Gå til hovedindhold

Ansøgning om plejebolig

Her kan du og dine pårørende få et overblik over de forskellige trin i processen, når du søger om en plejebolig.

Indhold

    Hvis du bor i Lyngby-Taarbæk Kommune og har en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan du søge om en plejebolig.

    En plejebolig kan være relevant, hvis du har behov for omfattende hjælp og omsorg døgnet rundt, og hvis hjælpen ikke kan gives i tilstrækkeligt omfang i din egen bolig af hjemmeplejen eller med støtte fra dine pårørende.

    Når du ansøger om en plejebolig, vurderer vi først, om dit behov kan dækkes på andre måder. Det kan for eksempel være gennem træning, hjælpemidler, ændringer i din bolig eller øget støtte fra hjemmeplejen.

    Hvis du bor i en anden kommune, men ønsker en plejebolig i Lyngby-Taarbæk Kommune, skal du først kontakte din hjemkommune. Din hjemkommune og Lyngby-Taarbæk Kommune skal begge vurdere, at du opfylder betingelserne for at få en plejebolig.

    Boks:

    Du kan ikke søge plejebolig på grund af:

    • din alder
    • at din bolig er for stor eller for dyr
    • at du er utryg ved at bo- eller være alene
    • at du har solgt dit hus og står uden bolig.

    Hvis du ønsker at søge om en plejebolig, skal du først kontakte Lyngby-Taarbæk Kommune på 45 97 30 00.

    Telefontider:

    • Mandag, tirsdag og onsdag: kl. 9.00-15.30
    • Torsdag: kl. 9.00-17.00
    • Fredag: kl. 9.00-13.30

    Når du kontakter kommunen, skal du oplyse, at du ønsker at søge om en plejebolig.

    Du kan også sende en sikker besked via Digital Post på borger.dk. Du finder et link her ltk.dk/om-kommunen/kontakt-os. For at sende en besked skal du bruge MitID. 

    En visitator kontakter dig og aftaler et besøg i dit hjem. Ved besøget taler visitatoren med dig om din situation og dit behov for hjælp. Dine pårørende kan også deltage, hvis du ønsker det.

    Ansøgningen om plejebolig udfyldes i forbindelse med besøget. Visitatoren medbringer ansøgningsskemaet og hjælper med råd og vejledning undervejs.

    Hvis du har brug for hjælp til at udfylde ansøgningen, må dine pårørende gerne hjælpe dig. Du skal dog selv underskrive ansøgningen.

    Visitatoren kan hjælpe med råd og vejledning om ansøgningen og processen.

    I Lyngby-Taarbæk Kommune er der fem plejehjem.

    Fire af plejehjemmene drives af kommunen, mens ét drives af OK-Fonden, som er en selvejende institution. Det er Lyngby-Taarbæk Kommune, der visiterer til plejeboliger på alle fem plejehjem.

    På kortet nedenfor kan de se, hvor plejehjemmene ligger.  

    Klik på de røde prikker - her finder du links til de enkelte plejehjems hjemmesider, hvor du kan læse mere om boligerne, hverdagen og aktiviteterne på de enkelte plejehjem

    Der findes to typer plejeboliger i Lyngby-Taarbæk Kommune, og reglerne for betaling afhænger af, hvilken bolig du får tilbudt.

    For de fleste plejeboliger betaler du:

    • Husleje
    • Indskud
    • El, vand og varme

    Husleje og indskud fastsættes af boligselskabet. Du kan søge om boligstøtte efter de gældende regler. Muligheden for at få boligstøtte afhænger af din indkomst og formue.

    Plejeboliger på Lystoftebakken følger særlige regler. Her beregner kommunen betalingen ud fra blandt andet din økonomi, boligens størrelse og plejehjemmets driftsudgifter. Der betales ikke indskud til disse boliger.

    For alle plejeboliger betales der desuden for el og varme. Du kan have mulighed for at søge om varmetillæg afhængigt af din indkomst og formue.

    Servicepakke

    Udover udgifter til boligen kan du tilmelde dig en servicepakke.

    Servicepakken kan omfatte:

    • Mad og drikkevarer
    • Tandpleje
    • Toilet- og rengøringsartikler
    • Vask af eget tøj
    • Leje og vask af sengelinned
    • Vinduespudsning
    • Sociale aktiviteter

    Du kan vælge de ydelser fra, som du ikke ønsker. Du betaler kun for de ydelser, du modtager.

    Andre udgifter

    Du skal desuden selv betale for blandt andet:

    • Tv
    • Telefon
    • Medicin
    • Forsikringer
    • Frisør
    • Fodpleje

    Tilskud og økonomisk hjælp

    I Lyngby-Taarbæk Kommune er det besluttet, at beboere i en plejebolig som udgangspunkt skal have mindst 2.000 kr. tilbage til personlige udgifter, når boligudgifter og servicepakke er betalt.

    Hvis din økonomi er særlig trang, kan du søge om personligt tillæg eller lån til indskud. Kontakt kommunens kontaktcenter på telefon 45 97 30 00 for at høre mere om dine muligheder.

    Du kan læse mere om personligt tillæg her: Personligt tillæg

    Ønsker du at søge om boligstøtte eller varmetillæg, skal du kontakte Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 63.

