Kontakt
Gitte Kjær-Westermann
E-mail: gitkw@ltk.dk
John Tefke
E-mail: johnt@ltk.dk
Lyngby-Taarbæk er blandt de ti kommuner i Danmark med størst fremgang i antallet af 13-17-årige i fritidsjob. Derfor er kommunen med i opløbet til Fritidsjobprisen 2026, som uddeles for første gang i år.
Et fritidsjob giver unge mulighed for at tjene deres egne penge, tage ansvar og blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads.
I Lyngby-Taarbæk får flere unge nu den mulighed. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har inviteret kommunen til at komme i betragtning til Fritidsjobprisen 2026. Baggrunden er en markant stigning i antallet af unge med fritidsjob, som placerer Lyngby-Taarbæk blandt de ti kommuner med størst procentvis fremgang det seneste år.
”Vi er stolte af, at Lyngby-Taarbæk er blandt de kommuner, hvor udviklingen går stærkest. Et fritidsjob kan give unge både selvtillid, nye relationer og erfaringer, de kan tage med sig videre i uddannelse og arbejdsliv. Derfor glæder vi os over, at flere får foden indenfor på en arbejdsplads,” siger Gitte Kjær-Westermann, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Kommunen peger i sin indstilling på det tætte samarbejde mellem uddannelsesvejledning, SSP, beskæftigelsesindsats og sociale indsatser som en væsentlig forklaring på fremgangen.
Siden 2019 har uddannelsesvejledningen, SSP og beskæftigelsesindsatsen for unge været samlet i Ungeenheden. I 2024 blev enheden en del af Center for Social Indsats, hvilket har styrket forbindelsen til de medarbejdere, der støtter unge med sociale udfordringer.
Det betyder i praksis, at medarbejdere, som møder de unge i hverdagen, har lettere adgang til kolleger med viden om arbejdsmarkedet og kontakt til virksomheder. De unge kan blandt andet få hjælp til CV og ansøgninger og til at komme i kontakt med en arbejdsplads.
”Det er særligt glædeligt, når et fritidsjob åbner en dør for en ung, der har brug for lidt ekstra støtte. Vores medarbejdere arbejder sammen på tværs af fagområder, så hjælpen tager udgangspunkt i den enkelte unge. Samtidig fortjener virksomhederne stor anerkendelse for at give de unge en chance og et sted at høre til,” siger John Tefke, næstformand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Lyngby-Taarbæk Kommune har gennem mange år samarbejdet med virksomheder, der ansætter unge under 18 år. Hovedparten af fritidsjobbene findes i detailhandlen, hvor blandt andre Salling, REMA 1000 og Coop er vigtige arbejdsgivere.
For unge med behov for yderligere støtte kan også kommunens frivillige mentorforening og headspace være relevante samarbejdspartnere. Kommunens vurdering er, at netop kombinationen af et tæt samarbejde om de unge og langvarige relationer til virksomheder og civilsamfund bidrager til resultaterne.
Fritidsjobprisen uddeles første gang i 2026 og hylder en kommune, der har gjort en særlig indsats for at få flere unge i fritidsjob. Prisen anerkender samtidig arbejdspladsers og civilsamfundsorganisationers bidrag.
Vinderen udpeges på baggrund af kommunernes ansøgninger og data fra STARs fritidsjobmåling. Prisen uddeles inden udgangen af året.