Nyt Kontaktcenter
Nyt Kontaktcenter giver borgerne én indgang til kommunen
Den 1. september gik Lyngby-Taarbæk Kommunes nye tværgående Kontaktcenter i luften. Det giver borgerne én fælles indgang til kommunen, når de har brug for hjælp over telefonen. Når du ringer, behøver du ikke selv vide, hvilken afdeling du skal have fat i. Kontaktcenteret hjælper med dit spørgsmål og sørger for, at du kommer videre til den rette hjælp – også når din henvendelse kræver, at en medarbejder i et fagcenter tager over.
Du bliver hjulpet videre
Mange spørgsmål kan Kontaktcenteret med det samme. Hvis din henvendelse kræver hjælp fra en medarbejder i et fagcenter, hjælper Kontaktcenteret dig videre.
I de afdelinger, der er koblet på modellen, kan Kontaktcenteret aftale et tidspunkt, hvor en medarbejder fra fagcenteret ringer dig op.
Det betyder, at du slipper for selv at finde det rigtige telefonnummer, blive sendt rundt mellem forskellige afdelinger eller vente i kø for at komme igennem til den rette medarbejder. Du får i stedet at vide, hvornår du kan forvente at blive kontaktet.
Kontaktcenteret bliver løbende udvidet
Kontaktcenteret er stadig under opbygning. Det betyder, at det endnu ikke er alle kommunens områder, hvor Kontaktcenteret kan straksafklare din henvendelse, og at muligheden for at aftale et tilbagekald endnu ikke gælder for alle henvendelser.
Flere områder bliver løbende koblet på, så Kontaktcenteret fremover kan hjælpe med endnu flere af de spørgsmål, borgerne har til kommunen.
En ny måde at kontakte kommunen på
Det er en større ændring af den måde, kommunen tager imod telefoniske henvendelser på. Derfor skal både borgere og medarbejdere vænne sig til de nye arbejdsgange.
Vi følger løbende, hvordan Kontaktcenteret fungerer, og justerer arbejdsgangene, når vi ser noget, der kan gøres bedre.
Målet er, at det skal være nemt for borgerne at komme i kontakt med kommunen og få hjælp – også når spørgsmålet kræver, at andre medarbejdere tager over.