Nu begynder testkørsel af Letbanen i Lyngby-Taarbæk Kommune
Mandag 16. marts begynder Letbanen testkørsel fra Rødovre Nord til Lundtofte, og de grønne Letbanetog bliver synlige i trafikken i Herlev, Gladsaxe og her i Lyngby-Taarbæk Kommune. Hold godt øje med dem!
I begyndelsen kører Letbanen kun i dagtimerne, men den kommer hurtigt til at følge den køreplan, Letbanen vil få, når den er i drift. Den testkører helt frem til åbningen i august.
På langt størstedelen af strækningen kører Letbanen i sit eget spor, men flere steder skifter den vejside, og den blander sig også med den øvrige trafik i vejkryds. Lyssignaler sørger for rødt for krydsende trafikanter, når Letbanen skal krydse en vej eller skal igennem et kryds, ligesom Letbanen holder tilbage, når der er grønt for den øvrige trafik. Altså gælder de samme færdselsregler som normalt. Dog er der etableret flere lyssignaler på ruten, end trafikanter og gående tidligere har været vant til, så hold godt øje og vær opmærksom, når du krydser Letbanens rute.
Særligt på Buddingevej
På Buddingevej ved de engelske rækkehuse kører Letbanen og biler i samme vejbane i sydlig retning. Her skal bilister altså være ekstra opmærksomme på Letbanen. Det gælder især for beboere i de lige husnumre på dette stykke, der skal sikre sig, at der er fri bane ved ind- og udkørsel til og fra boligens indkørsel.
Vær også opmærksom på, at der er strøm på køreledningerne, og at der under ingen omstændigheder må spules vand eller komme høje genstande op i nærheden af køreledningerne.
Hvad tester Letbane?
I testperioden bliver togene udsat for en lang række test af blandt andet acceleration, bremselængde, sikkerhedsudstyr og andre køreegenskaber. Det sikres, at sporskifterne fungerer, og at kørestrømsanlægget leverer den rigtige strøm. Og endelig skal lyssignalerne også fungere og tilpasses. Hovedstadens Letbane og Metroservice bruger derfor også testkørslerne til lære strækningen at kende og tilrettelægge deres måde at komme igennem vejkrydsene på.
Naboerne er informeret
Alle naboer langs den nordlige del af letbanestrækningen modtager en generel orientering fra Hovedstadens Letbane via e-Boks.
Beboere på Buddingevej ved den kombinerede kørebane for biler og Letbanen, på strækningen mellem Engelsborgvej og Chr. X’s Allé i sydgående retning, modtager desuden et mere detaljeret brev fra Lyngby-Taarbæk Kommune.
Nærmeste naboer er orienteret via e-boks.
Læs mere om Letbanen på Hovedstadens Letbanes hjemmeside
Omfattende test før åbning
Siden åbningen af første etape er arbejdet fortsat på resten af strækningen, og projektet går senere på foråret ind i sin afsluttende testfase, hvor Letbanen bl.a. skal testkøres på den nordlige del af strækningen.
Inden åbningen skal Trafikstyrelsen godkende hele systemet til passagerdrift. Tog, signaler, strømforsyning, stationer og drift testes samlet for at sikre stabil drift på hele banen fra første dag.
Den endelige åbningsdato meldes forventeligt ud op til sommerferien.