Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

Lyngby-Taarbæk Kommune støtter op om nyt demenssymbol

Demens er svært at se. Derfor har Danmark fået et nyt symbol til mennesker med demens. Symbolet er en håndsrækning, der skal gøre det tryggere for mennesker med demens at færdes i det offentlige rum. 

   Demenssymbol.png 

Pressemeddelelse fra Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark:

Danskerne skal til at lære et nyt symbol at kende. Et symbol, der skal gøre Danmark mere demensvenligt. 

"Folk kunne jo ikke vide, om jeg var fuld eller skør, hvis jeg gjorde noget uventet eller ikke kunne finde ud af at putte kortet i dankortautomaten på apoteket," siger Jens Hansen, der lever med demens.

En håndsrækning

Demenssymbolet er udviklet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, og er en håndsrækning, der viser, man har demens. Symbolet skal give omverdenen bedre mulighed for at hjælpe og udvise tålmodighed. For det er lige netop det, man på den ene eller anden måde kan have brug for, når man har demens.

"I starten af min fars demensforløb ville det her symbol have været guld værd. Jeg kan huske, at vi var nede for at handle sammen, og min far ville gerne betale - for det havde han altid gjort - så da han skulle finde penge frem, hvilket var lidt stressende, var der en, der råbte 'SKYND DIG NU!'. Min far lagde bare varerne og gik. Her ville symbolet have hjulpet," fortæller danser og skuespiller Silas Holst, der har en far med demens.

Symbolet vil forhåbentlig hjælpe i situationer som den Silas Holst fortæller om. Tanken er, at det skal være en hjælp til mennesker med demens, men også en håndsrækning til den brede befolkning, der får lettere ved at afkode situationer. Symbolet er udviklet i tæt samarbejde med mennesker med demens, og er et frivilligt hjælpemiddel. Symbolet kommer i et kit, hvor der er flere elementer, der kan bruges efter behov - synligt eller mere diskret.

Giv en håndsrækning

Hvis symbolet skal have den ønskede effekt, så bliver kendskab til symbolet og til demens generelt afgørende, mener Lone Harlev, der er sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.

"Tanken med symbolet er, at når man ser symbolet, så er man lidt ekstra opmærksom og tilbyder eventuelt sin hjælp. Det er ikke altid, der er brug for konkret hjælp, nogle gange blot lidt mere tålmodighed. Derfor er det alfa og omega, at mange kender symbolet," siger Lone Harlev.

Og det kræver ikke så meget at række en hjælpende hånd.

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har tre simple råd, du kan følge, hvis du oplever, der er behov for konkret hjælp.

Tag kontakt - Smil og vær imødekommende
Tal tydeligt - Stil ét spørgsmål ad gangen
Vær tålmodig - Sæt tempoet lidt ned, og hjælp gerne på vej

En tabuiseret sygdom

90.000 danskere lever med demens, og ca. to millioner danskere over 18 er i berøring med demens som pårørende, bekendt eller via arbejde. Selvom mange danskere har demens inde på livet, er det dog langt fra alle, der kender til de tidlige stadier af demens, eller som ved, at man godt kan have demens og på mange måder have et liv som alle andre, hvor fritidsaktiviteter, kulturelle oplevelser og en almindelig indkøbstur stadig er en del af hverdagen.

Symbolet er udviklet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, der har eksisteret siden 2017, og består af 12 landsdækkende organisationer: Alzheimerforeningen, BL - Almene Boliger, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Danske Professionshøjskoler, Demenskoordinatorer i Danmark, Ergoterapeutforeningen, FOA, Faglige Seniorer, Pårørende i Danmark, Socialpædagogerne og Ældre Sagen.

FAKTABOKS

Hvad betyder symbolet? 

Symbolet er en håndsrækning. Det er en håndsrækning til både mennesker med demens og til resten af Danmark. For når vi alle bliver mere opmærksomme på udfordringerne ved demens, kan vi sammen gøre hverdagen med demens tryggere.

Hvordan får jeg fat i et demenskit? 

Du kan som borger i Lyngby-Taarbæk Kommune, kontakte demenskoordinator Mette S. Andersen, 20 18 01 77, mea@ltk.dk for yderligere information og aftale om afhentning. Du kan også bestille kittet på demensvenligtdanmark.dk.  Det er for nuværende gratis at få et demenskit.

Du kan også bestille kittet på demensvenligtdanmark.dk. Det er for nuværende gratis at få et demenskit.

Hvem har lavet kittet?

Kittet er lavet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark. Det er udviklet i samarbejde med pårørende, fagfolk, frivillige og ikke mindst mennesker med demens.

Kan alle gå med symbolet? 

Symbolet er til mennesker med demens. Det er ikke et støttesymbol. Hvis man gerne vil vise, at man bakker op om mennesker med demens kan man blive Demensven og få Demensven-hjertet på demensven.dk

Læs mere på demensvenligtdanmark.dk.

Tre spørgsmål til Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark

Hvad kan man bruge et symbol til, som ingen kender?
Symbolet er allerede ved at blive introduceret til relevant personale i foreningslivet og i transport- og detailbranchen, så der er nogen, der kender det. Det bliver dog uden tvivl et langt sejt træk at få os alle til at lære et nyt symbol at kende, men det bliver der arbejdet målrettet på.

Hvorfor skal mennesker med demens vise hele verden, at de har en sygdom?
Symbolet er et frivilligt hjælpemiddel. Der er ingen, der SKAL gå med det, men det er et redskab, der forhåbentligt kan gøre det tryggere for mange mennesker med demens, og samtidig være med til at åbne dialogen om demens. For mennesker med demens har det været afgørende, at det ikke er et badge, hvor der står "jeg har demens", men er et diskret og levende symbol, der kan bæres efter behov.

Hvis man godt kan tage vare på sig selv, hvad skal man så bruge et symbol til?
Selv om man godt kan det meste selv, så kan det være rart, hvis man bliver forvirret ved kasseapparatet eller i bussen, at der er forståelse og tålmodighed fra omverdenen.

Kilder og cases.

·         Lone Harlev - Sekretariatsleder hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark

·         Silas Holst - Skuespiller, danser. Pårørende til menneske med demens.

 

Vedhæftede filer

Demenskit - genstande.jpg
 Kontaktinformation

For cases, der lever med demens, kontakt kommunikationsansvarlig hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, Hjalte Christensen, på 31158775 eller hjalte@demensvenligtdanmark.dk

 Social media icon Social media icon Social media icon