    Ansøgningsskemaet udfyldes, når visitatoren besøger dig i dit hjem.

    På skemaets første side skal du beskrive, hvorfor du ønsker en plejebolig. Du skal også selv underskrive ansøgningen.

    Dine pårørende må gerne hjælpe dig med at udfylde skemaet, men det er dig som ansøger, der skal underskrive ansøgningen.

    Du får som udgangspunkt svar på din ansøgning inden for 4 uger, efter at ansøgningen er underskrevet.

    Svaret sendes til din Digitale Post. Hvis du er fritaget for Digital Post, får du svar med brev. Hvis du bliver godkendt til en plejebolig, orienterer vi også din læge.

    Hvis du bliver godkendt til en plejebolig, men der ikke er en ledig bolig med det samme, bliver du skrevet op på venteliste.

    Hvis du ikke har ønsket et bestemt plejehjem, er du omfattet af plejeboliggarantien. Det betyder, at du senest 2 måneder efter godkendelsen skal have tilbudt en plejebolig.

    Hvis du har søgt om en bolig på et bestemt plejehjem, kan ventetiden være længere, hvis mange andre også ønsker en bolig dér.

    Når en bolig bliver ledig, vurderer kommunen, hvem der har størst behov for boligen. Derfor kan boligen blive tilbudt til en anden ansøger, selvom du har stået længere tid på ventelisten.

    Det er gratis at stå på venteliste.

    Forberedelse til indflytning

    Ved de fleste plejeboliger skal du betale indskud og forudbetalt husleje, før du kan flytte ind.

    Vi anbefaler derfor, at du og dine pårørende bruger ventetiden på at forberede økonomien og sikre, at der er penge til de udgifter, der er forbundet med indflytningen.

    Når du får tilbudt en plejebolig, har du 5 dage til at beslutte, om du vil takke ja til boligen.

    Du skal som regel flytte ind senest 8 dage efter, at du har modtaget tilbuddet. Vi forventer, at du flytter ind på den dato, der står i din lejekontrakt.

    Du kan godt takke nej til den plejebolig, du bliver tilbudt.

    Har du ikke ønsket et bestemt plejehjem, og takker du nej til den tilbudte bolig, begynder plejeboliggarantien på 2 måneder forfra.

    Har du søgt om en bolig på et bestemt plejehjem og takker nej til den tilbudte plejebolig, bliver du skrevet nederst på ventelisten med den nye dato.

    Hvis du takker nej til tilbud nummer 2 om en plejebolig, vurderer kommunen på ny, om du fortsat opfylder betingelserne for at få en plejebolig.

    Hvis du ikke kan bo i dit eget hjem, kan du i nogle tilfælde få tilbudt en midlertidig bolig på et plejehjem, mens du venter på en plejebolig.

    Bor du i en midlertidig bolig, kan du godt takke nej til det første tilbud om en plejebolig. Hvis du også takker nej til det næste tilbud, kan du ikke blive boende i den midlertidige bolig. Du skal derfor vente på et nyt tilbud om en plejebolig i dit eget hjem. Kommunen vil samtidig vurdere på ny, om du fortsat har behov for en plejebolig.

    Det kan være en stor beslutning at flytte i en plejebolig. Derfor er det vigtigt, at du og dine pårørende er godt forberedt på indflytningen og hverdagen i den nye bolig.

    Her kan du læse om de praktiske forhold før og efter indflytningen. Du finder blandt andet information om indretning af boligen, relevante dokumenter, serviceydelser, måltider, aktiviteter og samarbejdet med pårørende.

    Du kan også læse mere om de enkelte plejehjem og få et indtryk af de fællesskaber, aktiviteter og omgivelser, der møder nye beboere.

    Læs mere om indflytning på de enkelte plejehjem:

    Hvis jeg ønsker plejehjem i en anden kommune?

    Hvis du ønsker en plejebolig i en anden kommune, for eksempel for at bo tættere på dine pårørende, skal du stadig søge gennem Lyngby-Taarbæk Kommune.

    Lyngby-Taarbæk Kommune skal først vurdere og godkende din ansøgning. Herefter sendes ansøgningen til den kommune, hvor du ønsker at bo.

    Den kommune, du ønsker at flytte til, skal også vurdere og godkende din ansøgning, før du kan få tilbudt en plejebolig.

    Støtte til dig, der er pårørende

    Det kan være krævende at være pårørende til en person, der har behov for en plejebolig. Derfor tilbyder Lyngby-Taarbæk Kommune rådgivning og støtte til pårørende.

    Du kan blandt andet få individuelle samtaler med en pårørendevejleder, hvor du kan få råd og vejledning om din situation. Der er også mulighed for at deltage i en pårørendegruppe, hvor du kan møde andre i en lignende situation og dele erfaringer.

    Tilbuddene er gratis og kræver ikke henvisning. Du kan læse mere om tilbuddene på kommunens hjemmeside eller kontakte pårørendevejlederen på telefon 29 35 97 42 for at høre mere

    Baunehøj Plejehjem

    Baunehøj Plejehjem

    Bredebo Plejehjem

    Bredebo Plejehjem

    Lystoftebakken Plejehjem

    Lystoftebakken Plejehjem

    Solgården Plejehjem

    Solgården Plejehjem

    Virumgård Plejehjem

    Virumgård Plejehjem