Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

Lyngby-Taarbæk Kommune fortsætter succesfuldt samarbejde om grøn varelevering

Kommunens samarbejde med City Logistic sparer CO2 og letter trængslen i Lyngby bymidte. Samarbejdet dækker al non-food transport til Rådhuset og kommunens plejecentre.

   

Lyngby-Taarbæk Kommune har i to år kørt en forsøgsperiode med servicevirksomheden City Logistic, hvor alle non-food leverancer håndteres på et centrallager uden for Lyngby bymidte og samlet leveres i el-drevne køretøjer til rådhus og plejecentre to gange om ugen.
 

En evaluering af forsøgsperioden har vist, at:

  1. Antal varekørsler er mere end halveret.
  2. Det reducerede antal kørsler ind i midtbyen er foretaget i mindre elbiler eller elcykler, fremfor i dieseldrevne lastbiler/varevogne. Det har medført, at CO2-udledningen for kørslerne fra lageret til kommunens lokationer er reduceret med 98%.
  3. De kommunale institutioner oplever, at det har lettet administrationen af varemodtagelse, og at de sparer værdifuld tid.
  4. En række virksomheder og butikker har tilmeldt sig City Logistic's koncept i løbet af forsøgsperioden. Dette har ifølge City Logistic samlet set sparet over 25.000 kg CO2/år gennem deres leverancer ind i midtbyen.
  5. Lyngby-Taarbæk har sammen med Roskilde og Kolding kommuner været frontløbere for konceptet, som en række andre kommuner i både Nordsjælland og resten af landet nu er ved at lave aftaler om. - såvel som kommuner i Tyskland og Norge.

Flemming fra Solgårdens administration fortæller om overgangen til grøn varelevering:

"Før vidste vi ikke, hvornår vi fik varer. Nu har vi faste ugentlige dage, og kan koncentrere os om andre opgaver. Når varerne er leveret, får vi en mail, dvs. at vi ikke behøver at koncentrere os om det før da. Rart med færre lastbiler på vores område. Faste chauffører, der leverer på et aftalt sted, har elimineret skader fra diverse palleløftere på vores vægge og elevatorer, som vi selv har skullet udbedre. Og så er der gevinsten for vores miljø. Der bliver sparet meget CO2 om året, og har mindre slitage på kommunens veje."

Udvidelse af initiativ om grøn varelevering

Lyngby-Taarbæk Kommune har over de seneste to år gradvist udvidet aftalen om grøn varelevering fra at omfatte rådhuset til også at omfatte kommunens plejecentre, samt kommunens afdelinger i Lyngby Storcenter. Det er kommunens vision at finde en løsning på at sikre grøn varelevering til alle kommunens lokationer.

Aftalen om grøn varelevering er et konkret initiativ i arbejdet med at nå kommunens mål om at reducere CO2-udledningen med 70% inden 2030, i forhold til 1990, samt blive CO2-neutral i 2050.

Julehjælp til fordeling af overskudsmad

City Logistic fortsætter også det gode samarbejde med Stop Spild Lyngby, hvor City Logistic igen i 2021 gratis kørte overskudsmad fra supermarkeder og butikker, som Stop Spild uddelte til trængende familier op til jul.

Udtalelser

Sigurd Agersnap (F), tidligere formand for Teknik- og Miljøudvalget, siger:

"Vi har et rigtigt godt samarbejde med City Logistic, som jeg er meget glad for, at vi nu fortsætter. Resultaterne taler sit eget tydelige sprog. Færre tunge lastbiler igennem byen betyder mindre trængsel og mindre CO2-udledning."


Richard Sandbæk (C), formand for det nye Teknik-udvalg, siger:
"Vi er i kommunen stolte af, at virksomheder, som fremmer den grønne omstilling, vælger at placere sig i Lyngby-Taarbæk, og samtidig investerer i velgørenhed og samarbejder med både kommune og handelsliv."

  Kontaktinformation

Jakob Jespersen, Klimakoordinator fra Lyngby-Taarbæk Kommune,
Center for Trafik, Miljø og Bæredygtighed, jakoj@ltk.dk


Jesper Amsinck, Country Manager, City Logistic, jesper@citylogistic.dk

 Social media icon Social media icon Social media icon