Udvidelse af fåreindhegning i Ermelundskilen
I mere end 20 år har får om sommeren græsset på det fredede område mellem Ermelundens kolonihaver og boligområderne Thorsvang og Agervang. Nu udvides området, så fårene får mere plads.
Arbejdet med etablering af fårehegn påbegyndes i uge 50 og forventes at være færdigt inden jul. Foto: AI-genereret billede.
Inden jul 2025 bliver indhegningen udvidet, så fårene også kan græsse på et område i den østligste del af Ermelundskilen – et område der i dag er groet til.
Udvidelsen betyder, at det område, hvor fårene går, kommer til at strække sig helt ud til cykelstien langs Helsingørmotorvejen.
Åbent naturområde udvides
Lyngby-Taarbæk Kommune ejer området og ønsker med udvidelsen at bevare det åbne landskab, som fredningen lægger op til. Fåregræsserforeningen har gennem årene skabt et særligt åbent naturområde med fritstående træer, og det vil kommunen gerne fortsætte på det nye stykke.
Fårefolden er i dag fire hektar stor, og den bliver nu udvidet med én hektar. Der bliver opsat fire nye klaplåger, så man kan komme ind på det nye område. Når fårene er på arealet, kan man stadig gå ind gennem lågerne – ligesom i dag.
Hundeluftere skal være opmærksomme
Reglerne for adgang er de samme som hidtil, men man skal være ekstra opmærksom, hvis man har hund med.
I mere end 20 år har får om sommeren græsset på det fredede område mellem Ermelundens kolonihaver (bill.) og boligområderne Thorsvang og Agervang. Nu udvides området, så fårene får mere plads.
