Kontakt
Kommunikation i Lyngby-Taarbæk Kommune
E-mail: presse@ltk.dk
Lyngby-Taarbæk Kommune og MT Højgaard Danmark indgår forkøbsretsaftale om udvikling af Jernbanepladsen.
Aftalen er første skridt mod at realisere udviklingsplanen for Kongens Lyngby Centrum. Det nye udviklingsprojekt omfatter bl.a. byggefelter og en ny trafikplads, der tager højde for, at Jernbanepladsen er et stort trafikalt knudepunkt med mange forskellige trafikanter. Udviklingen af pladsen skal ske i samarbejde mellem kommunen og MT Højgaard Danmark.
Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune siger: ”Lyngby er en dejlig by, men Jernbanepladsen er i dag en larmende og lidt kaotisk adgang til byen. Det har vi et ønske om at lave om på. Vi har en ambition om en plads, som byder velkommen til Lyngby Centrum og som fungerer i samspil med byen, handelslivet og borgerne. Med aftalen får vi et samlet bud på, hvordan vi kan skabe et mere attraktivt og velfungerende byrum for alle.”
Projektudviklingsdirektør Johnny Sørensen fra MT Højgaard Danmark tilføjer: ”Vi glæder os til at bringe vores kompetencer og erfaring i spil og skabe nye muligheder på Jernbanepladsen. Vores ambition er at udvikle et område, der både fungerer effektivt trafikalt og bidrager positivt til bylivet i Kongens Lyngby."
For at sikre, at Kongens Lyngby Centrum fortsat kan bevare og styrke sin særlige position, har Kommunalbestyrelsen i oktober 2023 vedtaget en udviklingsplan for centrum.
Udviklingsplanen udpeger flere byudviklingsmuligheder ved Jernbanepladsen, der kan være med til at skabe nye byrum langs Lyngby Station og omkring Lyngby Rådhus. Hensigten er at forskønne området med ny arkitektur, grønne byrum og en bedre adgang for besøgene og borgere.
Med aftalen igangsættes en indledende afklaringsfase, der løber frem til foråret 2026. Afklaringsfasen har til formål at fastlægge de nærmere rammer for udviklingsprojektets omfang på tilfredsstillende vis for alle parter. Hvis det besluttes at gå videre, igangsættes arbejdet med udviklingsprojektet og den offentlige planlægning. Realiseringen forudsætter et nyt kommuneplantillæg, en lokalplan og dertilhørende borgerinddragelse. Det forventes tidligst, at byggeriet kan begynde i 2029.
Fakta
E-mail: presse@ltk.dk