Gå til hovedindhold

En måned med Letbanen i fuld drift: Lyngby Station er den mest benyttede letbanestation på hele strækningen

En måned efter åbningen af Letbanens fulde strækning rejser omkring 24.000 passagerer med Letbanen på en almindelig hverdag. Det er dobbelt så mange som forventet. Lyngby Station er den mest benyttede på hele strækningen.

24. sep. 2026

Indhold

    Efter den første måned med Letbanen i drift på hele strækningen fra Ishøj til Lundtofte er omkring 24.000 passagerer i gennemsnit rejst med Letbanen på en almindelig hverdag. Det er dobbelt så mange som forventet, da prognosen lød på omkring 12.000 daglige passagerer. Samlet har mere end 2,3 millioner passagerer nu rejst med Letbanen siden åbningen af den første etape i efteråret 2025. Frem mod 2030 ventes det daglige passagertal at stige til omkring 38.000. 

    ”Det er glædeligt at se, at så mange allerede har taget Letbanen til sig og bruger den i deres hverdag. Det er en rigtig god start for Letbanen nu i sin fulde længde og viser, at det giver mening at udbygge den kollektive trafik og skabe bedre sammenhæng mellem letbane, S-tog, busser og øvrig kollektiv trafik. Letbanen binder omegnskommuner sammen og gør det nemmere at komme rundt i hovedstadsområdet uden at være afhængig af en bil,” siger Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden. 

    De mest benyttede stationer er Lyngby, Glostrup, Buddinge og Ishøj, som alle ligger ved S-togsnettet. Det peger på, at mange bruger Letbanen som en del af en samlet rejse, hvor de skifter mellem forskellige former for kollektiv transport. Det kan f.eks. være en rejse, der kombinerer S-tog og Letbane eller bus og Letbane. På den måde er Letbanen blevet endnu en del af det samlede kollektive transportnet på tværs af hovedstaden. 

    Fire stationer i Lyngby i Top 10

    Tabellen herunder viser, hvor mange passagerer, der er stået af eller på Letbanen på de 29 stationer fra Ishøj til Lundtofte siden 22. august, hvor Letbanen åbnede i sin fulde strækning. Fire stationer i Lyngby-Taarbæk Kommune ligger i Top 10 over de mest benyttede stationer:

     

    Station 

    Passagerer 

    1 Lyngby  67000 
    2 Glostrup  65000 
    3 Buddinge  36500 
    4 Ishøj  33000 
    5 Lyngby Centrum  32500 
    6 Herlev  30500 
    7 Anker Engelundsvej - DTU  27500 
    8 Gladsaxe Trafikplads  26500 
    9 Herlev Bymidte  25500 
    10 Akademivej - DTU  23000 
    11 Herlev Hospital  23000 
    12 Glostrup Hospital - Rigshospitalet  21000 
    13 Gladsaxe Rådhus  20500 
    14 Vallensbæk  19000 
    15 Lundtofte  18000 
    16 Rødovre Nord  17500 
    17 Kirkebjerg  17000 
    18 Gladsaxevej  14500 
    19 Gammelmosevej  13500 
    20 Fortunbyen  13000 
    21 Glostrup Nord - Hersted  11500 
    22 Dynamovej  11000 
    23 Herlev Syd  9500 
    24 Brøndbyvester  9500 
    25 Glostrup Ejby  9000 
    26 Ishøj Strand - ARKEN  8500 
    27 Rævehøjvej  6500 
    28 Strandhaven  2500 
    29 Delta Park  2500 

     

    Désirée kombinerer Letbanen med S-toget 

    For 57-årige Désirée Asgreen fra Vallensbæk er Letbanen allerede blevet en del af hendes rejser. Når hun for eksempel skal hjem fra København efter en middag i byen, tager hun S-toget til Glostrup og skifter til Letbanen mod Vallensbæk. 

    ”Jeg bruger især Letbanen, når jeg skal hjem fra byen. Hvis A-toget lige er kørt, kan jeg tage B-toget til Glostrup og så skifte til Letbanen hjem. Det fungerer rigtig godt, når der er 20 minutters drift på S-togene,” fortæller Désirée Asgreen, der til daglig arbejder som projektdirektør i Novo Nordisk. 

    Désirée arbejder i Lyngby og har i mange år kørt i bil til arbejde. Med åbningen af hele Letbanen har hun nu fået mulighed for at lade bilen stå og tage Letbanen til og fra arbejde – også når hun skal til møder på Novo Nordisks kontorer langs Ring 3.

    ”Jeg har kørt i bil hver dag i årevis, men nu hvor Letbanen er åbnet hele vejen til Lyngby, kan jeg bruge den i stedet, når det giver mening for mig. Køreturene i myldretiden kan være ret belastende, så det er rart med en lettere og mere afslappet tur til arbejde. Mit kontor ligger på Lyngby Hovedgade, så Letbanen passer rigtig godt til min hverdag,” fortæller Désirée Asgreen. 

    Højt passagertal – men også plads til forbedringer 

    Den første måned med drift på hele strækningen har samtidig været præget af driftsforstyrrelser, som i perioder har påvirket passagererne betydeligt. Det er ikke tilfredsstillende, lyder det fra Hovedstadens Letbane, og stabil og forudsigelig drift er derfor et vigtigt fokusområde for selskabet: 

    "Vi er tilfredse med, at så mange passagerer bruger Letbanen, men vi er samtidig meget opmærksomme på, at driftsforstyrrelserne har påvirket passagererne den seneste måneds tid. Det er ikke tilfredsstillende, hvis man som passager er i tvivl om, hvorvidt Letbanen kører, når man skal bruge den. Der er derfor plads til forbedringer, og det arbejder vi målrettet på,” siger Søren Boysen, direktør for drift i Hovedstadens Letbane, og fortsætter: 

    ”Vi er stadig i en indkøringsperiode, og vores fokus er nu på at få erfaringerne fra den første måned omsat til en mere stabil drift og tydelig information om driftsforstyrrelser, som passagererne kan regne med i hverdagen."  

    Kilde: Hovedstadens Letbane.