Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

Årligt tilsyn på kommunens plejecentre

Modtager den samlede vurdering: Meget tilfredsstillende

   

Det er godt at bo på Lyngby-Taarbæk Kommunes plejecentre. Det fremgår af hovedrapporten fra de årlige uanmeldte tilsyn på kommunens plejecentre.

Den samlede vurdering af de uanmeldte kommunale tilsyn er, at kvaliteten af den personlige pleje, den praktiske hjælp og kommunikationen mellem beboere og personale på alle seks plejecentre er meget tilfredsstillende. Samtidig er oplevelsen, at medarbejderne er med til at skabe en god stemning på fællesarealerne.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Bodil Kornbek siger: "Tilsynene foretaget på vores plejehjem i løbet af 2020 er et øjebliksbillede. Men de giver os et fingerpeg om, hvordan det står til, og også hvor der skal sættes ekstra ind. Personalet på plejecentrene kan være stolte af deres arbejde, for 2020 har været et presset år på vores plejehjem på grund af COVID-19 - med ændrede arbejdsopgaver, restriktioner og sygdom. Alligevel opnår alle plejecentrene en fin vurdering også fra de beboere, som bliver interviewet, og det er faktisk det vigtigste." 

Rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO står for de kommunale tilsyn i Lyngby-Taarbæk Kommune. BDO besøger plejecentrene uanmeldt, observerer og snakker med beboere og medarbejdere. Med baggrund i tilsynene kommer BDO med en række anbefalinger til udviklingspunkter.

Udviklingspunkterne drejer sig på tværs af plejecentrene primært om:

  • Fortsat udvikling af arbejdet med sundhedsfaglig dokumentation og omsorgssystem
  • Fortsat fokus på rammerne omkring måltider herunder trivsel og rehabilitering
  • Etablering af arbejdsgange, der sikrer tilstrækkelig rengøring af boliger og hjælpemidler

Næstformand for Social- og Sundhedsudvalget, Dorthe la Cour siger: "Plejecentrene er i gang med at implementere de anbefalinger, de har modtaget. På flere områder handler det om at styrke allerede igangsatte indsatser yderligere. Så vi er på rette vej."

Alle plejecentrene har udarbejdet handleplaner på baggrund af de konkrete anbefalinger til det enkelte plejecenter. Herudover er der på tværs af plejecentrene planlagt undervisning i sundhedsfaglig dokumentation samt personcentreret omsorg.  

Normalt modtager plejecentrene også tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Men på grund af COVID-19 har styrelsen kun haft tid til at gennemføre et enkelt sundhedsfagligt tilsyn på Plejecenter Baunehøj. Konklusionen er, at der ingen problemer er for patientsikkerheden.

Fakta - typer af tilsyn på kommunens plejecentre

  • Ældretilsyn: Gennemføres af Styrelsen for Patientsikkerhed. Fokus på den sociale og plejefaglige indsats i hjemmeplejeenheder og på plejecentre.
  • Sundhedsfagligt tilsyn: Gennemføres af Styrelsen for Patientsikkerhed. Fokus på den sundhedsfaglige indsats i hjemmeplejeenheder og på plejecentre herunder medicinhåndtering og sårpleje.
  • Kommunalt tilsyn: Gennemføres i Lyngby-Taarbæk Kommune af BDO. De foregår på forskellige tidspunkter henover året og er altid uanmeldte. Fokus på organisatoriske, personale-, pleje- og omsorgsmæssige forhold, herunder sundhedsfaglig dokumentation og kontrol af medicin. Tilsynet gennemføres som et helhedstilsyn, hvor borgere, ledere og medarbejdere inddrages.

-------------------------------------

Rapporterne kan læses her: https://dagsordener.ltk.dk/vis?id=833f1b8b-dbe6-4974-bef2-59ecbdf09b77&…

  Kontaktinformation

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Bodil Kornbek, boko@ltk.dk

Næstformand for Social- og Sundhedsudvalget Dorthe la Cour, dorlc@ltk.dk

 Social media icon Social media icon Social media icon