inviterer derfor til informationsmøde mandag d. 23. juni kl. 13.30-15.00 i caféen på plejecenter Bredebo. Du kan læse mere om mødet i den vedhæftede invitation. Vi håber på stort fremmøde, så hjælp gerne med at sprede budskabet, hvis du kender nogle, det kunne være relevant for. Kom endelig og deltag, hvis du har gode idéer eller er nysgerrig på at vide mere. 

     

    • Sommeren er en skøn tid at komme ud på cykeltur, så husk at udnytte muligheden for at komme på cykeltur med de frivillige cykelpiloter, hvis du bor i området omkring Engelsborg, Chr. X´s Allé, Lyngby centrum eller i Taarbæk. Er du klar til en tur eller nysgerrig på at høre mere, skal du kontakte Kirsten på 2491 9251 eller kirho@ltk.dk.

     

    • Der bliver afholdt en fællestur på rickshawcyklerne til Dyrehaven onsdag d. 9. juli, så hvis du er interesseret i at komme med på den tur, skal du henvende dig til Kirsten på 2491 9251 eller kirho@ltk.dk. Det bliver en fællestur for passagerer der bor i Taarbæk eller Engelsborg/Lyngby midt. Vi cykler afsted fra hver sin bydel og mødes ved Eremitageslottet til hygge og eftermiddagskaffe. Turen varer i alt ca. 3 timer – se flere informationer i den vedhæftede invitation.

     

    • Som skrevet i indledningen havde vi besøg fra Norge, da vi afviklede fællesspisningen i forbindelse med kampagnen Danmark spiser sammen i uge 17. Folkebevægelsen mod Ensomhed havde bedt os om at lave en historie om arrangementet, som kunne offentliggøres på sociale medier, og den kan du læse i en et lidt forkortet udgave her:

    "Den friske, positive energi, som vi alle mærker, når foråret for alvor har fået taget fat, var taget med ind i Café Møllehjulet, hvor bøgegrene, hvide duge og masser af godt humør satte scenen, da der torsdag d. 24. april blev afholdt fællesspisning med 72 deltagere. De inviterede var nogle af kommunens sårbare ældre og ældste deltager har rundet de 100 år. Denne fællesspisning var også lidt ekstra særlig, da vi havde besøg fra NRK, en norsk tv-kanal, som fulgte politikeren Else Kåss Furuseth. Hun var i Danmark for at hente inspiration til lignende ensomhedsforebyggende indsatser i Norge. Hun var nysgerrig, imødekommende og helt klar på at give en hjælpende hånd, så hun fik både talt med en masse frivillige, deltagerne og også hjulpet til med både oppyntning, servering og blev udfordret ift. at synge med på gode danske forårssange. Fællesspisningen startede nemlig med en lille halv times fællessang, som en af kommunens musikterapeuter – Ana Maria – stod for at afvikle. Der blev sunget godt med, humøret var højt og stemningen varm som en dejlig forårsdag. Tak til alle for en helt særlig oplevelse, hvor det igen blev tydeligt at fællesskabet løftede det til mere end bare en fællesspisning. Vi skabte også stærke relationer rundt om ved bordene og nye skønne minder, som vi kan ta´ med videre i livet."

     

    • Der kan stadig bruges en bridgespiller eller to, som vil være klar til at springe til ved afbud hos den gruppe, som mødes til hyggebridge hver onsdag kl. 15.00-17.00 i caféen på Plejecenter Solgården. Du er velkommen til at kontakte Manette på 2567 9631, hvis du er nysgerrig på at høre mere om tilbuddet.

     

    Vi håber, at du er blevet inspireret og at vi ses til nogle af de ovennævnte arrangementer og tilbud. Husk at du altid er velkommen til at skrive til brobygger@ltk.dk hvis du har spørgsmål eller kommentarer.

     

    Tilbud i dette nyhedsbrev er en del af Aktiviteter i nærområdet, som er for pensionister i Lyngby-Taarbæk Kommune, der har brug for et kommunalt støttet tilbud for at kunne have en aktiv hverdag og deltage i sociale aktiviteter.                                       .

     

    Når du sender din e-mail til brobygger@ltk.dk, giver du samtykke til, at vi behandler dine personoplysninger. Du kan altid trække dit samtykke tilbage ved at skrive til denne e-mail, at du ikke længere ønsker at modtage nyhedsmailen.

     

    Endnu flere ældre i Lyngby-Taarbæk skal have mulighed for at komme ud at få en cykeltur og vi tilbyder nu mulighed for at komme på cykelture direkte fra eget hjem.

    Har du lyst til at få en tur som passager foran i rickshawen?

    Har du lyst til at blive cykelpilot, så du kan sprede glæde ved at tilbyde cykelture til ældre borgere, som bor i egen bolig?

    Eller er du måske klar til at tá en frivillig tjans som koordinator på cykelturene?

    Så står vi klar til at tá imod dig. Det kræver ikke meget, før du kan være klar til at komme ud at cykle. Vi sikrer, at du bliver klædt på til alle opgaver. 

    Når du er oplært som cykelpilot, er du klar til at cykle, når du har tid og lyst. Hver dag, hver uge eller bare en gang i mellem. 

    Hør mere om mulighederne ved at kontakte brobygger Kirsten Holmer på tlf. 2491 9251 eller på mail brobygger@ltk.dk.

    De røde rickshaws venter på jer!