Gå til hovedindhold

Mød andre forældre i samme situation

Forældrenetværk for familier med børn og unge i sårbare positioner

Indhold

    At være forælder til et barn eller en ung med særlige udfordringer kan til tider føles både krævende og ensomt. I forældrenetværket møder du andre forældre, som står i lignende situationer, og får mulighed for at dele erfaringer, stille spørgsmål og hente inspiration hos hinanden.

    Netværket er åbent for forældre til børn og unge i alderen 0-18 år med særlige udfordringer. Der afholdes fire årlige netværksmøder med forskellige temaer, som er relevante på tværs af alder og livssituation.

    Hvert møde består af et fagligt oplæg efterfulgt af dialog og erfaringsudveksling i mindre grupper og fælles drøftelser. Målet er, at du både får ny viden med hjem og oplever et trygt fællesskab, hvor der er plads til at dele erfaringer og spejle sig i andre forældre.

    Temaerne tager afsæt i de erfaringer og udfordringer, der kan følge med det at være forælder til et barn eller en ung med behov for særlig støtte.
    Det kan eksempelvis handle om:

    • forældrerollen
    • samarbejdet med skole, dagtilbud og myndigheder
    • bekymringer for barnets trivsel og udvikling
    • hvordan man skaber en god hverdag for hele familien. 

    Der er også plads til at dele erfaringer om søskenderelationer, familieliv og balancen mellem hensynet til barnet med særlige behov og resten af familien. Netværket er samtidig med til at forme indholdet, så forældrenes ønsker, spørgsmål og behov løbende kan sætte retningen.

    Værd at vide

    • Netværket er for forældre til børn og unge mellem 0 og 18 år med særlige udfordringer.
    • Der afholdes fire møder om året.
    • Møderne indeholder både faglige oplæg og mulighed for dialog med andre forældre.
    • Deltagelse er gratis.
    • Netværket faciliteres af fagpersoner fra kommunen.