300 skolepatruljeelever i Lyngby hyldet med biograftur og borgmestertale
Traditionen tro sætter Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med Politi og landets kommuner ekstra fokus på Skolepatruljen i uge 5 under temaet ”Den Sureste Uge”. I Lyngby-Taarbæk blev kommunens skolepatruljeelever hyldet med biograftur fredag formiddag.
Skolepatruljen ved Engelsborgskolen torsdag morgen 29. januar 2026.
Fredag formiddag 30. januar var Lyngby-Taarbæk Kommunes 300 seje skolepatruljeelever rykket ind i varmen i Kinopalæets varme biografsal for at se Zootropolis 2 og hygge med popcorn, sodavand og goodiebag.
Inden filmen blev de hyldet for deres vigtige, tryghedsskabende indsats ved kommunens skoler året rundt. Også på de aktuelt meget kolde morgener.
Fra venstre mod højre er det skolepatruljeeleverne Marie, Ofelia, Victoria, Edith, Ellen og Asta. Pigerne går i 6.X. på Lindegårdsskolen.
Blandt de seje skolepatruljeelever er Marie, Ofelia, Victoria, Edith, Ellen og Asta fra 6.X. på Lindegårdsskolen. Pigerne er alle glade for at være med i skolepatruljen og er enige om, hvorfor de har meldt sig til at være med i den vigtige opgave hver morgen året rundt:
”Vi er med for at gøre en god gerning – og fordi det er hyggeligt. Vi stod uden for i onsdags i kulden! Så ja, det passer rigtig godt at kalde det her arrangement for Den Sureste Uge, ” lyder det enstemmigt fra de seks veninder på vej ind i biografsalen (billede 2).
Kirsten Scharling er klasselærer for 6.X. på Lindegårdsskolen og sidder her i biografsalen sammen med seks af sine elever.
Skolepatruljen samler skolen
Pigernes klasselærer, Kirsten Scharling, tilføjer:
”Der er en rigtig god energi om morgenen og positive vibes hver dag. Der er aldrig brok fra skolepatruljerne – uanset vejret. De gør en rigtig god indsats, og vores skoleledelse bakker op - de står også nogle gange derude og hjælper. Skolepatruljeopgaven samler skolen.”
Borgmesteren takkede skolepatruljen og bød velkommen
Sofia Osmani bød velkommen til de cirka 300 skolepatruljeelever.
"Kæmpestor tak fordi I står tidligere op om morgenen end jeres kammerater. I er med til at gøre skolevejen mere tryg, så jeres kammerater kan gå eller cykle i skole. Og I gør det året rundt også her om vinteren, hvor det er både mørkt og koldt. Derfor vil vi gerne takke jer for jeres vigtige indsats med en biograftur her i årets sureste uge," lød det fra borgmester Sofia Osmani.
Morten fra Nordsjællands Politi takkede også skolepatruljerne for indsatsen.
”I stiller op hver morgen i al slags vejr og I har en meget vigtig rolle for trafiksikkerheden omkring jeres skole. De små ser op til jer og glæder sig til, at det en dag bliver dem, der kan sidde her.”
Igen i år gjorde Kinopalæet det muligt at invitere kommunens skolepatruljeelever i biografen her i årets sureste uge.
Den sureste uge
- Januar og februar plejer at være den koldeste tid på året, og derfor gennemfører Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen sammen med landets kommuner og Politiet kampagnen ”Den Sureste Uge” i uge 5, der skal få flere til at vise skolepatruljerne den anerkendelse, som de fortjener
- I 77 år har landets skolepatruljer gjort et meget vigtigt stykke arbejde ved at bidrage til en styrket trafiksikkerhed ved skolerne i den ofte farlige morgentrafik. I Lyngby-Taarbæk Kommune
- Læs mere om Skolepatruljen på Sikker Trafiks hjemmeside