Gå til hovedindhold
Trafik og veje

Lyngby-Taarbæk Kommune etablerer bilfri tryghedszone omkring Hummeltofteskolen

Læs Kommunens information til naboer til Hummeltofteskolen her på siden.

17. aug. 2026

Indhold

    I samarbejde med Hummeltofteskolens elever fra 6.A, som har deltaget i projektet ’Elever som trafikeksperter’ etablerer Lyngby-Taarbæk Kommune tryghedszoner omkring Hummeltofteskolen.

    Kommunen ønsker sammen med skolen og 6.As projekt at gøre færdslen omkring skolen mere tryg og trafiksikker for elever på cykel og gåben. Derfor indføres nu en tryghedszone syd og nord for skolen i tidsrummet kl. 7.30 – 8.15 på alle hverdage. 

    En tryghedszone er et bilfrit område, som flere og flere kommuner etablerer omkring en eller flere af deres skoler. Dels for at motivere skoleelever til at cykle eller gå i skole fremfor at blive kørt i bil dels for at gøre områderne helt tæt på skolerne mere trafiksikre for cyklister og fodgængere. 

    Hvad betyder det for mig som nabo til Hummeltofteskolen?

    På Løvgårdsvej og sidevejene Ligustervænget, Buskevej og Rosengårdsvænget bliver der opsat skilte med indkørselsforbud for biler mellem kl. 7.30-8.15. Det betyder, at du som beboer kan køre ud af området, men du kan ikke køre ind i område i dette tidsrum.

     

    Nord for skolen opretholdes indkørselsforbud fra Grønnevej samt indkørselsforbud på Kornbakken, Kløverbakken og Kronebakken. Hvis du som beboer skal køre ud i tidsrummet 7.30 – 8.15 fra disse tre veje, vil vi anbefale, at du kører ud i modsatte ende ved Tornebakken. Hvis du kører ud via Boelvej skal du svinge til venstre og køre ud ad Grønnevej. Der står også et indkørselsforbudsskilt lige efter den hævede flade på Boelvej for at undgå, at trafik fra de tre ”bakkeveje” kører højre ud på Boelvej. Formålet er at undgå dobbeltrettet trafik på vej ned til skolens kys og kør bane.

    Det er ikke muligt at ensrette Boelvej, da en ensretning vil gælde på alle tidspunkter inkl. for cyklister, hvilket Lyngby-Taarbæk Kommune vurderer vil være uhensigtsmæssigt i forhold til at komme rundt internt i kvarteret både på cykel og i bil.

    Tidsplan

    Elevernes projekt bliver åbnet med en event torsdag 3. september 2026.

    ·        Skiltene vil blive sat op inden åbningseventen og være dækket til indtil 3. september

    ·        Lyngby-Taarbæk Kommune evaluerer projektet med tryghedszoner efter et år

    ·        Har I nogle spørgsmål til projektet er I velkomne til at kontakte trafikplanlægger Mette Dam Mikkelsen på trafikmobilitet@ltk.dk

     

    Vi håber I vil tage godt imod, at eleverne kan komme mere trygt til skole.