Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

Idrætslederprisen går til Magnus Poulsen fra Trongårdens Idrætsforening

Årets Idrætslederpris er nu blevet uddelt

   

Prismodtager Magnus Poulsen

 

Lyngby-Taarbæk Kommune har igennem mange år hvert år uddelt en Idrætslederpris til en leder eller træner, der gør en forskel for børn og unge i lokale foreninger, eller en person, der har gjort en særlig indsats for at få børn og unge til at dyrke sport i en af de lokale foreninger.

2020 er ingen undtagelse. Priserne skulle have været uddelt ved et festligt arrangement i marts, men det blev udskudt på grund af COVID-19.

Borgmester Sofia Osmani siger: "Dagen før vi skulle uddele flere priser ved et stort arrangement i Lyngbyhallen, var vi nødt til at aflyse på grund af tilspidsningen af COVID-19-situationen. Vi så tiden an henover sommeren, men kunne godt se, at vi ikke kunne samle så mange mennesker, så derfor har vi i stedet valgt at besøge de foreninger, hvor prismodtagerne har deres hverdag. Selvom det var ærgerligt, at alle andre ikke kunne deltage i prisuddelingerne, så er det sjovt at komme ud til foreningerne og møde børn og trænere i deres rette element."

Modtageren af Idrætslederprisen 2020 er Magnus Poulsen fra Trongårdens Idrætsforening. Magnus er selv startet i klubben som barn og er nu udover at være ungdomstræner - også ungdomsformand og klubbens repræsentant i forhold til Dansk Atletik.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mette Schmidt Olsen, sagde ved overrækkelsen af prisen: "I klubben bliver Magnus beskrevet som en rollemodel for børn og unge og som den, der sørger for, at der er et godt sammenhold i klubben. Både i forhold til medlemmerne, men også trænerne imellem. Samtidig er Magnus i stand til at tiltrække nye medlemmer og fastholde de gamle medlemmer i foreningen. Magnus formår at rumme alle fra den helt nye 7-årige til den 14-årige atlet, der vinder medaljer og mesterskaber, og er på det sportslige niveau i stand til at spotte talenterne og udvikle dem, med det resultat, at flere af klubbens atleter nu er udtaget til Dansk Atletiks talentudvikling. Fortællingen er rundt i atletikkredse, at den gamle storklub Trongården IF er ved at rejse sig igen. Det er man rigtig stolt af blandt de medlemmer og forældre, der har fulgt klubben i mange år. Det er vi andre også."

 

Magnus Poulsen

 Kontaktinformation

Borgmester Sofia Osmani: borgmester@ltk.dk

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mette Schmidt Olsen: msol@ltk.dk

 Social media icon Social media icon Social media icon