Letbanen i Lyngby åbner lørdag 22. august
Efter flere års byggeri og et forår med omfattende testkørsler nærmer Hovedstadens Letbane sig nu åbningen i fuld længde. Lige efter sommerferien kan passagerer for første gang rejse med Letbanen gennem Lyngby-Taarbæk Kommune - og hele vejen fra Ishøj til Lundtofte.
Lørdag 22. august bliver en historisk dag for Lyngby-Taarbæk Kommune og resten af hovedstadsområdet. Den dag åbner Hovedstadens Letbane i fuld længde og passagerer kan for første gang rejse hele letbane- strækningen fra Ishøj til Lundtofte – og opleve en ny, sammenhængende kollektiv forbindelse, der binder byer, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner tættere sammen.
“Testkørslerne på den nordlige del af strækningen har indtil videre forløbet godt og sikkert, så vi nu kan fastlægge en forventet dato for åbningen. Lørdag 22. august bliver en stor dag for alle, der skal bruge Letbanen og en vigtig milepæl for hele hovedstadsområdet. Vi glæder os til at byde passagererne velkommen på den samlede strækning,” siger bestyrelsesformand i Hovedstadens Letbane, Jakob Thomasen, og understreger, at åbningsdatoen forudsætter, at de afsluttende test- og godkendelser forløber som planlagt.
Åbningsfest i Lyngby lørdag 22. august
Der er syv letbanestationer i Lyngby-Taarbæk Kommune, og på åbningsdagen vil der være aktiviteter på alle syv stationer med blandt andet musik, sport, bæredygtighed og videnskab på programmet. Det samlede program for åbningsdagen offentliggøres i løbet af sommeren.
”Åbningsdatoen er en vigtig milepæl for både Lyngby-Taarbæk Kommune og hele hovedstadsområdet. Selvom vi er mange, der gerne havde set en anden løsning end Letbanen, glæder jeg mig over, at det store anlægsarbejde nu er helt færdigt, og at borgerne dermed kan begynde at bruge Letbanen. Både dem, der bor her, og dem, der gæster os for at gå på arbejde, studere, nyde vores stærke handelsby eller vores skønne natur, udtaler Lyngby-Taarbæk Kommunes borgmester Sofia Osmani.”
Videoen er fra første testkørselsdag i Lyngby-Taarbæk Kommune, 1. april 2026.
Letbanen skaber ny sammenhæng i Hovedsatdsområdet
Med åbningen af hele Letbanen kan passagerer rejse direkte gennem otte kommuner og skifte til S-tog på seks stationer samt til regionaltog og busser undervejs. Det skaber hurtigere, mere direkte forbindelser på tværs af regionen uden om Københavns centrale knudepunkter.
”Når Letbanen åbner i sin fulde længde, markerer det et afgørende øjeblik for hele hovedstadsområdet. Vi skaber en ny sammenhæng i hverdagen, hvor det bliver langt lettere for borgerne at komme til vores hospitaler, hvad enten man er patient, pårørende eller medarbejder. Samtidig gør Letbanen det muligt for studerende, pendlere og andre borgere at bevæge sig nemt på tværs af hovedstaden. Det har vi arbejdet for i mange år og er virkelig stort”, siger regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj.
Folkefest og fælles åbningsceremoni i Gladsaxe
Når Hovedstadens Letbane åbner i sin fulde længde, markeres det bl.a. med en stor folkefest ved Gladsaxe Rådhus. Her vil der være musik, aktiviteter og oplevelser for børn og voksne, når borgere fra hele Letbanens strækning inviteres til at fejre åbningen af de 17 nye stationer.
“Vi glæder os til at byde alle Letbanens naboer velkommen i Gladsaxe – både på selve åbningsdagen den 22. august og fremover, når Letbanen kører i sin fulde længde. Hovedstadens Letbane er et vigtigt skridt for at styrke mobiliteten og den kollektive transport i hele hovedstadsområdet, og snart binder den kommunerne langs Ring 3 tættere sammen, samtidig med at den forbinder dem bedre med resten af København”, siger Gladsaxes borgmester, Serdal Benli, og fortsætter:
”På den måde bliver hovedstadsområdet både mindre og større på samme tid: Mere sammenhængende, men med nye muligheder for at bevæge sig hurtigt på tværs af regionen”, lyder det.
Hovedstadens Letbane forventer at kunne offentliggøre et detaljeret åbningsprogram i løbet af sommerferien.
Syv letbanestationer i Lyngby-Taarbæk Kommune

- Lyngby Station
- Lyngby Centrum
- Fortunbyen
- Akademivej (DTU)
- Anker Engelundsvej (DTU)
- Rævehøjvej
- Lundtofte
Læs HLs pressemeddelelse
Fakta om Hovedstadens Letbane
- Letbanen kører i dag fra Ishøj til Rødovre Nord (12 stationer)
- Letbanen kører hvert 10. minut
- Når de 17 nye stationer åbner til august, vil Letbanen køre hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage
- Toget er indrettet med fire flexområder, hvor der er plads til kørestole, barnevogne og cykler.
- Passagerer kan gratis medbringe cykel i letbanetoget
- Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030
- Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk