Velbesøgt borgerdialog med byvandring lørdag 24. oktober
Trods køligt efterårsvej mødte ca. 200 engagerede borgere op til byvandring og borgerdialog lørdag formiddag, hvor de kunne se og høre udviklingsidéer for tre centrale områder i Kgs. Lyngby Centrum.
Alle borgere i Lyngby-Taarbæk Kommune var inviteret til åbent-hus-byvandring lørdag 24. oktober, hvor idéer til tre konkrete projekter i Lyngby Centrum blev præsenteret. Der er endnu ikke truffet beslutninger, og idéen er netop, at borgernes spørgsmål og forslag kan komme i betragtning i det videre forløb af projektudviklingen.
Efter velkomst ved borgmester Sofia Osmani og formand for Byplanudvalget, John Tefke, gik borgerne rundt på de fire "poster" i form af udstillingen på Rådhuset og de tre byudviklingslokationer:
- Gasværksvejskvarteret
- Klampenborgvej 203-205
- Jernbanepladsen
"Vi bruger byen hele tiden"
Kommunaldirektør Søren Hansen i dialog med fire borgere om planerne for Fremtidens Kgs. Lyngby Centrum. Alle fire bruger byen hele tiden, køber alt i Lyngby og støtter generelt de lokale. De har altid interesseret sig for Lyngby og værdsætter dagens arrangement.
Fra venstre mod højre efter Søren Hansen: Birgit (har boet i Lyngby-Taarbæk Kommune siden 1970), Marianne (Har boet i Lyngby-Taarbæk Kommune siden 2020), Jennifer (har boet i Lyngby-Taarbæk Kommune siden 1986) og Eva (Har boet i Lyngby-Taarbæk Kommune siden 1978).

Næste skridt
Når alle input er samlet, tager Kommunalbestyrelsen stilling til, om projekterne skal videreudvikles, og hvordan borgernes forslag kan indgå.
"Som formand for Byplanudvalget glæder det mig at opleve det lokale engagement. Lyngby skal udvikles sammen med jer, der bor her. Vi skal værne om byens kvaliteter og finde løsninger, der både imødekommer borgernes ønsker og er økonomisk realistiske," skriver John Tefke på Facebook.
Udstillingen kan stadig ses på Rådhuset til og med fredag 30. oktober.
Se fotos fra Borgerdialogen lørdag 24. oktober nederst på siden.
"Husker I at tænke på os unge?"
Denne familie fra Virum er særdeles interesseret i byudvikling. Far Klaus (længst til højre) er geograf, mens datteren Eline (nr. 2 fra højre) blev student i sommer og overvejer at læse geografi. hun og kæresten Christian (nr. 2 fra venstre) er desuden meget ungdomspolitisk interesseret. Ifølge mor Charlotte (længst til venstre) har de kort fortalt nogle rigtig gode byudviklingssamtaler hjemme ved spisebordet. Til lørdagens borgerdialog udviste de stort engagement og spurgte bl.a. om der planlægges at genbruge materialerne fra den bygning, der skal rives ned (den ene af bygningerne på Klampenborgvej 203-205, red.) og om, der er planlagt områder for de unge, hvor de kan mødes uden at skulle betale for at købe noget på en café. Udviklerne svarede ja til begge spørgsmål.

Læs meget mere om byudviklingsprojektet for Kgs. Lyngby Centrum
Send os dine input
På den digitale opslagstavle Padlet kan du dele dine input til de præsenterede idéoplæg og til den videre udvikling af Kgs. Lyngby. Derudover kan du her på hjemmesiden også se de digitale præsentationer, som de potentielle udviklere har vist for kommunalbestyrelsen. Præsentationerne kan også opleves på udstillingen på Rådhuset.