Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

Ekstra midler til legepladserne i Lyngby-Taarbæk Kommunes daginstitutioner

Kommunalbestyrelsen har afsat midler til genopretning og renovering af legepladserne i kommunens daginstitutionerne i form af en anlægspulje fra 2021-2023.

   

Mange af legepladserne er opført samtidig med bygningerne og er derfor ikke længere tidssvarende. Som det ser ud i dag, er der på flere af legepladserne behov for nytænkning af leg og bevægelse og legezoner til mindre grupper i lige så høj grad, som der arbejdes med det indenfor.

I Lyngby-Taarbæk Kommune er der fokus på, at alle børn i dagtilbud hver dag skal møde et trygt og udviklende børnemiljø. Et løft af udemiljøet i kommunens daginstitutioner vil være med til at styrke læringsmiljøerne på legepladserne, hvor uderummet med nye, tidssvarende læringsmiljøer skal give plads til sansning, bevægelse, fantasi, kreativitet og leg.

"Jeg er glad for at vi kunne finde midlerne til dette, som kan gøre børnenes hverdag bedre og også styrke lysten til leg og læring udendørs. Flere af vores dagtilbuds legepladser trænger gevaldigt til renovering, hvilket næstformanden og jeg ved selvsyn har set på vores rundtur til alle kommunens institutioner. Også flere af vores skolers legepladser trænger, så stor tak til både Børne-og-Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget for villigheden til at finde midler, der ikke gik ud over skoleområdets puljer", siger Gitte Kjær-Westermann, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

De 14,6 mio. kr. til legepladserne kommer fra ekstraordinære indtægter i forbindelse med salget af HMN og genopretningen påvirker derfor ikke budgettet til andre allerede vedtagne anlægsopgaver.

"Legepladserne er centrale i vores børns hverdag. Derfor er jeg glad for, at vi nu gennem ekstra midler kan skabe bedre rammer for børnene, der hvor behovet er størst. Gode rammer er med til at styrke dagligdagen hos både børn og personale", siger Martin Vendel Nielsen, næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget.

  Kontaktinformation

Gitte Kjær-Westermann, formand for Børne- og Ungdomsudvalget, GITKW@ltk.dk

Martin Vendel Nielsen, næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget, MRTNI@ltk.dk

 Social media icon Social media icon Social media icon