Lyngby-Taarbæk Kommune samarbejder med PFA og OK-Fonden om at opføre et nyt friplejehjem
Planen er, at der skal bygges et nyt friplejehjem i et samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommune, PFA og OK-Fonden. Projektet er nu så langt, at der foreligger et skitseforslag, og arbejdet med lokalplanen kan igangsættes. Lokalplanen forventes i offentlig høring i sommeren/efteråret 2026.
Friplejehjemmet skal ligge på Lyngbygårdsvej 2-4 på hjørnet af Toftebæksvej og Lyngbygårdsvej – en central beliggenhed i Lyngby, til glæde for beboere, personale og besøgende.
Friplejehjemmet skal rumme i alt 95 moderne plejeboliger med tilhørende fællesrum og grønne udearealer/områder. Friplejehjemmet vil bl.a. få store vinduespartier, der giver beboerne mulighed for at nyde både de grønne omgivelser og livet i byen.
Hvis PFA vinder udbuddet af ejendommen, som PFA har en forkøbsret til, skal PFA opføre friplejehjemmet med OK-Fonden som operatør og lejer af friplejehjemmet. OK-Fonden har mange års erfaringer med at sikre attraktive og trygge rammer for beboere på plejehjem.
Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, siger:
- "Jeg utrolig glad for samarbejdet med PFA og OK-Fonden om etablering af et nyt friplejehjem i Lyngby, så vi også i fremtiden kan tilbyde trygge rammer og moderne faciliteter til vores ældre i kommunen. Samarbejdet med private aktører er et stærkt supplement til vores egne kommunale tilbud. Jeg glæder mig også over at få et bynært plejehjem, så vi har tilbud både med udsigt til natur og byliv.”
Simon Pihl Sørensen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune, siger:
- ”Vi ser ind i en fremtid med langt flere plejekrævende ældre, og det kræver rettidig omhu. Med etableringen af det nye friplejehjem tager vi et vigtigt skridt for at sikre, at vi har de nødvendige plejeboliger af høj kvalitet klar til vores borgere. Det er afgørende for mig, at vores seniorer kan føle sig trygge ved, at der er en plads til dem, når behovet opstår.”
Peter Morgan, ejendomschef i PFA, siger:
- ”Vi er meget glade for samarbejdet med Lyngby-Taarbæk Kommune og OK-Fonden. PFA har allerede bygget flere friplejehjem, og vi er stolte over, at vi bidrager til at skabe trygge rammer for landets plejehjemsbeboere. Som Danmarks største pensionsselskab er det en del af vores DNA at være med til at løse problemet med manglende plejehjemspladser samtidig med, at vi sikrer et konkurrencedygtigt afkast for vores mere end 1,3 millioner pensionskunder. Vi ser frem til det videre samarbejde.”
Ulrik Ahrendt-Jensen, administrerende direktør i OK-Fonden, siger:
- ”Vi glæder os til endnu et godt og tillidsfuldt samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune og PFA om at udvikle og drive friplejehjemmet på Lyngbygårdsvej. Det er OK-Fondens håb, at det nye friplejehjem kan fungere som et fællesskabende element i lokalområdet. Når plejehjemmet står klart, glæder vi os til at sikre trygge og rare hjem for beboerne.”
Fakta
Forkøbsretten medfører, at kommunen efter afholdelse af et grundsalgsudbud skal tilbyde ejendomsudvikleren at købe ejendommen til den højeste pris, der er budt på ejendommen – en såkaldt ”right to match” – forudsat at denne pris udgør markedsprisen. Modydelsen for forkøbsretten kan fx bestå af udvikling af et projektforslag og eventuel bistand med et lokalplansforslag.
Kontakt
Anders Futtrup
Telefon: 45 97 31 23
E-mail: andfu@ltk.dk